Jeg datede en kvinde næsten et år, og jeg sparede bestemt ikke på pengene hverken for hendes skyld eller hendes barnebarn. Men det var åbenbart først, da jeg spurgte, om jeg kunne få nogle boller med hjem, at jeg lynhurtigt fandt ud af, hvor jeg stod i hierarkiet.
Tjeneren stillede forsigtigt en plasticboks foran os, hvor det næsten urørte stykke chokoladekage ventede. Kirstine smilede tilfreds og skubbede kassen hen til sig. Vi sad på et pænt café på Strøget, blid musik i baggrunden, og jeg kunne mærke en dæmpet irritation stige op indefra.
Vi havde været sammen næsten et år. Jeg er otteoghalvtreds, hun er fireoghalvtreds begge næsten voksne, med hang til både tidligere ægteskaber, skilsmisser, voksne børn og naturligvis børnebørn. Jeg har to en pige og en dreng. Hun har ét styk elsket barnebarn, Mikkel, seks år og åbenbart sol, måne og stjerner i hendes univers. Jeg har vel kun mødt ham to gange i døren, men jeg ved mere om det barn, end min egen læge ved om mit kolesteroltal.
Kirstine lagde boksen i sin taske og sendte mig sit bløde smil det, der engang gjorde, at jeg glemte alt om min bankkonto.
Mikkel er helt vild med alt, der smager af chokolade, sagde hun. Jeg kan slet ikke spise mere, så det ville jo være synd, hvis det gik til spilde, ikke?
Jeg nikkede, bestilte regningen og betalte for både kage, min kaffe og hendes salat. Det var ikke fordi pengene smuldrede mellem hænderne på mig men det handlede altså ikke om beløbet. Det handlede mere om princippet, som efterhånden havde taget form de seneste seks måneder. Jeg lod, som om jeg ikke bemærkede det, og slog det hen på bedstemorkærlighed. Men under dække af et generøst smil og på min regning, hev Kirstine altid lidt ekstra med hjem, så hendes solstråle kunne blive forkælet.
Det første røde flag dukkede op for et par måneder siden, da vi var i biografen for at se en stor premierefilm. Jeg købte billetter, og Kirstine forlangte den største spand karamelpopcorn og en cola.
Jeg undrede mig lidt; normalt går Kirstine ikke så meget op i søde sager og hendes linje er nærmest hellig. Jeg antog, hun ville forkæle sig selv lidt i lejlighedens navn. Lyset dæmpede, filmen gik i gang. Jeg tog grådigt en håndfuld popcorn. Kirstine holdt spanden på knæene og havde nænsomt bedt om låg. Hun spiste intet.
Smager de ikke godt? hviskede jeg.
Nej, jeg tager dem med hjem til Mikkel. Han skal bo hos mig i nat. Han ELSKER biografpopcorn! sagde hun med et smil.
Jeg var lige ved at sprutte cola på min skjorte. Nå, så jeg havde ikke købt popcorn til os, men til hendes barnebarn uden varsel, uden snak. Hun havde bare bestemt sig. Til resten af filmen sad jeg lidt akavet; det føltes mere som om jeg var kommet til at nappe Mikkels popcorn end mine egne. Efter filmen satte jeg hende af ved lejligheden med popcornsbøtten på slæb, og jeg havde mest af alt lyst til at tjekke om min Dankort sad fast i hendes postkasse.
Det skal siges, hun ikke mangler penge. Kirstine har fint job, klæder sig godt, og kører selv bil. Hun har så at sige ikke behov for ekstrastøtte.
Det største chok fik jeg sidste lørdag. Kirstine inviterede til frokost hun havde lovet sine berømte nybagte boller, som jeg har hørt om utallige gange. Jeg dukkede ikke op med tomme hænder; en flaske god vin, frisk frugt og lidt røget laks for at pifte bordet lidt op. Duften af hjemmebag væltede ind over gangen, da jeg ankom.
I køkkenet tronede en stor skål dækket af viskestykke jeg kunne ane en hel bjergkæde af gyldne boller, skinnende af smør. Vi satte os, hun hældte te op og lagde fem boller på min tallerken.
Spis mens de er lune, Anders, sagde hun kærligt.
Og de var uforskammet gode. Tre med skinke, to med kål blev det til, og jeg var mæt og glad. Vinen blev åbnet, snakken gik, og for første gang følte jeg, at her var der hygge og hjemlighed.
Kirstine, dine boller er geniale, sagde jeg, lænede mig tilbage i stolen. Mine unger og børnebørn kommer senere. Kan jeg ikke få et par stykker med? De overlever normalt kun på supermarkedets brød min datter hader at bage.
