Jack, lad nu være med at tælle krager! I flere dage havde Jack nægtet at spise maden, som Lyudmila gav ham: — Kom nu, min ven, det er præcis de samme frikadeller, som hr. Madsen plejede at købe til dig. Han kommer nok ikke foreløbigt… Vent ikke, — sukkede Lyudmila og spredte hænderne… En mærkelig scene udspillede sig… Ved det lange gule stoppested stod alle fabriksarbejderne og ventede på bussen samlet i én ende. Den anden ende af stoppestedet var tom, hvis man ser bort fra den røde, langhårede hund med pjusket pels, som lå nonchalant foran bænken… Jack var ved at fylde fire år, og han kendte livet, som han kendte sine fire poter. Alle sine dage tilbragte han på stoppestedet ved siden af kollegiet. Bag kollegiet lå fabrikken, og derefter markerne. Ikke noget særligt spændende – Jack havde allerede været der talrige gange. Hvordan han blev til “Jack”, kunne den røde hund ikke længere huske. Det var navnet, en gruppe unge kvinder fra kollegiet gav ham. Ud af medlidenhed med hundens hårde liv gav de ham indimellem lidt mad. Men de fleste mennesker undgik Jack. Jack ville hverken se bedrøvet ud eller logrende hilse på dig… Jack var slet ikke sådan. Her i sit fjerde år var han næsten som en gnaven, gammel mand, utilfreds med det hele. Jack selv skræmte ofte folk væk med sit dårlige temperament. Folk… Hvad godt kan man egentlig sige om de fleste af dem? Ikke ret meget! De to unge kvinder, der fodrede Jack, gav han dog nådigst dispensation fra flokken. Jack kunne ikke lide mennesker, han bryder sig ikke om krager, og han så med afsky på de kvidrende og badende spurve, der stod i vandpytterne. Den tid, hvor man er en naiv hvalp, der tror, alle mennesker vil klappe og nusse én, den varer ikke længe. Det gjaldt også for Jack. Og i det hele taget: efter hans hunde-opfattelse lød folk nøjagtigt lige så irriterende som krager. På stationen begyndte de ofte at skændes og skubbe til hinanden. Hundene blev smidt væk, så folk ikke snublede over dem. Hvorfor skulle man holde af dem? Det spørgsmål behøvede han ikke engang at undersøge nærmere… Med kragerne var det noget andet. De frække fyre fandt på at stjæle de få godbidder, som Jack fik fra kollegiet. Jack sprang på de fjerklædte. Fuglene fløj op, konfererede, og besluttede sig for ikke at give op uden kamp. Sådan gik dagen med krageskænderier, optælling af banditter — hvem havde nu stadig hale tilbage at prale med — og at gø ad de tohjulede… Det gule stoppested var egentlig ikke et dårligt sted at leve. Naturligvis ikke noget slot. Men der var læ for vind og regn, og også lidt skygge på varme dage. Kun enkelte gange var der for mange mennesker… — Hva’ så, herrehund! Flyt dig lige, jeg skal forbi til bænken! – Et par sko forstyrrede Jack midt i drømmen. Jack åbnede øjnene. Skoen ville gå over hans poter, men stoppestedets herre havde andre planer: “Du vil slås? Bare vent du!” Jack sprang op. Skoen kæmpede for at slippe levende væk, men netop da kom dens ejerbus. Det havde Jack allermindst kunnet lide, når folk sprang op i den bus, de snakkede om. Sådan var mange fjender sluppet væk før. Skoen blev liggende alene tilbage på stationen. Tom og efterladt. “Det har du fortjent!” – tænkte Jack tilfreds med sejren. Han gumlede lidt på trofæet, før han stolt trak skoen hen til skraldespanden. — Tanya, kom væk fra den skøre hund, — en lyshåret kvinde trak veninden væk. — Den er gal, den hund, uhjælpeligt gal, — istemte en mand med cigaret. Skoddet ramte næsten Jack. Hunden begyndte at gø igen, og manden skældte ud og gik om på den anden side af stoppestedet… ***** Næste dag mødte Jack atter skoejeren. Med ham var en anden mand. — Der! — Skoejeren pegede skarpt på Jack, men holdt sig langt væk. — Det er den hidsige hund! Gør noget ved den! — Hvad skal jeg gøre? — spurgte den anden mand uforstående. — Du er ikke den første, der brokker dig. Men vi har ingen hundefanger i vores lille