“Åh, det behøver ikke alt det. Jeg er gift og elsker min kone,” sagde han med sin forberedte sætning.
Mikkel og Hanne havde boet sammen i toogtyve år. Følelserne var blevet roligere, forholdet stabilt og trygt, mere som en varm vane. Deres datter studerede på andet år på medicinstudiet. Hun havde valgt at følge i forældrenes fodspor. Hvordan kunne det også være anderledes, når hun siden barns ben kun havde hørt snak om medicin, recepter og patienters klager. Allerede som lille elskede hun at kigge i anatomiske atlas og studere menneskekroppen.
Mikkel og Hanne lagde mærke til hinanden under deres praktikperioder på sygehuset. Han hjalp hende første gang med at undersøge en patient, en ung mand, der frækt flirtede med Hanne. To år senere, lige før eksamen, giftede de sig.
Efter studiet fik de begge job på det samme sygehus. Hanne i kardiologien, Mikkel som ortopædkirurg. I dag var der en sjælden lejlighed, hvor deres vagter sluttede samtidig, og de kunne køre hjem sammen.
“Skal vi ikke lige ind i supermarkedet? Der er ingen grøntsager til salaten derhjemme.”
“Måske er det bare ligemeget med salaten i dag? Vi overlever uden. Jeg er træt. Operationen var kompliceret,” sagde Mikkel, mens han kørte sikkert gennem byens trafik.
“Okay, men vi bliver nødt til at handle i morgen. Sæt mig af ved butikken, så kører du bare hjem,” foreslog Hanne.
“Ja, og så slæber du alle de poser, mens jeg føler mig skyldig. Vi går sammen,” svarede Mikkel og drejede ind på parkeringspladsen.
Mikkel skubbede vognen mellem hylderne, mens Hanne fyldte den med varer.
“Jeg havde ret,” sagde Mikkel og nikkede mod den fulde vogn, mens de stod i kø ved kassen.
“Men så er vi fri i en uge,” svarede Hanne med et skælmsk blik og sendte ham et luftkys. “Åh nej, jeg glemte brødet!” Hun løb tilbage.
Mikkel sukkede og begyndte at lægge varer på båndet. Der var ingen plads, og en pakke pasta faldt ned på de foregående kunders varer.
Kvinden foran ham sendte ham et bebrejdende blik. Mikkel undskyldte, tog pakken op og stod nu med den i hånden uden at vide, hvad han skulle gøre med den.
Pludselig vendte kvinden sig helt om og stirrede på ham. Lige så høj som ham, med mørke øjne og nedtrukne mundvige. Hendes blege hår med mørke rodspidser var hastigt samlet i en knold med en kløms. En brun frakke dinglede løst om hendes smalle skuldre.
Mikkel smilede afvæbnende og vendte sig for at lede efter Hanne. *Hvor er hun blevet af? Mon ikke hun finder på at købe mere end bare brød.* Han kiggede igen på kvinden. *Hvorfor stirrer hun sådan? Er hun en af mine patienter? Jeg kan ikke huske hende.*
“Er det dig, Mikkel?” spurgte kvinden pludselig, og hendes øjne lyste op af glæde.
“Kender vi hinanden? Har du været min patient? Undskyld, jeg kan ikke…” mumlede Mikkel.
“Så blev du alligevel læge, som du altid drømte om?” spurgte hun. “Jeg er Lise. Lise Sørensen.” Glimtet i hendes øjne forsvandt igen.
Mikkel studerede hende. Ja, da hun sagde sit navn, var der noget genkendeligt… Lise…
“Sørensen?” Endelig dukkede et billede op i hukommelsen: en fodboldbane bag skolen, en pige, der løb foran ham, mørkt hår, der flagrede. Han havde været ude af stand til at indhente hende, både fysisk og følelsesmæssigt…
“Har jeg ændret mig så meget?” spurgte hun skuffet, men nu ikke længende som den Lise, han huskede. “Men du… du er blevet endnu flottere.”
Hanne kom tilbage og kiggede nysgerrigt på dem. Mikkel var så forvirret, at han ikke engang bemærkede de ekstra varer, Hanne havde taget med. Ikke lig ham. Hanne ledte efter plads til sine pakker, men båndet var fyldt. Lige da trykkede kassemedarbejderen på knappen, og båndet begyndte at rykke sig.
Mikkel kom sig først.
“Det er en gammel klassekammerat, Lise Sørensen. Og det her er min kone, Hanne.”
Hanne kiggede nysgerrigt på Lise, men denne vendte sig uhøfligt væk mod kassen. Kassemedarbejderen scannede Lises varer. Hun betalte, tog sin pose og gik mod døren, men stoppede der i stedet for at gå ud.
*Venter hun på mig? Mangler bare det. Har lige fundet ud af, at jeg er læge, og vil nu klage over sine symptomer?* Hver gang folk hørte, hvad han og Hanne arbejdede med, blev de straks bombarderet med spørgsmål.
“Mikkel, har du kortet?” afbrød Hanne hans tanker.
Han tappede sit kort på terminalen, samlede de tunge poser op og gik mod udgangen. Lise holdt døren flinkt åben for ham. *Hvorfor gør hun det?* tænkte Mikkel og følte sig akavet.
Alle tre stod nu på butikkens trappe.
“Hvor bor du?” spurgte Lise Mikkel direkte, ignorere Hanne. “I dine forældres lejlighed?”
“Nej, i nabobygningen. Vi købte bevidst tæt på, så vi kunne passe dem bedre. Hvad med dig?”
“Jeg…” Hun viftede uklart med hånden. Samtalen gik i stå. “Godt at se dig. Skal jeg gå?” Hun så på ham, som om hun ventede på hans tilladelse.
Men han sagde intet. Lise vendte sig om og gik.
“Var hun forelsket i dig?” spurgte Hanne, da de satte sig i bilen. “Du har aldrig fortalt mig om hende.”
“Nej, det var hun ikke.”
“Nej? Hun så ud, som om hun stadig var varm på dig,” insisterede Hanne.
“Det var ikke hende, der var forelsket i mig. Det var omvendt,” indrømmede Mikkel. “Men hun valgte fodboldholdets stjerne, Niklas Jensen.”
“Jeg tror, da hun så dig, fortrød hun sit valg. Jeg bliver jaloux,” sagde Hanne halvt i spøg.
“Åh, hold op. Om hun fortrød eller ej, er jeg ligeglad. Jeg har ingen regrets.”
De droppede emnet. Om natten kunne Mikkel ikke sove. Han mindedes sin sorgløse ungdom, den forelskede dreng, der led over en ubesvaret kærlighed og næsten dumpede sine eksamener. Dengang var der ikke noget, der hedLise så ham en sidste gang på afstand, men han lod som om, han ikke lagde mærke til hende, for han vidste, at hvis han engang lukkede den dør, var det for altid.