Her skete der så noget, jeg absolut ikke var forberedt på.
Kirstines ansigtsudtryk skiftede fra blødt til iskoldt hurtigere end vejret i Skagen i april. Hun smilede ikke mere, kroppen spændt hårdt op, øjne stålgrå.
Åh, Anders sagde hun, halvt undskyldende men meget bestemt. Jeg vil virkelig gerne, men jeg kan ikke give mange væk. Mikkel kommer jo senere, og jeg har egentlig bagt mest til ham.
Hun listede over til bolleskålen, proppede tre boller i en lille pose to med kål, én med skinke og rakte mig dem.
Så! Dem kan du tage med til børnebørnene. Ellers har jeg ikke nok til Mikkel til aftensmad.
Jeg stirrede på de tre boller og mærkede varmen stige op til ansigtet men ikke af glæde, snarere skuffelse. I skålen var der stadig boller til en mindre spejderlejr, og jeg havde lige været med vin og laks. Jeg havde aldrig næret min nærighed over hende, og alligevel talte hun boller til mine børnebørn.
Men Kirstine, han er seks. Han kan da umuligt spise det hele! Giv mine to af dem, de er jo to, sagde jeg lidt håbefuldt.
Hun kneb munden sammen, dækkede skålen med viskestykket og stirrede på mig over brillerne.
Anders, jeg har beregnet det her. Jeg har LOVET Mikkel boller, og jeg kan altså ikke bare dele det hele væk. Du har fået, du har smagt. Resten er til mit barnebarn.
Hørte du det? “Dele ud”. Som om jeg var en fremmed på villavejen, der lige kiggede forbi for at tigge midt i torsdagsvisitten ikke en mand i et forhold, der lige havde bidraget til hendes frokostbord.
Hvordan var det lige, jeg var blevet placeret under hendes seksårige barnebarn i det store hierarki?
En halv time senere kørte jeg hjem med de tre patetiske boller på forsædet, og duften som for et kvarter siden var hjemlig, virkede nu lidt kvalm falsk, ligesom citron i rædselsfuld opvaskemiddel. Jeg prøvede at regne Kirstines system ud, men det lød ikke optimistisk.
Jeg har altid troet, at i et voksent forhold er det de to voksne, der er hinandens førsteprioritet. Selvfølgelig betyder børn og børnebørn meget, men man er jo sammen om at skabe et hjem. For Kirstine var verden bygget om Mikkel, seks år og hersker over alt spiseligt. Og hvad var jeg så? Praktisk donor, selskab til cafébesøg, den der betaler styksalget af biografpopcorn?
Hvis jeg betaler kagen til Mikkel, så er det naturligt vi er “nærmest familie”. Mine egne børnebørn? “Det kan jeg altså ikke begynde at dele ud af.” Énvejstrafik. Hendes barnebarn får gourmet mine må deles om tre boller og spørge pænt igen. Og hun mærkede ikke engang, hvor pinligt det hele blev, da hun nærmest klappede låget på med et “og ikke mere!”
Da jeg kom hjem, var min datter og børnebørn allerede der. Hun pakkede varer ud.
Far, her dufter af boller!
Jeg rakte hende den lille pose, allerede halvt skamfuld.
Kirstine sendte dem med, mumlede jeg. Smag dem.
På nul komma fem var de væk.
Er der flere? spurgte min barnebarn, slikker sig om munden.
Nej, skat det var alt, sagde jeg og listede ud på altanen for at ryge og filosoferede over mit livs fejlkøb af kager og kram.
Jeg kiggede ud over de københavnske aftenlys og spurgte mig selv: Hvad laver jeg egentlig? Hvorfor denne kvinde, der synes mine penge er fælles, når det gælder hendes barnebarn, men hendes bagværk det er helligt forbeholdt hjemmet? Det handler jo ikke om mad. Jeg kunne købe alt fra Lagkagehuset hvis jeg gad. Det handler om signaler.
Hun ringede muntert senere på aftenen. “Mikkel er kommet, han har spist og er lykkelig, ser tegnefilm nu!” Jeg holdt mund. Jeg havde lyst til at sige: “Mine spurgte også men jeg måtte sige, der ikke var mere.” Jeg sagde intet.
Kender du det, at alt det bedste altid går den ene vej, mens man selv helst bare skal betale og smile pænt? Synes du, man skal tage snakken eller er jeg bare en sur gammel mand, der går op i boller på klem?
