Uden varsel tog jeg til min mand og forstod straks, hvorfor han altid arbejder så længe
I treogtyve år har Rikke Sørensen stået i køkkenet og kogt frikadeller, strøget skjorter, og tålmodigt udholdt svigermors evige bemærkning: “Anders elskede altid leverpostej, da han var lille, du ved.” Treogtyve år har hun troet på, at manden blev forsinket på arbejdet af gode grunde. Det sker, ikke? Regnskabsafslutning, møder, uventede problemer. Alt sammen til at forstå.
Men så skete der noget. Ikke med det samme, men lidt efter lidt. Først tog han bare ikke telefonen. Han var jo optaget, ikke? Så begyndte hun at varme aftensmaden for tredje gang på en aften. Og så opdagede hun en ny parfume, sådan en let blomsteragtig én, som Rikke ikke havde givet ham.
Rikke lavede aldrig ballade den slags ligger slet ikke til hende. Hun var en af dem, der bare stirrer stumt ind i loftet klokken to om natten i tre uger, indtil hun en nat står op, tager sin frakke på og kører afsted.
Det gjorde hun så.
På vejen ringede hun til veninden Mette, som sagde det helt forventelige:
Rikke, hvorfor vil du tage derud? Hvad tror du, du vil få at se? Du gør kun dig selv ondt.
Værre kan det ikke blive, svarede Rikke og lagde på.
Anders kontor lå på tredje sal i det lidt for selvhøjtidelige kontorhus Parnasset. Rikke kendte bygningen havde været der to gange tidligere, til firmajulefrokost og engang hun kom forbi med Anders glemte nøglekort. Dengang havde vagten kigget på hende med respekt: chefens kone.
Nu er klokken syv om aftenen. Parkeringspladsen er næsten tom, og de fleste vinduer er mørke.
Undtagen ét.
Rikke standser bilen og kigger op. Tredje sal, vinduet længst til højre præcis der, hvor Anders kontor ligger. Der er lys. Og inde bag ruden ser hun tydeligt to personer.
Rikke står bare. Og kigger.
Så tager hun telefonen og prøver at ringe.
Der er ringetoner. Én. To. Tre.
I kontoret bevæger den ene den mindre af skikkelserne sig hen mod den anden.
Fire ring. Fem.
Abonnenten svarer ikke…
Rikke putter telefonen tilbage i lommen. Og går mod indgangen.
Vagten ved døren løfter blikket fra sin mobil og kigger på Rikke, som om hun netop har stak ham en ransagningskendelse i hånden.
Hvem skal du besøge?
Sørensen. Anders Sørensen. Tredje sal.
Er du meldt ankomst?
Rikke ser bare roligt på ham. Med et blik så fast, som om hun allerede har besluttet sig for at bryde enhver mur.
Jeg er hans kone.
Martin overvejer et øjeblik. Trykker på noget på sin skærm. Venter.
Han tager ikke telefonen.
Det ved jeg, siger Rikke. Men han er deroppe.
Endnu en pause. Martin lader til mentalt at forsøge at veje: Sikkerhedsinstruks på den ene side, chefens kone på den anden. Der er ingen rimelig vej udenom.
Værsgo, siger han, og hænderne glider fra spærringen.
Tredje sal. En lang gang med gråt gulvtæppe og ens døre. Rikke går og tænker, hun burde have ringet til Mette. Eller måske slet ikke være taget afsted. Eller i det mindste have sat sig et sted og drukket en kop kaffe, bare for at falde ned. Tage sig lidt bedre ud.
Men nu er hun her.
Kontoret ligger for enden af gangen. Døren er kun trukket til, så en stribe af lys skinner ud. Stemmer.
Rikke standser få skridt fra døren.
Kvindelatter. Lys og sprød. Som om nogen lige har sagt noget virkelig sjovt.
Så Anders stemme. Rikke lytter. Tredive sekunder. Et minut. Hænderne iskolde kinderne varme, mærkeligt nok.
Så skubber hun til døren.
Anders sidder på kanten af sit skrivebord, ikke på kontorstolen, og taler til en yngre kvinde med papirer i hånden. Hun er omkring otteogtredive, køn, håret sat op.
