Jeg blev gift, da jeg var fyldt halvtreds, og jeg troede dengang, at jeg endelig havde fundet lykken, men jeg anede ikke, hvad der ventede mig…
Jeg hører til de kvinder, der først blev gift oppe i årene. Desværre fik mit sene ægteskab heller ikke den slutning, jeg havde håbet på.
Folk i min omgangskreds kaldte mig ofte “den evige student”, for jeg havde altid næsen i bøgerne. Jeg elskede at lære nyt og endte med at tage min kandidat, før jeg fik arbejde som bibliotekar på Hovedbiblioteket i Odense. En gammel veninde satte mig en dag i forbindelse med ham, der senere blev min mand. Han hed Henrik og var ni år ældre end mig, dengang 59, og stadig på udkig efter en livsledsager. Jeg faldt hurtigt for hans dannede væsen, hans gode manerer og en særlig sans for lyrik og klassisk dansk litteratur. Vi begyndte at skrive sammen, og efter nogle måneder friede han og jeg sagde ja.
Jeg havde længtes efter familie, så vores bryllup, som fandt sted på rådhuset i Odense, føltes som en ny begyndelse. Vi flyttede sammen i min lejlighed hans datter og hendes familie boede nemlig i hans hus i Tarup. At være to under samme tag viste sig dog at være en større forandring, end jeg havde forberedt mig på. Jeg, som havde levet alene hele mit voksne liv, følte mig pludselig fremmed i mit eget hjem. Den skjoldede dug på sofabordet, det rodede sengetæppe, sokker overalt og små underlige ting, jeg ikke før havde haft indblandet i min hverdag det hele blev mig alt for meget. Jeg følte, han var gæsten på hotel, mens jeg var altmuligkvinden, der skulle ordne alt det praktiske. Og økonomien halede også bagud. Jeg mistede tålmodigheden, da han engang brækkede vandhanen helt itu i sit forsøg på at reparere den, og først bagefter ringede efter en blikkenslager. Familieliv var tydeligvis ikke altid lutter lagkage.
Den dag besluttede jeg, at jeg ikke ville lide i stilhed af hensyn til familien. Vi var trods alt voksne mennesker, hver med vores sære vaner og rutiner. Kort tid efter tog vi en alvorlig snak om det hele. Henrik var helt tilfreds med tingene, som de var. Jeg er et roligt menneske og bryder mig ikke om tumult, men vi kunne ikke mødes i midten. Hans datter havde allerede indrettet sig med mand og børn i hans gamle hus, for hun regnede med, at han blev hos mig for evigt. Først efter tre måneder blev vi enige om at skilles. Han krævede sine gaver tilbagedet kostede mig ikke meget at aflevere både papirkurven og guldkæden.
Når jeg tænker tilbage på det nu, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det virkelig er muligt at bygge et lykkeligt familieliv op fra bunden, når man først runder de 50 år…
