Jeg er 25 år gammel og har boet sammen med min mormor i to måneder nu. Min moster hendes eneste datter, der stadig var i live døde pludseligt for to måneder siden. Indtil da delte de hverdagen og huset sammen; de havde et stille, roligt liv, hvor jeg ofte kom forbi til besøg, men vi havde alle vores egne rutiner og liv. Det hele ændrede sig den dag, min mormor blev alene.
Tabet af familie er desværre ikke fremmed for mig. Min mor døde, da jeg var 19. Siden har jeg måtte lære at leve med fraværet som en del af min hverdag. Jeg har aldrig kendt min far. Der er ingen stor historie, ingen hemmeligheder han var der bare ikke. Derfor stod det helt klart for mig, da min moster gik bort: nu var det kun min mormor og mig tilbage.
De første dage efter begravelsen var mærkelige. Mormor græd ikke hele tiden, men sorgen sad i hendes små bevægelser hun var langsommere, glemte at slukke lyset og satte sig ofte og stirrede tomt ud i lokalet. Jeg fortalte mig selv, at jeg ville blive “nogle dage.” De dage blev til uger. Indtil den dag, hvor jeg lagde mit tøj på plads og indså, at jeg ikke havde tænkt mig at tage hjem igen.
Siden har folk ikke holdt tilbage med deres meninger. Der er altid nogen, der skal kommentere.
Nogle synes, jeg har gjort det rigtige hvordan kunne jeg lade en ældre kvinde, der lige har mistet sin datter, være alene? Andre siger, jeg spilder min ungdom: at man i en alder af 25 skal rejse, gå ud, finde en kæreste og “leve livet”. De spørger, om det er hårdt, om jeg føler mig fanget, eller om jeg frygter, at jeg bagefter vil stå helt alene.
Men jeg ser det ikke sådan.
Jeg arbejder, sparer op, passer huset, tager mormor med til lægen, vi laver mad sammen, og om aftenen ser vi fjernsyn. Jeg føler ikke, at jeg giver afkald på noget. Jeg føler, at jeg vælger dette liv. Lige nu har jeg ingen kæreste, jeg tænker ikke på børn eller at flytte til udlandet. Jeg tænker på stabilitet, på at være til stede, på ikke at gentage den historie med at blive efterladt, som jeg kender alt for godt.
Mormor er det sidste direkte familiemedlem, jeg har tilbage. Ingen mor, ingen moster, ingen far. Og jeg ønsker ikke, at hun skal tilbringe sine sidste år med følelsen af at være til besvær. Jeg vil ikke have, at hun skal spise alene hver dag eller falde i søvn med tanken om, at der ikke er nogen tilbage.
Måske vælger livet en anden vej for mig engang. Måske rejser jeg, forelsker mig, flytter ud. Men lige nu lige her er min plads. Ikke af pligt, ikke af skyld. Men fordi jeg elsker min mormor, og fordi jeg også elsker mig selv sammen med hende.
Hvad ville I have gjort i mit sted?
