Jeg blev gift som 50-årig og troede, at nu havde jeg endelig fundet lykken men jeg anede ikke, hvad jeg havde i vente…
Jeg tilhører nok den kategori af kvinder, der blev gift sent. Desværre skulle mit forsinkede ægteskab ikke vare evigt.
Alle kaldte mig altid den kloge nørd, men jeg elskede virkelig at nørde. Jeg tog min kandidatgrad og arbejdede som bibliotekar. En god ven præsenterede mig for min kommende mand. Han hed Bjarne, var 59 år og absolut ikke opgivende, han ledte fortsat efter en livsledsager. Jeg var ni år yngre ikke at det betød det store, for Bjarne susede direkte ind i mit hjerte. Han var dannet, havde manerer og en overraskende passion for H.C. Andersen og dansk litteratur. Vi begyndte at snakke sammen, og et par måneder senere friede han. Ganske romantisk altså, i dansk forstand, ikke sandt?
Det sagde jeg ja til jeg havde længe ønsket mig familiehygge. Efter brylluppet flyttede han hjem til mig, da hans datter og hendes familie allerede havde besat hans hus i Roskilde. Ærligt talt havde jeg ikke anelse om, hvad jeg havde skrevet mig op til. Jeg havde altid boet alene, og nu var alt pludselig anderledes og jeg blev irriteret! Pletter på damaskdugen, dynen krøllet sammen som en rosinbolle, strømper, der invaderede alle hjørner… og tusinde hverdagsting, jeg ikke engang havde fantasi til at forestille mig. Det var som om, han boede på hotel, og jeg var personalet. Pengene var det også lidt småt med, fandt jeg ud af gang på gang. Da han en dag forsøgte at fikse vandhanen, gik det mildest talt galt: I stedet for at udbedre forværrede han skaden, så vi måtte ringe efter blikkenslager. Et sandt familieeventyr.
Den dag indså jeg, at jeg hverken gad vente tålmodigt eller lide i stilhed vi var voksne mennesker, med hver vores (ret genstridige) vaner. Kort efter tog vi en snak; det viste sig, at Bjarne var ganske godt tilfreds med situationen. Jeg har aldrig været typen, der råber højt konflikter gider jeg ikke. Men nogen løsning kunne vi ikke finde: Bjarnes datter havde allerede lagt store planer for fars hus, med den antagelse, at han permanent var flyttet ind hos mig. Først efter tre måneder gik han med til, at vi blev skilt. Han forlangte sine gave-ting tilbage. At returnere skraldespanden og et nøgleringskæde kunne jeg dog godt overkomme det sved ikke på kontoen.
Hele denne historie har fået mig til at fundere på, om det nu egentlig kan lade sig gøre at bygge et lykkeligt familieliv op, når man er fyldt 50. Måske, måske ikke eller også trænger vi danskere bare til lidt flere rundstykker og mindre hverdagstragedie.
