– Ja, vores Anja er blevet så stolt! Det er sandt, som folk siger: Penge ødelægger mennesker! – Jeg forstod ikke, hvad de mente, eller hvordan jeg havde fornærmet nogen Jeg havde engang et fantastisk ægteskab, en mand og to børn. Men en dag faldt alting sammen. Min elskede kom kørende hjem fra arbejde og var ude for en ulykke. Jeg troede aldrig, jeg ville komme igennem den sorg, men min mor overtalte mig til at holde ud for børnenes skyld. Så jeg tog mig sammen, arbejdede hårdt, og da børnene blev store, drog jeg til udlandet for at sikre deres fremtid – uden nogen form for støtte. Sådan endte jeg først i Tyskland og siden i England. Jeg måtte skifte job mange gange, før jeg fik en ordentlig løn. Jeg sendte penge til mine børn hver måned, købte dem efterhånden hver sin lejlighed, og renoverede min egen. Jeg var stolt af mig selv og begyndte at tænke, at jeg snart kunne vende hjem til Danmark for altid. Men for et år siden ændrede mit liv sig, da jeg mødte en mand – han er dansker, men har boet i England i 20 år. Vi begyndte at ses, og jeg følte, der kunne udvikle sig noget imellem os. Men tvivlen nagede. Anders kunne ikke flytte tilbage til Danmark, og jeg længtes hjem. For nylig kom jeg hjem igen. Først mødtes jeg med børnene, siden med mine egne forældre. Men jeg kunne ikke tage mig sammen til at besøge mine svigerforældre – jeg havde simpelthen for mange andre ærinder. Så kom min veninde, der arbejder som kassedame, på besøg og fortalte mig noget: – Din svigermor er virkelig sur på dig! – Hvor har du det fra? – Jeg hørte hende snakke med en nabo. Hun siger, at du er blevet forfinet og at penge har ændret dig. Og at du aldrig hjalp dem økonomisk. Det gjorde mig så ked af det. Jeg har jo selv opfostret to børn alene og gjort alt for dem. Jeg kunne ikke også forsørge svigerforældrene – man må kunne forstå, at jeg også havde brug for noget til mig selv. Efter sådan en samtale havde jeg slet ikke lyst til at tage derhen. Men jeg tog mig sammen, købte ind og tog hjem til dem. Det startede godt, men jeg kunne ikke slippe tankerne om samtalen. Til sidst sagde jeg: – I skal vide, at det ikke har været nemt for mig alle de år. Jeg gjorde alt for børnene, jeg kunne ikke forvente hjælp fra nogen. – Vi har heller ikke fået hjælp. Alle andre har børn, der hjælper, men vi står alene. Vi er også blevet forladt! Du burde være kommet hjem og hjælpe os. Min svigermor sagde det, som om jeg skulle skamme mig. Jeg turde ikke engang nævne, at jeg har en kæreste i England. Jeg gik derfra så trist. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg virkelig tage ansvar for min afdøde mands forældre? Jeg ved snart ikke, om jeg kan klare mere!

Så bliver jeres Ane da mere og mere høj på strå! Man siger jo, penge ødelægger folk! Jeg forstod egentlig ikke, hvad de snakkede om, eller hvad jeg havde gjort dem fortræd.

Der var engang, jeg havde et godt ægteskab. En mand og to børn. Men en dag smuldrede alt. Min elskede var på vej hjem fra arbejde, da han kom ud for en ulykke. Sorgen var som et hav, jeg var ved at drukne i, men min mor fik mig overbevist om, at jeg skulle kæmpe for børnenes skyld. Så tog jeg mig sammen. Arbejdede som en gal, og da børnene blev store, tog jeg til udlandet for at tjene penge. Jeg måtte jo sikre deres fremtid, for ingen hjalp mig.

Først endte jeg i Tyskland, og siden kom jeg til England. Utallige job nåede jeg at have, før det endelig gik godt økonomisk. Hver måned sendte jeg penge hjem til børnene, og efterhånden købte jeg en lejlighed til hver af dem og fik sat min egen bolig i stand. Jeg var stolt af mig selv. Jeg begyndte at drømme om at vende hjem til Danmark for altid, men sidste år tog tingene en drejningjeg mødte en mand. Han er også dansker, men har boet i England i tyve år. Vi begyndte at tale sammen, og jeg mærkede, at der kunne ske noget imellem os.

Alligevel blev jeg hjemsøgt af tvivl. Anders kunne ikke flytte tilbage til Danmark, og jeg længtes mod hjemstavnen. For nylig kom jeg tilbage. Først mødtes jeg med børnene, derefter mine forældre. Kun svigerforældrene fik jeg ikke besøgt; der var ganske enkelt ikke tid nok, alt var hektisk. Så kom min venindehun arbejder i Brugsenpå besøg, og hun fortalte mig dette:

Din svigermor er helt fornærmet på dig!

Hvor ved du det fra?

Jeg hørte hende tale med en bekendt. Hun sagde, du var blevet sært stolt, og at pengene havde ødelagt dig. Og at du aldrig har hjulpet dem økonomisk.

Det gjorde ondt at høre. Jeg havde opfostret to børn på egen hånd, gjort alt for deres skyld. Hvor skulle jeg også have penge til svigerforældrene fra? Noget måtte jeg da beholde selv, ikke sandt?

Efter det mistede jeg lysten til overhovedet at besøge svigerforældrene. Men jeg tvang mig selv. Fyldte indkøbsnettet med madvarer og gik derhen. Til at begynde med var alt okay, men tankerne om den samtale nagede mig stadig. Til sidst sagde jeg:

Det har ikke været sjovt for mig alle disse år. Jeg har gjort alt for børnene, for jeg havde ingen at læne mig op ad.

Vi har heller ikke fået støtte. Alle andre har børn, der hjælper, men vi står alene her. Vi er også blevet forladt! Du burde være kommet hjem og hjulpet os.

Svigermor skammede mig ud. Jeg havde ikke engang mod til at fortælle, at jeg nu har en mand i England. Gik derfra trist. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg virkelig hjælpe mine afdøde mands forældre? Jeg føler mig fanget i et net af forventninger, og det hele føles som magisk grødis under mine fødder.