Jeg blev gift for seks måneder siden, og siden da har der været noget, jeg ikke kan give slip på.
Bryllupsfesten blev holdt i en smuk have. Der var høj musik, lys overalt, og folk dansede og hyggede sig. På et tidspunkt trængte jeg simpelthen til frisk luft og gik udenfor væk fra den store sal. På afstand fik jeg øje på min bedste ven og min kone, som stod for sig selv tæt på toiletterne. De talte ikke som venner de skændtes.
Hendes bevægelser var urolige, hendes hænder fægede nervøst. Hans kæbe var spændt. Musikken var så høj, at det hele druknede i støj, men det var tydeligt, at diskussionen var ophedet.
Jeg nærmede mig langsomt, uden de bemærkede mig med det samme. Da jeg kom tæt nok på, hørte jeg min ven sige:
Det emne taler vi ikke mere om.
Hans stemme var hård. Næsten skarp.
I samme øjeblik så de mig. Jeg spurgte, hvad de havde gang i, og hvad de snakkede om.
De blev begge overraskede. Min kone reagerede først hun sagde, det var ingenting, bare pjat. Min ven tilføjede, at de var blevet uenige over et eller andet fjollet spil, et væddemål han foreslog noget, hun ikke gad høre på, og det var så det. Forklaringen kom hurtigt, var rodet og uden detaljer.
De ændrede emne med det samme og gik ind til de andre som om intet var hændt.
Resten af aftenen gjorde jeg mit bedste for at holde feststemningen oppe. Vi dansede, holdt taler, skålede og hilste på gæsterne. Men hver gang jeg så dem i nærheden af hinanden, snakkede de meget lidt sammen og undgik hinandens blik. De sagde ikke et eneste ord mere til hinanden, mens jeg så det.
Jeg nævnte intet om det den aften.
Efter brylluppet gik livet videre. Jeg flyttede sammen med min kone. Vi ses stadig en del med min bedste ven og hans kæreste til hyggelige aftener, fødselsdage, helt almindelige arrangementer. Ingen har nogensinde nævnt episoden fra brylluppet. Der er ikke dukket mærkelige beskeder op, ingen mistænkelige opkald, intet konkret at hænge noget op på.
Kun det ene øjeblik.
Men det øjeblik blev hængende. De præcise ord. Den hårde tone. Den pludselige måde, hvorpå samtalen blev lukket ned. Og måden, de reagerede på, da de fik øje på mig.
Jeg har ingen beviser. Ingen beskeder, ingen scener, ingen indrømmelser. Kun et skænderi på min bryllupsdag og følelsen af, at jeg afbrød noget, jeg ikke burde have hørt.
Der er gået seks måneder, og jeg tænker stadig på det. Jeg har ikke bebrejdet nogen.
Og nu spørger jeg mig selv:
Hvad skal man stille op med en sådan tvivl, når der ikke er noget konkret kun følelsen af, at der skete et eller andet den dag?