De vender sig begge mod døren.
Pausen varer længe nok til, at alt egentlig er sagt.
Rikke? siger Anders. I det ene ord ligger overraskelse, frygt og værst af alt irritation. Som om han blev forstyrret.
Godaften, siger Rikke.
Kvinden med papirer træder et skridt tilbage. Så endnu et. Så finder hun et påskud for at kigge ud ad vinduet.
Du kom uden at ringe? Anders glider ned fra bordet og prøver at se normal ud. Det går kun halvt.
Jeg ringede, siger Rikke. Du svarede ikke.
Jeg var optaget, det kan du jo se.
Det kan jeg, siger Rikke.
Og hvordan hun kan. Hun ser knappen øverst i skjorten, som ikke er knappet. Ser de to kopper te den ene med læbestift på bordet. Og papirer, der nervøst bliver vendt rundt fra hånd til hånd.
Det her er Katrine, min nye projektleder, siger Anders. Røst ligeud, nærmest formel, som en mand der overforklarer.
Hyggeligt, svarer Rikke.
Katrine lægger omsider papirer på bordet og nikker med et forsigtigt smil. Rikke kan ikke rigtig blive vred på hende. Hun har jo ikke lovet Anders noget.
Jeg tror, jeg går nu, siger Katrine.
Ja, gør bare det, svarer Rikke.
Katrine smutter ud. Velopdragen pige.
Nu er Anders og Rikke alene. Der er stille. Udenfor er p-pladsen oplyst af gadelygter. Fremmede biler, andet liv.
Hvorfor skulle du komme, siger Anders. Ikke et spørgsmål. En bebrejdelse.
Rikke ser på tekoppen med læbestift. Så på sin mand.
Ville bare forstå, hvorfor du ikke tager telefonen, svarer hun roligt.
Jeg sagde jo, jeg var optaget.
Det har du forklaret.
Pause.
Rikke, skal du virkelig gøre det til et drama? Vi arbejdede bare. Det var et møde.
Klokken syv om aftenen.
Ja, klokken syv. Det sker! Vi har travlt, forstår du overhovedet det?
Anders hæver stemmen, overbredt, næsten teatralsk. Rikke kender det. Han tror, man kan overdøve problemer med volumen. Treogtyve år har hun haft til at lære lige det.
Hun tier. Ser bare på ham.
Og dér knækker Anders. Tidligere ville Rikke enten have grædt, bedt om tilgivelse eller gået. Nu bliver hun bare stående. Tavs.
Lad os køre hjem, siger han lavt. Vi taler der.
Lad os det, svarer hun.
Hun går først. Ned gennem gangen med det grå tæppe og hovedet er næsten tomt. Der er kun en klarhed tilbage. Kold, som en rude.
Hvad hun skulle se, har hun set. Nu må hun vælge, hvad hun vil med dét.
De kører hjem uden at sige noget.
Anders kigger stift ud ad forruden. Rikke ser på gaden, regnen, lygterne og de gyldne vinduer i lejlighederne. Bag hvert vindue et andet liv. Et andet køkken. En anden mand. Måske har de også alle sammen en Katrine eller måske havde de det engang.
I elevatoren trykker Anders på femte sal. Rikke tænker: Nu kommer vi ind, og så begynder han at forklare. Længe, grundigt; henviser til travlhed eller at hun bare har misforstået det hele. Han er god til at bortforklare.
De kommer ind. Anders tænder lyset i entreen, hænger omhyggeligt frakken på plads den måde, der altid irriterede Rikke. Det irriterer hende endnu mere nu, uden hun egentlig forstår hvorfor.
Rikke, hør nu…
Jeg lytter.
Rikke går ind i køkkenet, Anders følger efter. Han stiller sig op ad væggen, hænderne i lommen.
Der var ikke noget mellem os.
Godt.
Vi arbejdede rent faktisk.
Jaja, Anders.
Du tror mig ikke.
Nej.
Det overrasker ham. Han havde nok regnet med tårer. Eller råben. Eller begge dele måske endda smadrede tallerkener, selvom hun aldrig har gjort det før. Men et roligt “nej” havde han ikke ventet.
Hvorfor ikke? spørger han.
