**Dagbog**
Jeg er en ældre kvinde på tooghalvfjerds år, og det, jeg ser i min familie, gør mig ondt og trist. Derfor har jeg taget en svær, men fast beslutning: Jeg vil ikke længere besøge mine børn i weekenden for at se min barnebarn, Mikkel. Nok er nok. Jeg er træt af at føle mig som en uønsket gæst i deres hjem. Hvis de vil se mig, må de besøge mig. Jeg gider ikke længere at tigge om tid sammen, når det åbenbart kun betyder noget for mig. Mit hjerte er knust, men jeg kan ikke gøre det anderledes – det er på tide at respektere mig selv, selvom det måske betyder at være alene.
Jeg har levet for min familie i mange år. Jeg opdrog min søn, Mads, og gav ham alt, hvad jeg kunne. Da han giftede sig med Pernille, var jeg glad – hun var en dygtig og klog pige. Og da Mikkel blev født, min eneste barnebarn, følte jeg mig som om jeg genfandt livet. Hver weekend tog jeg bussen gennem halve København for at tilbringe tid med ham. Jeg tog altid slik med, bagte hans yndlingsæbletærter, legede og læste eventyr for ham. Mikkel er seks år, fyldt med liv og nysgerrighed, og jeg troede, at disse stunder var vigtige for os alle. Men med tiden begyndte jeg at lægge mærke til, at noget ændrede sig.
Det startede for et par år siden. Mads og Pernille blev mere og mere fjerne. Jeg kommer, og de er optaget – enten i telefonen eller foran computeren. “Mor, pas lige Mikkel, vi har noget at ordne,” siger Mads, og jeg bliver tilbage med min barnebarn, mens de tager sig af deres “vigtige” ting. Pernille tilbyder ikke engang en kop te – hun siger bare: “Grethe, der er nogle tærter i køkkenet, hvis du vil have.” Mine tærter? Dem tog jeg med til dem, og nu tilbyder hun dem til mig, som om jeg var en fremmed? Jeg sagde ingenting, for jeg ville ikke skabe splid, men hver gang skar det i hjertet.
Den sidste dråbe var sidste måned. Som sædvanlig ankom jeg en lørdag med en taske fuld af godter. Mikkel løb glad hen for at give mig et knus, mens Pernille kiggede på mig og sagde: “Grethe, du burde lige give besked næste gang. Vi skulle egentlig i Fields i dag.” Planer? Er jeg ikke en del af dem? Jeg foreslog at tage Mikkel med, så de kunne gå alene, men Mads afviste det: “Ah, mor, bare bliv her med ham, vi er hurtigt tilbage.” Hurtigt? De kom først tilbage fem timer senere, og hele tiden passede jeg Mikkel, lavede mad til ham, fordi køleskabet var tomt. Da de endelig kom hjem, fik jeg ikke engang et tak – Pernille sagde bare: “Nå, er du her stadig? Vi troede, du var kørt hjem.”
Jeg tog hjem, men kunne ikke finde ro. Jeg satte mig i min gamle lænestol, stirrede på et billede af mig og Mikkel, der byggede en snemand, og græd. Hvorfor føler jeg mig så ubrugelig? Hele mit liv har jeg prøvet at være en god mor og bedstemor, men nu ser de mig kun som gratis babysitter. Jeg tænkte på, hvor tætte Mads og jeg engang var, hvordan han ringede og fortalte mig om sine drømme. Nu spørger han ikke engang, hvordan jeg har det. Pernille er måske ikke ond, men hendes kølighed gør ondt. Og jeg indså: Sådan kan det ikke blive ved.
Næste dag ringede jeg til Mads og sagde: “Mads, jeg kommer ikke mere i weekenden. Hvis I vil se mig eller Mikkel skal være hos mig, må I besøge mig. Jeg er træt af at være gæsten, ingen venter på.” Han lød forvirret: “Mor, hvad snakker du om? Du er velkommen, Mikkel elsker dig.” Elsker? Gør du også, Mads? Jeg gad ikke diskutere, jeg gentog bare: “Min dør står åben, men jeg kommer ikke længere.” Da Pernille hørte det, nøjedes hun med at sige: “Som du vil, Grethe.” Intet andet. Ikke et ord for at forstå.
Nu tilbringer jeg weekenden derhjemme, og stilheden tynger. Jeg savner Mikkels latter, hans spørgsmål, hvordan han trækker mig i armen: “Bedste, vil du læse for mig?” Men jeg kan ikke fortsætte med at tigge om opmærksomhed, når de ikke værdsætter mig. Jeg er ikke ung længere, mit hjerte stikker til, og mine ben gør ondt – men de tænker ikke en gang på, hvor hårdt det er for mig at rejse gennem byen med tunge poser. Min nabo, fru Jensen, sagde: “Grethe, du gjorde det rigtige. Lad dem selv løfte fingeren, de er vant til, at du gør alt for dem.” Men hendes ord hjælper ikke. Jeg savner min barnebarn, min søn, ja, selv Pernille, selvom hun er kold som is.
To uger er gået, og ingen er kommet. Mads ringede én gang og spurgte, om jeg havde ændret mening. Jeg svarede: “Mads, du ved, hvor jeg bor.” Han mumlede noget om travlhed og lagde på. Mikkel spørger åbenbart, hvorfor bedstemor ikke kommer mere, og Pernille svarer: “Bedstemor skal hvile sig.” Hvile? Jeg sover ikke om natten, fordi jeg tænker på min dreng! Men jeg giver ikke efter. Jeg fortjener respekt, ikke at være en hjælpeånd. Hvis de vil være en familie, må de vise det.
Nogle gange bebrejder jeg mig selv – var jeg for streng? Burde jeg have holdt ud, for Mikkels skyld? Men så husker jeg deres ligegyldighed, og beslutsomheden vender tilbage. Jeg vil ikke være den bedstemor, de kun husker, når de har brug for noget. Jeg vil være en del af deres liv, ikke bare servicepersonalet. Mit hjem står åbent, vandkogerMen jeg ved ikke, hvor længe jeg kan vente, før mørket og ensomheden bliver for meget.
