Problemet opstod, fordi jeg blev gift for anden gang. Jeg havde en datter med min tidligere mand, men han deltog hverken i hendes opvækst eller betalte børnebidrag.
Jeg bar ikke nag til ham, fordi han ikke var en rigtig mand jeg prøvede bare at stole på mig selv. Jeg havde en god løn, et godt job, så jeg manglede ikke noget. Jeg blev gift igen, men min nye svigermor kunne hverken acceptere mig eller min datter, og min nye mand viste heller ingen interesse for hende. Han ville ikke skynde sig med børn; han sagde altid, det var for tidligt, at han ikke følte sig klar til ansvaret.
Jeg insisterede heller ikke, for jeg var optaget af et vigtigt projekt på arbejdet og havde travlt. Jeg skulle til et møde med nogle betydningsfulde samarbejdspartnere jeg vidste ikke, hvem jeg kunne overlade min datter til, så jeg tænkte at spørge min mand, om han ville passe hende.
Så den morgen vågnede jeg meget tidligt det føltes som om et tåget skær lå over hele byen, og min stemme hvirvlede rundt i stuen, mens jeg øvede min åbningstale. Jeg overvejede at aflevere min datter, Freja, i børnehaven og hente hende efter arbejde, men hun havde feber. Jeg bad min mand, Morten, om at passe hende, for jeg kunne ikke undværes på arbejdet. Hans stemme lød som ekko mellem vægge: Hun er din datter, du må selv tage dig af hende, selv tænke på hvordan du vil pleje og passe hende.
Alt blev meget underligt og sløret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ringede til min svigermor, Inge, og spurgte om hun var hjemme. Jeg tog Freja under armen og kom derhen. Inge betragtede os, hendes ansigt lignede et gammelt maleri med kolde farver, og sagde, at hun ikke ville passe Freja for hun var jo ikke hendes barnebarn. Tårerne løb uden lyd ned ad mine kinder, og jeg sagde tak, at jeg så måtte tage hende med på arbejde. Da blødte Inges ansigt en smule op, og hun hviskede, hun nok skulle passe hende en stund.
På kontoret gled tid og rum sammen som i en drøm og alting gik nemt. Jeg svævede ud af kontoret og hen til Inge for at hente Freja. Inge klagede med stemme som en knirkende dør om, at Freja var uartig og vanskelig, at hun ikke kunne styre hende. Jeg nikkede og sagde, jeg ikke ville forstyrre hende igen.
Da jeg kom hjem, pakkede jeg vores ting det føltes som om alt vores tøj og vores minder dansede ud af skabene og lagde sig i kufferter. Jeg tog Freja i hånden og vi gik i den disede aften hen til min egen mor i Roskilde, for jeg ville ikke længere leve i et hjem hvor min datter blev afvist. Det hele føltes som en mærkelig vandring gennem en søvnfyldt labyrint, men jeg vidste, at vi gik det rigtige sted hen.
