Jeg havde arbejdet i det samme firma i syv år tiden flød som tåge over Vesterbro, og dagene gled ind i hinanden som regn på vinduesruden en grå vintermorgen i København.
Først var jeg assistent, så blev jeg koordinator for administrationsafdelingen, og hvert skridt føltes som at vade gennem havgus.
Min nærmeste veninde, Astrid, kom til efter to år, kun fordi jeg foreslog hende, nærmest som i et drømmesyn hvor alt var mit ansvar.
Jeg lærte hende systemerne, pegede på kontakterne og dækkede over de små fejl hun lavede, så ledelsen med deres blå øjne og travle skridt ikke skulle se hende som uegnet.
Vi spiste rugbrødsmadder sammen ved frokostbordet, drak kolde øl om fredagen ved Sortedams Sø, og jeg stolede på hende, som man stoler på cykelens bremser ned ad Nørrebros stejle bakker.
For et halvt år siden blev det annonceret, at der kom en ny lederstilling.
Min chef, fru Henriksen, sagde at jeg var blandt favoritterne.
Jeg begyndte at ankomme tidligt, forlod kontoret sent, løftede flere opgaver end før det hele føltes uvirkeligt, som at bevæge sig under vand.
Astrid sagde igen og igen: “Den stilling er din, du fortjener den, Freja.” Jeg åbnede endda mit hjerte for hende, fortalte hende om mine idéer og planer til jobsamtalen, som om hun var min skygge og jeg kunne stole på natten.
På selve dagen for samtalerne dukkede hun også op.
Hun nævnte intet om det.
Først da jeg så hende vente foran direktørens kontor, følte jeg storm på den indre himmel.
Hun så mig i øjnene og sagde bare: “Jeg ville også prøve.” Jeg forsøgte at tænke klart, men følte at gulvet vuggede.
En uge efter meddelte ledelsen, at Astrid var blevet udvalgt som leder.
Jeg sad ved mit skrivebord, kiggede ud over Søerne, mens computeren summede, og alt føltes tomt.
Bagefter skete underlige ting.
Hun begyndte at ændre processer, jeg havde udviklet, fjernede mig fra opgaver jeg havde opdyrket, og satte mig til at lave mærkelige, unødvendige rapporter, som i en drøm hvor alting er omvendt.
En kollega hviskede, at Astrid havde sagt, jeg ikke havde lederevner og mange af de idéer, hun præsenterede for afdelingen, var egentlig mine, fortalt i fortrolighed.
Det var som at se sig selv i et forvrænget spejl.
En dag sad vi på et lille kafé i Indre By, hvor kaffekopperne virkede alt for tunge, og jeg spurgte ligeud: “Hvorfor sagde du det om mig?” Hun så på mig med kolde, drømmeløse øjne.
“Det her er arbejde, ikke venskab.
Jeg var nødt til at sikre mig stillingen.” Jeg mindede hende om alt, jeg havde gjort for hende, men hun sagde bare: “Det var dit valg.
Jeg bad dig ikke om det.”
Siden da føles luften på kontoret som is i november.
Hun taler til mig som en fremmed, retter på mig for åbenlyst og giver mig meningsløse opgaver.
Jeg cykler hjem i mørket, tårerne løber, tankerne hvirvler, og min mave knuger sig sammen af uro.
Alligevel river det i mig ikke bare at smutte og forsvinde som dug fra en morgeneng uden et ord.
Så nu står jeg midt i et tåget kryds: Skal jeg tie stille og finde mig i det hele for ikke at stå uden arbejde uden den faste danske løn på kontoen hver måned?
Eller skal jeg sige op og begynde forfra et sted, hvor ingen kender min stemme?
Ville du blive, eller ville du gå?
Jeg arbejdede i samme virksomhed i syv år: Startede som assistent og blev koordinator for den administrative afdeling