Min familie og jeg bor i hver vores hjørne af Danmark. Vi har ikke set hinanden i over tyve år, hvilket i sig selv er en præstationlidt som at undgå regn i november. Mine forældre er kunstnere og synger i kor; hele deres liv har været én lang roadtrip med mindre pause end en DSB-togplan. Da jeg fyldte fem, rykkede jeg hjem til min farmor, der mente, at tilværelsen blev lettere med et barn i huset. Snart måtte hun også flytte hen til sine egne familiemedlemmer for at holde styr på både mig og sig selv.
I starten kom mor og far forbi et par gange om åretnogle år nåede de endda tre besøg, meget ambitiøst! Men med tiden blev det mere sjældent, og til sidst holdt de helt op. Efterhånden stoppede jeg selv med at tænke på dem. Vores kontakt døde ud, som en flad rugbrødsmad. Da jeg senere læste til tandlæge, blev jeg i tredje år gift med min mand.
I dag driver vi sammen vores egen tandklinik et sted midt på Sjælland, og økonomisk er vi så privilegerede, at vi kan købe dobbelt op på koldskål, hvis vi har lyst. For et år siden dukkede mine forældre pludselig op igen. De begyndte at ringe til klinikken, fordi de selvfølgelig ikke engang havde mit telefonnummer. Vores samtaler kunne sammenfattes sådan: De klagede deres nød over tilværelsen, og jeg lyttede. Jeg mindede dem, ganske høfligt, om at de jo selv valgte vejen, da de lod farmor tage sig af mig.
Engang imellem sendte de farmor lidt penge; et par hundrede kroner, hvis der var overskud på girokortet. Men det meste af tiden levede farmor og jeg af hendes folkepension og nøddeknækning. Hun gentog ofte, at vi måtte vende hver krone – og det gjorde vi. Hele arbejdsugen gik med skole, og for at have råd til ordentligt tøj arbejdede jeg nathold på hospitalet.
Nu har jeg mit eget liv, og de har deres lidt kaotiske artist-tilværelse. Vi lader hinanden være og følger hver vores vej mod evigheden. Da det gik op for mine forældre, at jeg ikke havde tænkt mig at stå for redningsaktionen, begyndte de at true med at søge om børnebidrag. Den slags beskeder fik mig til at trække mig endnu mere. Tidligere overvejede jeg indimellem, om jeg skulle hjælpe dem økonomisk, men nu har jeg kun lyst til at skifte emne og tænke på noget sjovere som at male stuen blå.
Hvad synes I – har jeg ret, eller burde jeg alligevel give forældre lidt økonomisk førstehjælp?
