**Dagbogsnotat**
Astrid stivnede, da hun hørte svigermors ord. Hendes fingre slappede af, og bakken krasjede med et højt brag ind på verandaens gulv. Glasskår fløj i alle retninger.
Mads og Birthe vred sig hurtigt om. På svigermors ansigt skiftede skrækken hurtigt til et påtaget bekymret udtryk.
“Skatter!” udbrød hun og sprang op. “Er du kommet til skade? Lad mig hjælpe!”
“Bliv væk,” knurrede Astrid og rakte hånden frem. “Jeg hørte alt.”
Hendes blik, fyldt med vrede, hvilede på manden. Mads stod med slappe skuldre, hovedet sænket, mens han nervørt plukkede ved dugen.
“Mads,” Astrids stemme dirrede af anspændthed. “Har du noget at sige?”
“Astrid, du misforstår!” vrælede Birthe. “Vi talte bare om—”
“Jeg taler ikke med dig,” afbrød Astrid skarpt. “Mads?”
En tyk stilhed sænkede sig.
“Min dreng,” begyndte Birthe igen, trådte hen til Mads og lagde en hånd på hans skulder. “Du ville ikke forlade din mor, vel?”
Mads løftede langsomt hovedet. Hans blik mødte Astrids – i hans øjne læste hun smerte og en dyb skam.
“Mor,” hans stemme var lav, men fast. “Jeg elsker dig. Du er min mor, og jeg vil altid tage mig af dig.”
Birthe smilede triumferende og sendte en sejrssikker blik mod svigerdatteren. Men Mads rejste sig og fortsatte:
“Men Astrid elsker jeg højere. Og jeg vil ikke gøre noget, der sårer hende.”
Smilet forsvandt fra Birthes læber.
“Hvad siger du, min dreng?” hviskede hun.
“Jeg siger, at du bør samle dine ting og rejse,” svarede Mads roligt. “Og ikke komme tilbage, før du har undskyldt til Astrid og forstår, at min familie – den, jeg har skabt – kommer først.”
“Familie?” Birthes øjne flammede af raseri. “Hvad er jeg så? Jeg, som fødte dig og opdragede dig!”
“Mor,” rystede Mads på hovedet. “Du ville have mig til at lyve for min kone og tage hendes hjem fra hende. Det er ikke første gang, du manipulerer mig.”
“Hun har forandret dig!” skreg Birthe og pegede på Astrid. “Vendt min søn mod mig! Forbandet være du!”
“Det er nok,” hævede Mads stemmen, og hun tav. “Jeg vil ikke høre mere. Enten undskylder du, eller også rejser du nu.”
Hun skælvede.
“Vælger du hende?” hviskede hun. “Smider du din egen mor på gaden?”
“Du har dit eget hjem, mor,” sagde Mads træt. “Og jeg vil hjælpe dig økonomisk, som jeg altid har gjort. Men her er du ikke velkommen.”
Med et hulk stormede hun ind i huset, og kort efter lød et dørslam. Astrid og Mads blev alene på verandaen mellem glasskår.
“Undskyld mig,” mumlede Mads og tog et skridt mod hende. “Jeg burde ikke have tidt. Jeg burde slet ikke have lyttet til hende.”
“Hvorfor fortalte du mig det ikke?” spurgte Astrid stille. “Du har været så fjern.”
“Hun bad mig om at tale med dig om at sælge huset,” indrømmede han. “Hun sagde, hun var ensom, at huset var for stort til os. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle starte den samtale. Så dukkede hun op og pressede på – sagde, at hvis du ikke ville, måtte vi finde en anden løsning…”
“Valgte du virkelig mig frem for hende?” spurgte Astrid og så ham i øjnene.
“Jeg elsker hende,” svarede Mads enkelt. “Men det hun ville have – det var ikke kærlighed, det var egoisme. Og det deltager jeg ikke i.”
Astrid trådte ind til ham og lod ham holde om sig.
Næste morgen rejste Birthe uden et farvel. Men roen kom ikke – uendelige opkald fulgte.
“Mor, jeg ændrer ikke mening,” gentog Mads fast i røret. “Jeg forlader dig ikke. Men Astrid forlader jeg heller ikke.”
Langsomt døde opkaldene hen. Mads stod fast. En aften, mens de drak te på verandaen, smilede han endelig – ægte og åbent for første gang i lang tid.
“Ved du hvad?” sagde han og så på Astrid. “Jeg tror, vi klarede det.”
Hun nikkede og pressede hans hånd. Huset blev igen deres fæstning.