by. Skoejeren sænkede fingeren og begyndte at fægte med armene, snakkede i ét væk som en skrigskade. Jack løftede hovedet og lyttede opmærksomt. Også den anden mand begyndte at skændes. Jack betragtede dem nysgerrigt. Var det ikke en skøn scene? — Men du er jo vagtmand! — udbrød skoejeren, alt imens han viftede. Jack åbnede ikke engang munden. Heh, folk skælder jo bare på hinanden. Meget sjovere end kragernes nøddekampe! Skoejeren syntes næsten han så et selvsikkert smil på hundens snude. Nej, det måtte være indbildning! — Jeg passer kollegiet, ikke stoppestedet! — Sikkerhedsvagten gik mod sin post, men vendte sig om: — Giv hunden et ben, så jager den dig ikke væk næste gang. Han mente det vel. — Nå, mange tak! Eller skal jeg også slæbe halve frikadeller fra kantinen ud til ham? — stønnede skoejeren, og kiggede ned på Jack: — Og du, din køter, er du blevet stum nu? Turde du ikke engang knurre? Uha! Bæst! “Bæstet”, som om hun forstod fornærmelsen, hjalp loyalt skoejeren med lynets fart op i bussen. Jack gøede efter bussen, mens det rødmossede ansigt af hr. Madsen, som ejede skoen, fortsatte med at skælde ud bag ruden… Næste møde var uundgåeligt. Hr. Madsen havde netop fået job som vice-direktør for produktionen på fabrikken. Alt var nyt for ham, nu også denne pelsklædte outsider ved stoppestedet. Og bilen var stadig på værkstedet! Hver morgen blev han mødt af rasende hundeglam. Hvorfor hidsede dén djævel sig netop op på ham?! Det virkede, som om Jack netop fra den dag ikke kunne fordrage hr. Madsen. Alle andre mennesker var ligegyldige nu. Jack begyndte ivrigt at vente på, at hr. Madsens kendte bus dukkede op, og han satte sin fod på perronen! Hr. Madsen, træt af de drilske blikke fra fabriksarbejderne, besluttede at følge vagtens råd og købte frikadeller til Jack fra kantinen. — Spis, – sagde han og smed godbidden ved stoppestedet, nysgerrigt iagttagende hunden. Jack var egentlig klar til at gø ham hele vejen til bussen, men den liflige duft af frikadelle lokkede… Puff – væk var frikadellen. Kun asfaltens støv gemte stadig den dejligste duft i verden. Jack slikkede sig om munden og kiggede forventningsfuldt på mennesket. — Hør nu! Er det ikke nok?! Tja, jeg har ingen kone, og jeg kan ikke lave frikadeller selv. Og skal jeg slæbe dem ud til dig hver dag – så brækker du vel snuden i ren surhed! ***** Næste morgen blev hr. Madsen forbavset. — Hr. Madsen, er Jack ikke sur på dig mere? Han gør slet ikke! — fnisede den rødkindede sekretær Lyudmila. — Nej, Lyudmila, han har vel fået respekt, — brummede hr. Madsen og kiggede overrasket på Jack. Nu var det daglig kutyme – frikadellen kom hvert morgen sammen med hr. Madsen. Måske var alle mennesker ikke så dumme, som Jack først troede? Måske var de alligevel ikke ligesom kragerne, der hele formiddagen slås over det mindste skinnende stykke plastik? Det blev koldere… Vinteren nærmede sig blidt. Så kom morgenen, hvor det gule stoppested blev dækket af blidt, hvidt drys. Med de første snefnug kom vinden ind fra marken. Efter traditionen lagde hr. Madsen frikadelle og andet godt foran Jack. Den rystende hund snusede til maden. Inden han nåede at se ordentligt på frikadellen, var den væk. Altid en fantastisk frikadelle! Hr. Madsen stod og så på de rystende, røde sider. — Bussen, hr. Madsen, — kaldte sekretæren Lyudmila, men manden afviste bare med en håndbevægelse. — Ak! — udbrød han, og vendte sig om mod porten. Senere gled en hånd i sort skindhandske blidt over Jack. Hunden så op. — Frys du? Nu er du ikke så hidsig. Læg dig på papkassen; så er der lidt varmere… Du får en ekstra frikadelle… ***** Lørdag var hr. Madsen hjemme. Bedene foran hans hus – som han havde købt, da han flyttede til udkanten af byen – lå under et tæppe af sne. Vinden suste og kastede korn rundt i luften. Hr. Madsen stegte en æggekage med pølse. Morgenmad. Så gik han i garagen og greb skovlen. Armene