Jeg bor på en sidegade til Gentofte Gymnasium og de her dage er støjen vendt tilbage på vejen drenge med tunge skoletasker, åbne skjorter, latter, fortravlede mødre, cykler, der lander elever på hjørnet. For de fleste er det almindeligt. For mig føles det som et stik i hjertet. For tre år siden mistede jeg min søn, der gik i 2.g, og siden dengang har skolestarten været årets hårdeste periode for mig.
Min søn var seksten år. Den aften var han ude og spise med venner, bagefter blev de hængende lidt i Bernstorffsparken. Klokken var ti om aftenen, da han krydsede Sofievej for at komme hjem. Jeg ventede vågen, som jeg altid gjorde. En bil ført af en fuld og hensynsløs chauffør kørte over for rødt. Han sænkede ikke farten, gjorde ikke tegn til at stoppe. Min søn nåede ikke engang at reagere. Da de ringede fra Rigshospitalet, mærkede jeg, hvordan hele min krop blev tom. Jeg stod lamslået, som om jeg ikke forstod, hvad de sagde til mig.
Jeg har mistet begge mine forældre. Den smerte var stor, tung og sorgfuld. Men intet kan sammenlignes med at begrave sit barn. Det er mod alt, hvad livet burde være. Jeg blev rasende, magtesløs, fyldt af skyld alt på én gang. Jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg lod ham gå ud, hvorfor jeg ikke skrev og bad ham komme hjem tidligere, hvorfor Gud lod det ske. I månedsvis råbte jeg til Gud. Bad, græd, klagede, sagde at det var uretfærdigt at miste ham uden varsel.
Jeg har drevet min lille boghandel på Ordrupvej i mange år. Det er mit livsgrundlag. Jeg sælger notesbøger, farveblyanter, kuglepenne, laver kopier, print, opladning og er også bankformidler, så folk kommer og går dagen lang. Tidligere betjente jeg eleverne med glæde. Nu minder hver skoleuniform om hans. Hvert barn, der køber notesbøger, får mig til at tænke på de mange, jeg plejede at købe til ham. Nogle gange bliver jeg ramt, når jeg laver en kopi, og tårene står pludselig i øjnene.
Det første år efter han døde, var jeg tæt på at lukke butikken. Jeg havde ikke overskud til at rulle gardinet op. Jeg tvang mig selv ud af sengen, fordi jeg skulle spise, betale husleje og regninger. Mange gange stod jeg i butikken med et kunstigt smil og et knust hjerte. Der var dage, hvor gymnasieelever kom grinende ind, og jeg måtte bide mig i læben for ikke at bryde sammen.
Med tiden er jeg holdt op med at være vred på Gud. Ikke fordi det ikke gør ondt mere, men fordi jeg ved, at vreden gør mig syg. Mine bønner er anderledes nu. Jeg klager ikke længere. Jeg beder om styrke, om ro. Jeg beder om hjælp til at leve med det hul, som ingen eller intet kan fylde op.
Nu, hvor jeg ser skoleåret begynde igen, kan jeg mærke hjertet snøre sig sammen. Jeg græder ikke som før, men smerten er stadig der stille, konstant. Jeg har lært at leve med den, men den forsvinder aldrig helt. Man lærer at ånde ved siden af sorgen, ikke at fjerne den.
Hver morgen åbner jeg min boghandel. Jeg betjener eleverne. Kigger på de rygsække, der passerer min dør. Og selvom jeg fremstår stærk udadtil, er jeg stadig den far, der venter på at høre sin søns nøgle i døren klokken ti om aftenen selvom jeg ved, det aldrig sker igen.
