Mette kom hjem fra fødegangen og i køkkenet stod der et ekstra køleskab. “Det her er mit og mors, du skal ikke putte dine egne madvarer deri,” sagde hendes mand.
Mette skubbede døren til med skulderen, mens hun holdt den lille Noah tæt ind til sig, indhyllet i et tæppe. Den kolde oktobervind havde formået at snige sig ind under hendes jakke, og nu længtes hun bare efter varme, ro og fred.
Fødegangen lå bag hende, og foran hende lå hendes hjem lejligheden, hun havde arvet fra sin mormor og som hun havde fått skrevet på sit navn før brylluppet. Hun kendte hver en krog, hver en revne i loftet mindede hende om fortiden. Her skulle hun føle sig tryg.
Lars var den første, der trådte ind, sparkede sine sko af og smed sin jakke på gulvet i entreen. Mette trådte over dørtrinnet og standsede op. Noget var anderledes. Luften bar på en fremmed duft ikke hendes parfume, ikke hendes håndcreme. En blomstrende lugt blandet med noget skarpt og ukendt.
“Kom nu, stå ikke der og stirre,” sagde Lars uden at vende sig om.
Mette tog sin jakke af og gik langsomt ned ad gangen. I stuen var der halvmørkt, på sofaen lå en ukendt pude med rosenbroderi. På rygebordet stod en vase med kunstige blomster den havde tydeligvis ikke stået der for en uge siden.
I køkkenet lød der raslen. Ved komfuret stod Inger, hendes svigermor, iført forklæde og rørte ivrigt i en gryde. Hendes hår var omhyggeligt sat, hun havde perler om halsen og læbestift på som om hun forberedte sig på en fest, ikke på at tage imod sin svigerdatter fra fødegangen.
“Nå, Mette! Endelig!” råbte Inger uden at vende sig fra gryden. “Vil du vise mig den lille? Kom her med ham, lad mig se!”
Mette tog instinktivt et skridt frem men hendes blik fangede noget ved væggen overfor: noget stort og skinnende. Ved siden af det gamle køleskab, der havde stået der i årevis, stod der nu et nyt, sølvfarvet køleskab med fabrikantmærker og håndtag, der stadig var indpakket i plast.
“Hvor… hvor kommer det fra?” spurgte Mette forvirret og så på sin svigermor.
Inger vendte sig om, tørrede hænderne af i forklædet og smilede, som om hun lige havde overrasket hende.
“Vi købte det! Lars var med, vi valgte et godt et, stort. Nu bliver der endelig orden på køkkenet. Man skal spise ordentligt, især når der er en lille baby i huset. Det forstår du vel?”
“Vi? Hvem er ‘vi’?” spurgte Mette.
“Jo, mig selvfølgelig!” Inger klaskede med træskeen. “Fra nu af bor jeg her, jeg skal hjælpe. Jeg troede, Lars havde fortalt dig det.”
Blodet forlod Mettes ansigt. Noah begyndte at klynke i hendes arme, og hun holdt ham endnu tættere ind til sig.
“Lars?” kaldte Mette og vendte sig mod døren.
Manden kom netop ind i køkkenet med to poser mad i hænderne. Han så træt ud, hans blik var fjernt.
“Hvad er der?”
“Din mor siger, hun bor her nu?”
Lars nikkede, som om det handlede om, at der ikke var mere brød.
“Ja, selvfølgelig. Du har brug for hjælp. Mor har tilbudt at flytte ind en tid, indtil du er stærk igen.”
“En tid?” rynkede Mette panden. “Og hvad med køleskabet?”
“Åh, det. Ja.” Lars satte poser
