Hej, det er en svær situation jeg står i, og jeg har brug for at lufte det. Jeg hedder Mette, jeg er 29 år og bor i Aarhus, hvor jeg arbejder i en lille advokatvirksomhed. Jeg har venner, familie men mit hjerte tilhører en mand, jeg ikke kan være sammen med åbent. Og det er ikke bare en kærlighedshistorie det har været et helt års pine.
Mads og jeg var sammen i tre år. Unge, forelskede, bekymringsløse. Vi skændtes, sloges, drømte om fremtiden. Jeg troede, han var den rette, og han sagde, han ikke kunne leve uden mig. Vi var lykkelige, indtil vi en dag skændtes over noget ligegyldigt. Begge stædige, begge for stolte til at tage det første skridt.
Der gik måneder. Jeg savnede ham. Stirrede på telefonen, håbede på en besked. Men jeg skrev ikke. Så fandt jeg ud af, han var begyndt at se en anden en stille pige fra kontoret ved siden af. Og få måneder efter var hun gravid. Det føltes, som om mit hjerte blev revet ud. Jeg stod ved vinduet med en iskold tomhed i brystet.
Da hans datter blev født, ringede jeg alligevel bare for at sige tillykke. Han tav et øjeblik, så sagde han: *”Du aner ikke, hvor glad jeg er for at høre din stemme. Skal vi mødes?”*
Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde ja. Måske ville jeg bare se ham. Vi talte næsten ikke, bare så på hinånd, og i stilheden var der alt kærlighed, smerte, fortrydelse. Han holdt min hånd, mens jeg græd.
Siden da har vi setes. Ikke ofte, ikke åbent, som om vi var bange for os selv. Vi har ikke været intim jeg kunne ikke. Hver gang jeg tænkte på hans datter, på den lille pige derhjemme med sin mors øjne, knugede det sig sammen i mig.
Han klager ofte over, at hjemmet er uudholdeligt. At der ikke mere er kærlighed, kun barnet. At han drømmer om mig. Og han spørger: *”Hvad nu hvis jeg går? Hvis jeg kommer tilbage? Vil du have mig?”*
Jeg tier. For jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Når jeg ser ham, ser jeg ikke kun manden jeg elsker jeg ser en far. Og hans datter, Emma, som endnu ikke kan tale, men allerede ved, hvordan hans smile er, hvordan hans sweater dufter, hvordan han krammer hende godnat.
Hvordan kan jeg ødelægge det? Hvordan kan jeg være den, der tager en far væk?
Måske elsker han hende ikke. Måske bliver de kun sammen for barnets skyld. Men er det forkert? Så mange familier gør det samme. Nogle finder tilbage til hinånd, nogle lærer at elske igen Men hvis jeg river det her fra hinanden vil jeg så nogensinde kunne være lykkelig, mens Emma vokser op uden sin far?
Jeg er bange. Jeg har ondt. Jeg drømmer om ham, falder i søvn med ham i tankerne, kan ikke se på andre mænd. Det er ham, jeg vil have. Men har jeg ret til den lykke?
Nogle gange tænker jeg hvad hvis jeg var Emma? Hvis en anden kvinde tog min far? Jeg ved, hvordan det er at vokse op uden en far. Jeg vil ikke give den smerte videre.
Mads venter på et svar. Han taler mere og mere om at forlade hende. Han beder mig: *”Sig noget. Sig, hvad du vil. Jeg gør alt. Bare sig det…”*
Men jeg ved det ikke.
Forstanden siger én ting gå. Vær stærk. Rør ikke ved det. Men hjertet skriger efter ham.
Hvis du nogensinde har stået i noget lignende hvad gør man? Kan man bygge sin egen lykke uden at knuse en andens? Eller vil kærlighed altid gøre ondt på nogen?
Jeg elsker ham. Men jeg vil ikke have, at hans barn skal vokse op uden en far.
Og for første gang i mit liv er jeg virkelig, virkelig bange.