Fordi jeg så dit ansigt, da jeg kom, svarer Rikke. Du lignede en, der blev forstyrret.
Det er ikke rigtigt.
Anders. Jeg har kendt dig i treogtyve år. Jeg ved, hvordan du ser ud, når du er glad for at se mig. Det var ikke tilfældet i dag.
Han tier stille.
Rikke, du overdriver.
Måske. Hun trækker på skuldrene. Men dén parfume, du begyndte at bruge for tre måneder siden har jeg også fundet på?
Den er min egen.
Du har aldrig brugt en anden duft end dem, jeg har købt til dig. Det her er en ny.
Anders åbner munden.
Nu kan Rikke se på ham, at han har det ubehageligt.
Rikke, jeg sværger, der er ikke noget alvorligt.
Ikke noget alvorligt. Hun gentager ordene. Men der HAR altså været noget.
Det har jeg ikke sagt!
Lige før sagde du det.
Anders skjuler ansigtet i hænderne. Den gestus, hun kender, fra når han virkelig skammer sig eller har det dårligt. Mest det sidste.
Rikke, han taler stille. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Jeg synes bare, det er nemt at tale med hende. Hun er ung, ser på mig med andre øjne. Det virker måske fjollet.
Nej, det lyder ærligt, siger Rikke.
Der er ikke sket noget alvorligt. Virkelig.
Men det kunne der være sket.
Han siger ikke mere. Tavsheden siger alt.
Rikke nikker. Som om hun har sat et flueben.
Forstået, siger hun.
Rikke, du må ikke drage for hurtige konklusioner.
Jeg gør ikke noget forhastet, Anders. Mine tanker har været undervejs i tre måneder. Mens du ikke tog telefonen og duften af fremmed parfume hang om dig, har jeg været tavs. Det stopper nu.
Anders ser op.
Det er ikke et ultimatum. Jeg fortæller dig bare, hvor jeg er. Du må selv finde ud af, hvad der er vigtigt for dig. Nu.
Anders siger ikke noget i lang tid. Så, stille, næsten hviskende:
Rikke. Jeg er en idiot.
Ja, svarer hun. Men det besvarer ikke mit spørgsmål.
Rikke tager til Mette samme nat.
Hun pakker tasken hurtigt og uden drama. Anders står i døråbningen til soveværelset og ser hende løsne lynlåsen og lægge tøj sammen.
Hvor længe? spørger han.
Ved det ikke.
Rikke…
Anders. Hun lyner tasken Du må tænke tingene igennem. Det må jeg også. Vi gør det hver for sig.
Han protesterer ikke. Måske siger det endnu mere end ord.
Mette åbner døren, kigger på Rikke, på tasken, på Rikkes ansigt, spørger ingenting. Sætter bare vand over til te. Det var sådan noget, Rikke elskede hende for i tyve år.
De sidder i køkkenet til klokken to. Mette lytter. Indimellem siger hun noget ikke råd, bare kommentarer, så stilheden ikke føles alt for tung.
Anders ringer på tredje dagen. Ingen forklaringer, ingen undskyldninger, bare kort:
Rikke, jeg vil gerne have, du kommer hjem. Jeg har forstået noget.
Hvad da?
At jeg er en idiot. Jeg har sagt det før, men det lyder hult nu. Jeg vil helst bevise det.
Rikke tænker sig om.
Okay, siger hun.
Hun kommer hjem fredag aften. På køkkenbordet står en gryde med alt for blød rødbede i borsjtjen. Anders har altid haft for vane at koge dem for længe hellere det end at de er hårde. Ved siden af står en buket lidt kluntet, sikkert købt i hast.
Rikke sætter tasken fra sig. Kigger på gryden, så på blomsterne.
Jeg har overkogt rødbederne, siger Anders bag hende.
Det kan jeg se.
Men ellers er det vist, som det plejer.
Det får vi at se, siger Rikke.
Hun går ud for at vaske hænder. Sådan er livet. Nogle gange er rødbederne overkogte, andre gange ikke. Det vigtigste er at kende forskel og ikke tie om det i treogtyve år.
Husk at abonnere, så du ikke går glip af de næste historier!
