Jeg arbejdede i samme virksomhed i syv år: Jeg startede som assistent og blev koordinator for den administrative afdeling

Jeg arbejdede i det samme firma i syv år.
Jeg startede som assistent og arbejdede mig op til koordinator for administrationen.
Min bedste veninde, Freja, blev ansat to år senere efter min anbefaling.
Jeg lærte hende alle procedurerne, forklarede hende systemet, gav hende mine kontakter og dækkede over hendes fejl i starten, så hun ikke ville blive fyret.
Vi spiste frokost sammen, tog ud om fredagen, og jeg stolede på hende som på ingen anden.
For seks måneder siden blev det annonceret, at der var en ledig lederstilling.
Min chef fortalte mig, at jeg var én af favoritterne.
Jeg begyndte at møde tidligere, gå senere hjem og tage ekstra ansvar på mig.
Freja sagde konstant: Du skal have det job, det har du fortjent. Jeg delte alt med hende endda mine strategier til den interne jobsamtale.
På dagen for samtalen dukkede hun pludselig også op.
Hun havde ikke nævnt det med et ord før.
Jeg så hende vente udenfor direktørens kontor.
Hun kiggede på mig og sagde bare: Jeg besluttede at give det et forsøg. Jeg prøvede at tænke positivt.
En uge senere blev resultatet offentliggjort hun blev valgt som leder.
Jeg sad ved mit skrivebord og stirrede tomt ud i luften, komplet lammet.
Efterfølgende bemærkede jeg hurtigt, at tingene ændrede sig.
Som ny chef ændrede Freja mange af processerne, jeg havde lavet.
Hun fjernede mig fra flere opgaver og krævede overflødige rapporter.
En kollega fortalte mig, at hun havde sagt, jeg manglede lederevner, og at mange af de idéer hun havde præsenteret som sine, faktisk var nogle, jeg havde givet hende.
En dag konfronterede jeg hende på cafeen: Hvorfor har du sagt det om mig? Hun svarede: Det her er arbejde, ikke venskab.
Jeg var nødt til at sikre mig stillingen. Jeg mindede hende om alt det, jeg havde gjort for hende.
Hun sagde kun: Det var dit valg.
Jeg bad dig aldrig om det.
Siden da har stemningen været iskold.
Hun taler nedladende, retter mig foran kollegerne og giver mig ubetydelige opgaver.
Jeg tager hjem grædende, stresset og med en følelse af bare at ville sige op.
Samtidig bliver jeg frustreret over tanken om bare at forsvinde uden et ord.
Nu står jeg ved en skillevej: Enten bliver jeg og holder ud for at beholde jobbet, eller også siger jeg op og starter forfra.
Måske handler det vigtigste ikke om at holde fast i et sted, hvor man ikke bliver værdsat.
Det handler om at værne om sin egen integritet og tage skridtet videre, selv når det er svært.
I sidste ende fandt jeg ud af, at ægte værdi findes der, hvor man både bliver respekteret af andre og sig selv.