arbejdede, sneen fløj, men tankerne var langt væk… Han stoppede og så på snefnuggene, der hvirvlede. Brummede noget uforståeligt, smed skovlen og løb ud… Ingen mennesker var ved stoppestedet. Jack vidste; nogle gange kom de slet ikke forbi. Bussen åbnede alligevel dørene, men kun få mennesker steg ud. Dem dage gnavede sulten i Jack. Kvinderne fra kollegiet mødte heller ikke op… Jack gjorde sig klar til at løbe. Han skulle mange steder hen for at få en godbid, hvis ingen på stationen fodrede ham. Så netop da bussen stoppede foran næsen på ham. — Hvor tror du, du skal hen? Vil du fare vild i snestormen? Hr. Madsen lagde pølser foran Jack fra flere pakker. Hunden åd grådigt, som om de ville forsvinde når som helst. — Ingen frikadeller, kantinen er lukket i dag, — undskyldte hr. Madsen. — Men jeg har taget noget andet med… På stoppestedet stod nu en stor kasse med et gammelt, velbrugt tæppe. — Mere fandt jeg ikke på. Kom ind, der er lunere… Pludselig forsvandt sne og kulde for Jack. Indeni blev alt varmt og mærkeligt rart. Aldrig før havde nogen kommet med sådan en gave til ham… ***** I flere dage nægtede Jack at spise Lyudmilas mad. — Kom nu, min kære, det er de samme frikadeller, som hr. Madsen plejede at købe til dig. Han kommer nok ikke — han er blevet syg… Vent ikke mere, — sukkede Lyudmila. Jack lagde ørerne ned og så på hende. Han sprang op hver gang dørene gik op i bussen eller folk kom fra fabrikkens port. Men han kom aldrig… Jack lagde sig trist på tæppet i sin kasse. Kragerne sloges om et stykke brød bag stoppestedet. Hver ville have det for sig selv. Jack så trist på dem. Vuf! Fjollede fugle! Han havde også et hemmeligt sted – et hul under stoppestedet bag affaldsspanden. Jack forlod kassen og løb hen til hullet. Han var jo ikke som de dumme, gakkende krager, der glemmer deres skjulte skatte. Her var — skoen. Han havde tidligere hadet den. Nu… Hvad for en følelse var det, der voksede i ham? Han trak skoen frem. Hvor var hr. Madsen? Nu forstod Jack, at folk havde givet hans menneske et kælenavn. “Hans menneske”… Var han da ven? Var han en ægte hund, hvis han havde fået et menneske — men havde tabt ham? Jack gøede vredt mod kragerne. Noget vågnede inde i ham. Nok nu! Ikke mere ballade her! — Hr. Madsen! Hr. Madsen! Jack spidsede ører og så håbefuldt på den unge kvinde med mobilen. — Dårlig forbindelse… Nu går jeg ind i bussen. Jeg har dine papirer med til underskrift… Lyudmila satte sig og opdagede ikke, at en rød hale sneg sig med i bussen… ***** Hunden så med håb på pigen, mens hun flere gange sagde hans menneskes navn højt. Lyudmila, der snoede sit tørklæde tættere om halsen, sprang ud af bussen. Jack race efter — med den sorte sko i munden. Nu var stemningen løftet. Hvorfor havde han dog tænkt, at den hvide dyne var kold og led? Hvor var det sjovt, som sneen knirkede under Lyudmilas støvler! Lyudmila ringede på døren, snart lød en velkendt stemme. Jack gøede vildt. Lyudmila — overrasket af førerhunden — gled i sneen. Papirerne landede i sneen… — Hr. Madsen, vil De ikke hjælpe mig op, før De omfavner hunden? Hr. Madsens øjne så tågede ud. Kom tårerne virkelig derfra? — Kom du til mig? Kom du til mig? Og du havde endda gave med! — sagde han, mens han krammede hunden og knugede skoen. Lyudmila blev hjulpet op og fik også varm te indenfor. — Jeg forstår bare ikke, hr. Madsen, — sagde Lyudmila, mens hun så på hunden, der snurrede i køkkenet, — hvorfor tog De aldrig hunden ind før? Stor villa, masser af plads… — Jeg var bange, — sukkede hr. Madsen, — jeg har været alene så længe. En hund er ansvar, en forpligtelse, nærmest en lille familie… Nu lader jeg ham aldrig ude igen. Når jeg er rask, og har lært at lave frikadeller… — Så må vi vel angribe dig? — grinede Lyudmila og rystede på hovedet. — Godt, at Jack kom selv da. Og Lyudmila prøvede at skjule sit smil, mens hun lod, som om hun bare drak te…