Jeg arbejdede i det samme firma i syv år: Jeg startede som assistent og blev koordinator for den administrative afdeling

Jeg arbejdede i samme virksomhed i syv år.
Jeg startede som assistent og arbejdede mig op til koordinator for den administrative afdeling.
Min bedste veninde, Amalie, blev ansat to år senere efter min anbefaling.
Jeg satte hende ind i arbejdsgangene, forklarede systemerne, gav hende vigtige kontakter og dækkede endda over hendes fejl de første måneder, så hun ikke skulle miste jobbet.
Vi spiste frokost sammen, gik ud om fredagen og jeg stolede på hende mere end på nogen anden.
For et halvt år siden blev der slået en stilling op som afdelingsleder.
Min chef nævnte, at jeg var iblandt de stærkeste kandidater.
Jeg begyndte at møde tidligere ind, gå senere hjem og tage ekstra opgaver på mig.
Amalie sagde igen og igen: “Den stilling er din, selvfølgelig får du den du fortjener det.” Jeg delte alt med hende selv mine overvejelser og strategi til den interne samtale.
På dagen for samtalen dukkede hun pludselig selv op.
Hun havde ikke nævnt det med et ord før.
Jeg fattede det først, da jeg så hende vente foran chefens kontor.
Hun kiggede bare på mig og sagde: “Jeg besluttede mig for at prøve.” Jeg skubbede de dårlige tanker væk, ville ikke tænke det værste.
En uge senere blev resultatet offentliggjort Amalie havde fået lederstillingen.
Jeg sad bare ved mit skrivebord og stirrede tomt på skærmen uforstående, lamslået.
Efterfølgende begyndte jeg at lægge mærke til mærkelige ting.
Som min nye chef lavede hun om på processer, som jeg selv havde indført.
Hun fjernede mig fra visse opgaver og begyndte at kræve meningsløse rapporter.
En kollega fortalte mig, at Amalie havde sagt til ledelsen, at jeg manglede lederkompetencer, og at mange af hendes “egne” ideer i virkeligheden kom fra mig noget jeg selv havde delt med hende.
En dag konfronterede jeg hende direkte henne ved kaffeautomaten: “Hvorfor sagde du det om mig?” Hun svarede: “Det her er arbejde, ikke venskab.
Jeg var nødt til at sikre mig stillingen.” Jeg mindede hende om alt det, jeg havde gjort for hende, men hun svarede bare: “Det var dit valg.
Jeg bad dig aldrig om det.”
Siden da er stemningen blevet uudholdelig.
Hun taler køligt til mig, retter på mig foran alle og giver mig opgaver, der ikke har noget formål.
Jeg kommer grædende hjem, urolig og har lyst til bare at sige op.
Samtidig er jeg frustreret over tanken om at forlade firmas uden at have sagt hende sandheden.
Nu står jeg ved en skillevej: Skal jeg bide det i mig og blive, fordi jeg ikke vil miste jobbet, eller skal jeg sige op og starte forfra måske et nyt sted i København, selvom det giver økonomisk utryghed?
Ville du blive, eller ville du gå?