Da jeg ankom på arbejde i morges, blev jeg virkelig overrasket. Alle ansatte var i gang med at fejre et eller andet, og stemningen var højt. Jeg undrede mig: “Er der en særlig anledning i dag?” Søren, min kollega fra IT-afdelingen, svarede hurtigt med et stort smil: “Jo, vi fejrer, at min kone endelig er blevet gravid!”
Alle omkring mig var glade på Sørens vegne, og det var tydeligt, hvor meget det betød for ham. Pludselig kom Lars fra økonomi hen til mig og sagde: “Du er den første mand jeg ser, der fejrer sin kones graviditet. Normalt plejer folk at holde fest, når barnet er født, ikke allerede nu. Du er virkelig en god fyr! Men bare vent, nu vil alle begynde at bombardere dig med gode råd og skrækhistorier om faderskabet.” Jeg kunne mærke forvirringen trække op i mig.
Lars nikkede og sagde: “De næste ni måneder bliver du nødt til at opfylde alle din kones luner. Da min kone ventede vores første barn, fik jeg næsten aldrig et øjebliks ro! Hun kom konstant med ønsker og krav og så er der ikke meget fest tilbage. Hvor mange børn har du egentlig, Lars?” spurgte en anden. “To, men jeg kan ikke huske hvor gamle de er. Min datter er vist omkring syv… eller seks år,” svarede han grinende.
Jeg tav, mens de andre samtalede videre. Da jeg kom hjem den dag, gik jeg direkte hen til min elskede kone, Katrine, og gav hende et varmt kram. “Det er heldigt, at de ikke nævnte på jobbet, at du skal føde om bare nogle få dage. De tror stadig, at du har ni måneder endnu. Du kommer nok til at fortælle dem det snart alligevel,” sagde jeg, og vi grinede begge. “Jeg skal nok prøve at holde det hemmeligt,” svarede hun med et smil.
Kort tid efter blev Katrine mor til en sund lille dreng, som vi valgte at kalde Max. Jeg tog orlov fra arbejdet, så jeg kunne være der for hende og vores nyfødte. Jeg kunne mærke, hvordan jeg altid havde travlt med at komme hjem, så snart arbejdsdagen var slut noget mine kolleger sjældent forstod. For mig har familien altid været det vigtigste, uanset hvad andre måtte mene.
