Kære dagbog,
For præcis to år siden begyndte jeg at pakke min kuffert. Min egen og min søns. Jeg monterede et autostol i bilen, fandt en lille varmeblæser og gjorde alt klart. Jeg kørte til retten i Københavns bymidte for at hente godkendelsen på forældremyndigheden.
Timer senere sad jeg igen i bilen, denne gang på vej til min søns værelse. Det var gensynets dag. Hele ugen havde jeg pendlet de 60 kilometer til og fra for at se ham, for derefter at køre hjem igen. En langsom, lang uge.
Han var så lille dengang. Jeg plejede at lægge Emil på maven og forestille mig, at han stadig voksede under mit hjerte. Som om han for evigt var min. Måske troede han det samme. De øjeblikke var fyldt med ro og stilhed.
I Danmark kalder adoptivforældre det for Storkens Dag den dag et længe ventet barn bliver en del af familien. Glæden i hjemmet er til at tage og føle på. Forældrene finder en ny mening, barnet får håb om det liv, det fortjener.
Det tog mig flere måneder at mærke min datter som min egen, at acceptere hende fuldt ud. Men med min dreng gik det langt hurtigere. Det føltes, som om der straks åbnede sig et rum i mit hjerte. Også i mit hjem. Jeg forstår stadig ikke, hvordan hans mor kunne tage sådan en beslutning, hvordan hun kunne give slip på ham. Ikke engang et ømt blik. Hvis hun bare havde set ham, bare en gang. Måske havde det været anderledes så. Det var fuldstændig umuligt ikke at elske ham. Måske var det meningen, han skulle være min. Han var skabt til mit liv.
Jeg kalder ham et mirakelbarn. Han har et helt særligt væsen. Må han vokse op og blive lykkelig. Min Emil. Det er min største ære at få lov at være din mor.
