Jeg blev gravid som 16-årig, mens jeg stadig gik i gymnasiet. Her i vores lille landsby på Fyn endte det i stor opsigt og sladder. Folk pegede på mig nede ved Brugsen, og mine forældre var ved at gå til i skam. Min far kunne dårligt kigge på mig. Jeg ville ønske, du var død i stedet for at bringe sådan en skam over os! Tag til din mormor, jeg kan ikke holde det ud længere. Så jeg tog bussen til nabobyen, hvor min mormor boede ude på landet i et gammelt hus. Huset var koldt og alt andet end hyggeligt, men jeg havde ikke andet valg. De sidste måneder af graviditeten var de hårdeste: ingen hjalp mig, ingen bekymrede sig om, hvordan jeg havde det. Da veerne satte ind, kom ambulancen nærmest i sidste øjeblik. Men jeg klarede det, fødte min søn, Asger, og blev boende hos mormor.
De fleste sagde, at det var på tide, jeg fandt mig en mand, men jeg havde ikke lyst. Jeg arbejdede og levede kun for Asger. Da Asger blev ældre og rejste til Odense for at studere, rejste jeg også jeg tog arbejde i Italien som hjemmehjælper.
Jeg havde aldrig haft lyst til at rejse før, jeg kunne ikke efterlade min søn. At arbejde i udlandet virkede som paradis sammenlignet med vores landsby. Jeg passede en ældre italiensk dame, der var utroligt god mod mig. Lønnen var udmærket, og nogle gange gav hun mig 8001.500 kroner ekstra i lommen som tak. På bare et par år sparede jeg sammen, så jeg kunne købe en etværelses lejlighed til Asger og hjælpe med at sikre hans fremtid. Men pengene gjorde noget ved Asger han glemte snart både mig og sin mormor. Det gjorde mig ked af det, men jeg sendte stadig 3.700 kroner om måneden til ham, og resten sparrede jeg op, for jeg havde ikke tænkt mig nogensinde at flytte tilbage til mormors gamle hus.
Årene gik, og Asger besluttede sig for at gifte sig. Det blev naturligvis mig, der betalte brylluppet og hjalp dem i gang. Jeg tænkte, at nu ville jeg endelig kunne spare penge til mig selv. Men fem år senere havde de to børn, og da Asgers hustru blev gravid med deres tredje barn, mens usikkerheden skyllede ind over Europa, fortsatte jeg med at støtte dem økonomisk. Alligevel lykkedes det mig at spare 150.000 kroner op til en lejlighed. En veninde ville netop sælge en fin etværelses med nyistandsat køkken i Odense, og vi lavede en aftale.
Den sommer rejste jeg hjem for at ordne papirerne hos notaren, men Asger rystede mig med sin besked. Mor, vi har solgt lejligheden og købt et rækkehus. Første afdrag er betalt, nu skal du give os penge til det andet. Hvilke penge? 135.000 kroner. Hvad mener du? Jeg skal jo købe lejlighed nu. Mor, du kan da ikke mene det? Vi bor jo allerede her med tre børn, vi kunne ikke være i den lille lejlighed længere. Jeg troede, jeg kunne regne med din hjælp. Hvorfor har du ikke selv sparet op? Og hvorfor siger du det først nu? Nej, find pengene et andet sted, jeg har allerede en aftale. Jeg kan måske hjælpe lidt, men ikke det hele. Mor, er det virkelig ligegyldigt for dig, hvordan dine børnebørn bor? Selvfølgelig ikke. Jeg har sendt jer penge hver eneste måned, I kunne nemt have sparet jer til det. Du sparer hurtigt sammen til en ny bolig. Hvad skal du med din egen nu? Du ender sikkert snart i Italien igen! Men hvad hvis jeg pludselig skal hjem? Hvis jeg bliver syg? Hvor skal jeg bo? Så kan du da bare flytte hjem til mormor! Så kan du selv tage børnene med derud! Jeg nægtede at give efter og beholdt pengene. Jeg kan ikke udsætte mig selv for at ende hjemløs. Asger blev meget fornærmet og talte ikke med mig siden. Senere hørte jeg, at han havde lånt penge, hvor han kunne, for at dække resten. Men var det virkelig mit ansvar at give ham penge igen og igen? Hvor meget skal en mor kunne forlange af sig selv?
