Jeg husker det som var det i går, selvom årene har lagt et blødt slør over minderne. Jeg levede dengang sammen med en mand, der mente, at penge var lav energi. Vi havde været kærester i næsten to år, og alting var, hvis ikke perfekt, så i hvert fald genkendeligt hverdagsagtigt. Han gik på arbejde, tog del i det fælles, havde sine rutiner. Men en dag kom han hjem og fortalte, at han havde haft en åndelig opvågning, og at hans job ikke længere stemte overens med hans sande formål her i livet. Ugen efter sagde han op.
Til at starte med støttede jeg ham. Han forklarede mig, at han havde brug for tid til at komme tættere på sig selv, at han var træt af systemet, og han ville hellere leve bevidst. Jeg beholdt selv mit arbejde, stod op i mørket, løb ud af døren, kom hjem udmattet. Han blev hjemme mediterede, så videoer om personlig udvikling og tændte røgelsespinde. Han sagde, han var i gang med at hele sig selv.
Efter et par uger havde han stadig ikke bidraget med så meget som en krone til huslejen. Da jeg spurgte ind til det, svarede han roligt, at jeg ikke skulle bekymre mig Universet sørgede altid for én. Det viste sig dog, at denne univers i praksis var mig. Jeg betalte alene for mad, regninger, transport alt. Han spiste, brugte hjemmet, netforbindelse, vand og el, men hævdede, at han ikke troede på regninger, for det var jo at leve i frygt.
En dag kom jeg hjem fra arbejde, træt helt ind i marven, og fandt ham liggende på sofaen med høretelefoner, hvor han lyttede til en lydfil om overflod. Jeg sagde, vi måtte tale om økonomien. Han svarede, at jeg befandt mig i mangeltilstand, at min stress tiltrak dårlige vibrationer, og at jeg burde give slip på kontrollen. Jeg blev vred og forklarede, at det ikke handlede om kontrol, men om ansvar. Han så vemodigt på mig og sagde, at jeg måske ikke var vågnet endnu.
Han lovede, at han snart ville begynde at tjene penge på sin viden han ville coache, holde sessioner, noget i dén dur. Ugerne gik, og intet skete. Det eneste, der ændrede sig, var, at han begyndte at rette på alt ved mig; måde jeg talte på, tænkte på, reagerede på. Hvis jeg sagde, jeg var træt, mente han, at jeg vibrerede lavt. Hvis jeg havde en dårlig dag, sagde han, at jeg var følelsesmæssigt blokeret.
Men der var et øjeblik, som stadig står skarpt. Jeg kom hjem med tunge indkøbsposer, satte dem på bordet og bad ham hjælpe mig med at pakke varerne væk. Han sagde, han var midt i en dyb meditation og ikke kunne bryde energien. Jeg tav. Mens jeg pakkede ud alene, tænkte jeg, at jeg var endt med en voksen, der havde valgt ikke at tage ansvar for sit liv, ikke en partner.
For nylig bad jeg ham igen finde et eller andet arbejde. Han svarede, at han ikke ville underkaste sig et arbejde, der kun gjorde ham syg, blot for at kunne betale regninger. Jeg burde jo forstå og støtte ham som en bevidst kæreste. Jeg sagde, at der er forskel på at støtte nogen og på at forsørge en, der intet foretager sig. Han blev fornærmet. Sagde, jeg ikke troede på ham.
I dag arbejder jeg stadig, betaler for det hele og undrer mig over, hvornår min kæreste blev til praktikant på et åndeligt højskoleophold – i min egen lejlighed. Jeg ved ikke, om jeg er hans kæreste eller hans åndelige mæcen. Jeg ved bare, at jeg er træt, og at lige meget hvor meget røgelse jeg tænder, bliver regningerne altså ikke betalt af sig selv.
Hvad skal jeg dog stille op?
