**Dagbogsnotat 15. oktober**
Det gør mig ondt, at det skulle ende sådan her.
“Klaus, har du virkelig pakket alt? Skal jeg ikke lige tjekke?” råbte jeg og standsede foran den lukkede badeværelsedør.
“Lene, lade være! Jeg har alt en hel kuffert, du så det jo selv,” svarede han gennem brusets lyd. Men hans stemme den rystede. Eller bildte jeg mig det ind?
“Kufferten så jeg. Men hvad du har proppet deri det ved jeg ikke,” mumlede jeg og trådte til side.
“Lene, gør mig en kaffe, tak. Stærk. Uden mælk,” tilføjede han med rolig stemme, da han slukkede for vandet.
Jeg gik ud i køkkenet, tog tavst kaffekanden, fyldte vand i, hældte malet kaffe i og en knivspids salt præcis som han kunne lide det. Vi har en kaffemaskine, men Klaus elsker den kaffe, jeg brygger. “Du er så omhyggelig,” havde han sagt bare i går aftes, da han kom sent hjem fra arbejde og så, hvordan jeg ligesom min bedstemor altid gjorde havde pakket hans aftensmad ind i et håndklæde, så den holdt sig varm.
På det seneste blev han oftere og oftere længe påstod det var arbejdet. Karriere, ved du. Forberedelse til forfremmelsen. Og mig? Jeg stod bare der. Kogte, strygede, holdt ud.
“En guddommelig duft af en guddommelig drik!” sagde Klaus, da han kom ind i køkkenet og strøg det våde hår væk fra panden. Han satte sig ved bordet og greb koppen.
“Lene, der kommer en levering i dag jeg har bestilt nye sædækker til bilen. Tag imod dem, vil du? Betaling ved afhentning,” sagde han, mens han rørte en ske sukker i kaffen.
“Selvfølge. Som altid,” svarede jeg og satte mig overfor ham.
“Denne forretningsrejse kommer virkelig på det forkerte tidspunkt,” sukkede han. “Men jeg kan ikke aflyse. Du forstår en chance, måske den eneste. Afdelingsleder det er ikke noget at kimse af.”
“Nej, selvfølgelig Havde ikke regnet med, at man skulle rejse for sådan en stilling.”
“Chefens luner. Nå, jeg har en halv time tilbage, arbejder lige hurtigt fra telefonen.”
Han rejste sig og gik ind i stuen. Efterlod sin kop. Nå, ligegyldigt. Man kan ikke bebrejde ham noget han er helt anspændt.
Jeg rakte efter hans kop, da min telefon vibrerede en besked. Jeg åbnede den.
*”Lene, Klaus lyver. Det er ikke en forretningsrejse. Han flyver med Sabine Nielsen til Italien. Stop ham, mens der er tid. Han ødelægger sit liv.”*
Marie. Hans lillesøster.
Et eller andet klikkede i mit hoved. Han med Sabine? Det kan ikke passe. En joke? Men Marie er ikke typen, der sender sådan noget for sjov. Og hun ville aldrig lyve.
Alt blev sløret for mine øjne. Luften føltes tung som beton. Jeg kunne knap trække vejret. Med besvær rejste jeg mig, hældte vand i et glas og sank ned på stolen igen.
Jeg ville græde. Skrige. Smadre alt. Men i mit hoved var der kun ét spørgsmål: *”Hvorfor?”*
Jeg knyttede hænderne af raseri. Ville storme ind til ham, lave en scene, rive masken af hans ansigt. Men det gjorde jeg ikke. Han fortjente det ikke.
Lad ham gå. Jeg vil give ham en overraskelse. Ikke et skænderi en handling.
Jeg åbnede bankappen. På fælleskontoen 360.000 kroner. Overraskende, men selv her var han hurtig: 90.000 manglede. Mine penge, for resten. Min løn fra projekter, mine natteskift. Og han bruger mine opsparinger på en ferie med sin gamle flamme.
Jeg kendte godt Sabine. Klaus havde selv fortalt om hende, og Marie nævnte det engang i forbifarten. Skolens skønhed, en diva. Havde dummet ham to gange først for en ældre fyr, så for en “lovende type”. Og nu er hun tilbage. Klaus falder i. Og lyver.
Kunne han ikke i det mindste have været ærlig? *”Lene, jeg elsker en anden. Undskyld.”* Det ville have gjort ondt, ja. Men ikke så lavt. I stedet som en rotte. Hævet penge, snakket om forretningsrejse, pakket kuffert
Fint. Jeg hæver resten. I dag. Ned til den sidste øre. Så skilsmisse. Hans ting? Send dem med bud til hans forældre.
Jeg tjekkede min kalender i morgen middag en vigtig onlinepræsentation. Hvis det går godt, tager jeg fri. Ikke Italien, nej. Måske Portugal. Et sted, han aldrig har været.
“Lene, jeg går nu, det er bedst at komme af sted i god tid,” sagde han, perfekt klædt på med slips, da han kom ind i køkkenet.
“Farvel. God forretningsrejse,” pressede jeg frem, mens jeg krammede koppen.
“Hvad er der med din tone?”
“Indbildning.”
“Jeg vil savne dig”
“Tvivler på, du får tid til det.”
“Vil du ikke følge mig til døren?”
“Jeg vil hellere vaske op.”
“Nå, okay, så går jeg.”
“Pas på dig selv.”
Doren smækkede i. Klaus anede ikke, at han netop var gået for sidste gang. I morgen skifter jeg låsene.
Jeg satte mig på en stol. Brast i gråd. Bitter gråd. Af skuffelse, af ydmygelse. Forræder.
Endnu en besked fra Marie:
*”Lene, hvordan har du det?”*
Jeg tø
