“Åh, lille kære, for Guds skyld, hav medlidenhed med mig,” beder den gamle kvinde bageren med skælvende stemme. “Det er tre dage, siden jeg har fået en bid brød, og jeg har ikke en eneste krone tilbage.”
En bidende vintervind trænger gennem de gamle gader i København, som om den vil minde byen om en tid, hvor folk stadig havde varme hjerter og ærlige blikke.
Mellem de grå mure og afskallede skilte står en ældre kvinde. Hendes ansigt er tegnet af furer, hver eneste et vidnesbyrd om en historie fyldt med smerte, modstand og knuste håb. I hænderen klemmer hun om en skamferet taske fyldt med tomme flasker de sidste rester af et liv, der engang var. Hendes øjne er blanke af tårer, der langsomt triller ned ad hendes kinder, som om selv de har mistet modet til at tørres i den kolde luft.
“Jeg beder dig, mit barn” hviser hun, hendes stemme svag som et løv i vinden. “Tre dage uden mad. Jeg har ikke en eneste øre tilbage ikke én til et stykke brød.”
Ordene hænger i luften, men bag bageriets rude ryster den unge kvinde blot på hovedet, hendes blik koldt som is.
“Og hvad så?” snerrer hun. “Dette er en bager, ikke en pantstation. Kan du ikke læse? Skiltet siger klart: flasker indleveres i butikken ved siden af, og så får du penge til brød, til mad, til at overleve. Hvad vil du have, jeg skal gøre?”
Den gamle kvinde ser forvirret. Hun vidste ikke, at pantautomaten lukkede ved tolvtiden. Hun kom for sent. For sent til den ene lille chance, der måske kunne have reddet hende fra sulten. Engang havde hun aldrig drømt om at samle flasker. Hun havde været lærerinde, en veluddannet kvinde med værdighed og en stolthed, hun aldrig havde mistet i de mørkeste tider. Men nu nu stod hun her, foran en kiosk, som en tigger, mens skamfylden fyldte hendes sjæl.
“Nå” siger ekspedienten, stemmen lidt blødere. “Du skulle sove mindre. Kom i morgen tidligt med flaskerne, så får du noget at spise.”
“Lille skat,” beder den gamle kvinde. “Giv mig en halv bolle Jeg vil betale dig i morgen. Jeg føler mig svimmel Jeg kan ikke Jeg kan ikke holde sulten ud længere.”
Men der er ikke en gnist af kærlighed i ekspedientens øjne.
“Nej,” afbryder hun skarpt. “Jeg driver ikke velgørenhed. Jeg har selv knap nok til dagen og vejen. Hver dag kommer folk og beder om mad, og jeg kan ikke føde dem alle. Gå nu, der er en kø.”
Lidt væk står en mand i en tætsiddende mørk frakke, fjernt stirrende. Det er, som om han er et helt andet sted i en verden af bekymringer, beslutninger, fremtiden. Da ekspedienten bemær hen
