Da min søn var omkring syv år gammel, tog vores lille familie på udflugt ud på landet. Vi hyggede os virkelig, nød sommerens varme, is og gode samtaler. Men stemningen ændrede sig brat, da min søn pludselig rullede vinduet ned i bilen og kastede sit ispapir ud uden at tænke sig om. Jeg bremsede straks bilen og holdt ind til siden. Jeg vidste, at jeg måtte handle med det samme.
Først steg jeg roligt ud af bilen, fandt de affaldsposer frem, som jeg altid har i bagagerummet, og bad min søn om at komme ud sammen med mig. Jeg forklarede ham, at ikke alene skulle han samle sit eget skrald op, men også rydde op efter andre. Min kone ville gerne sige noget, men jeg bad hende om at slappe af i bilen og lytte til lidt musik, mens jeg håndterede situationen. Jeg gjorde det klart for min søn, at vi ikke kørte videre, før han havde gjort det færdigt, og først bagefter kunne vi tale om udflugten og andre ønskerog de lovede godter måtte vente. Det gjorde ham vred og ked af det, og tårene kom, men jeg stod fast.
Med beslutsomhed begyndte min søn at samle skrald op langs vejkanten. Jeg tog en pose mere og hjalp til, så vi sammen kunne rydde op. På under en halv time havde vi samlet alt synligt affald fra vejkanten. Da vi var færdige, satte vi os ind i bilen, og jeg benyttede lejligheden til at forklare ham, hvor vigtigt det er at passe på vores fælles natur. Jeg brugte eksempler og ord, som han kunne forstå.
Da han spurgte mig, hvorfor jeg hjalp ham med at samle affaldet, indrømmede jeg, at som hans far havde jeg jo også begået en fejl i opdragelsen. Hvis han kunne finde på at smide sit skrald ud af vinduet, var det et tegn på, at jeg ikke havde formået at lære ham alle værdierne godt nokog derfor skulle jeg også tage min del af ansvaret og straffen.
Årene er gået, og min søn er nu tretten. Familien er vokset, og han er blevet storebror til et par yngre søstre. Det glæder mig at se, hvordan han lærer dem at rydde op efter sig selv og aldrig smide affald i naturen. Jeg er dybt taknemmelig for min egen fars visdom, som stadig er med mig i opdragelsen af mine børn. Hans livserfaring har været uvurderlig i arbejdet med at give mine børn de rigtige værdier med på vejen.
I dag ved jeg, at vi ikke bare opdrager vores børn med orddet er handlingerne, der sætter de dybeste spor. At tage ansvar, også for vores fejl, er noget af det mest værdifulde, vi kan lære vores børn.
