Ja, hunde er virkelig trofaste! Men de er trofaste over for dem, der elsker dem forrædere tilgiver de ikke
Freja løber efter bilen, hun vil ikke efterlades alene på et fremmed sted. Hun vil ikke glemmes og forblive tilbage.
Hun løber efter ham, hun elskede, ham, hun har stoler på til det sidste. Efter en person, hun aldrig kunne svigte. For det ligger ikke til hende at svigte
Freja, mød Gerda! Svend smiler bredt, mens han præsenterer sin hund for en ung kvinde på omkring tyve år, der står i døren iført skinnende stilethæle, der næsten gør hende et hoved højere end ham.
Hun er rolig og meget lydig, så jeg er sikker på, I nok skal komme godt ud af det. Ja, hvorfor tror jeg det? Jeg ved det!
Freja snurrer glad rundt om sin ejers ben, men kigger alligevel ængsteligt på Gerda.
Hunde er normalt forsigtige omkring fremmede, men der er noget anderledes ved denne situation. Freja opfanger straks, at Gerda har en duft, der er direkte ubehagelig.
Det handler ikke om den kvalmende søde parfume, som næsten burde klassificeres som et kemisk våben. Hunde har bare en særlig evne: de kan mærke, når folk er dårlige.
Frejas sjette sans er udviklet helt uden sidestykke. Den har aldrig svigtet hende.
Når de mødte sådanne mennesker på gaden, forsøgte Freja instinktivt at holde sig så langt væk som muligt og trak samtidig sin ejer væk, også selvom han ikke ville. Fordi hun elskede ham og ville gøre alt for hans lykke.
Men hvad kan hun gøre i en toværelses lejlighed? Og Svend opfører sig så kærligt og ømt over for Gerda.
Han holder om hende, kysser hende
Da Gerda bemærker Frejas mistroiske blik, tager hun Svend i hånden, fører ham ud i køkkenet og lukker døren bag dem, hvorefter hun hvisker:
Hvorfor har du ikke sagt, at du har en hund?
Der var jo aldrig en grund til at nævne det, svarer Svend lavmælt. Har du noget imod det?
Ja, det har jeg! Jeg kan ikke lide hunde og vil ikke bo i samme lejlighed som … hvad var det, du kaldte hende?
Freja
Freja.
Hvad skal jeg gøre? Sende hende på gaden, måske? Vi har været sammen i fire år. Eller fem. Kan ikke engang huske længere. Men vi har været sammen længe!
Svend Gerda sender ham et bestemt blik, som gør det klart, at emnet er lukket. Så længe den hund er her, flytter jeg ikke ind og ikke tale om et bryllup.
Jeg kan ikke fordrage hunde, forstår du? Overhovedet ikke. Så nu må du selv finde ud af, hvem der betyder mest: mig eller hunden.
Regnen styrter ned. Vinduesviskerne kæmper desperat mod de store dråber, som om de hader dem ligeså intenst som Svend, der kører hurtigt gennem den regnvåde nat i København med et ansigt mørkere end skyerne over Østersøen.
Og så sidder der også det her i ham Det føles som om nogen har slået en spand skraldevand lige i hans sjæl. Som om noget ulækkert tvinger ham til at gøre noget, han virkelig ikke har lyst til.
Men han elsker Gerda og har tænkt sig at gifte sig med hende. Måske elsker han hende ikke engang længere, men det er ikke vigtigt lige nu.
Vigtigt er det til gengæld, at hendes far har lovet at hjælpe med problemerne i Svends lille firma hendes far er en magtfuld mand, der altid holder, hvad han lover. Han har sagt, at han vil hjælpe, og så gør han det også.
Det er en reel mulighed for ikke bare at klare sig igennem krisen, men med tiden at udvide hans lille entreprenørvirksomhed. Endelig blive en succes. Det ville simpelthen være dumt at sige nej til sådan en chance.
Udenfor byen træder han speederen i bund. Regnen tager til, og vinden følges med.
Dråberne hamrer mod ruden, bilen, taget og bagklappen, som om de prøver at stoppe Svend. Tænk dig om! råber de, mens de trommer mod metallet.
Freja ligger på bagsædet og ser trist på regndråberne på ruden. Hendes fornemmelse svigter hende ikke. Lige siden den fremmede dukkede op, har hun mærket, at hendes ejer begyndte at ændre sig. Han blev kold, stille som efterårsregnen. Talte mindre til hende, aede hende ikke. Han var blevet fremmed.
Da Svend standser i vejkanten, tænder han en cigaret. Røgen breder sig i kabinen.
Han trækker sin hætte over hovedet og går ud i regnen. Freja ser nervøst til.
Så sker det hele hurtigt: de bagerste døre smækker op, en sky af røg blander sig med den kolde natte luft. Svend griber fat i Frejas halsbånd og trækker hende ud på vejen. Hun piber.
To hårde smæk senere. Først smækker bagsædet, så forsædet.
Bilen sætter i gang, vender om og kører tilbage mod byen, og regndråberne hamrer løs mod lakken.
Freja står forstenet tilbage midt på den øde vej. Regnen slår ubarmhjertigt ned på hendes pels, til hun ikke har en tør hår tilbage.
Og så løber hun. Freja løber efter bilen, fordi hun ikke vil efterlades alene. Hun løber efter den, hun elsker, som hun stolede på til det sidste, som hun slet ikke kan svigte.
For hun kan ikke svigte. Men hvad er hundekræfter mod en bil, der kører hundrede kilometer i timen Hun skulle have været en gepard men hun er blot en dansk gårdhund.
Pelsen bliver bare tungere og tungere af regnen.
De røde baglygter er for længst borte, men Freja løber stadig, ude af stand til at stoppe.
Af og til, når man burde stoppe men ikke kan, så griber skæbnen ind for én og standser det hele ikke fordi den er grusom, men fordi der ikke længere er mening i at løbe efter fortiden.
Et skingert hvin fra bremsen og et hårdt dunk. Føreren springer ud af bilen og standses brat, mens han klamrer sig til sit hoved.
En hund ligger på den våde asfalt. Han går forsigtigt hen til hende og kigger hende i øjnene.
Øjne, der stadig vil tro, men nu begynder sorgen og fortvivlelsen at tage over.
Gudskelov, hun lever! tænker Anders.
Han åbner døren, lægger sit overtøj ud på sædet, løfter forsigtigt hunden op og lægger hende på den bløde jakke.
Det er blevet sent, så eneste sted at søge hjælp er Københavns døgnåbne dyreklinik. Han kører straks derhen. Ind imellem ser han bagud til hunden, der trækker benene, som om hun stadig forsøger at løbe.
Dyrlægen står klar og tager imod natte-gæsten uden betaling for det første tjek. Da han spørger, hvad der er sket, får han en usammenhængende forklaring.
Anders, der har set meget, forstår hurtigt, at nogen bare har smidt hende væk. Det er ikke første gang i byen og heller ikke sidste.
Heldigvis er der ingen alvorlige skader. Kun nogle knubs. Lægen ordinerer salve og anbefaler i et døgn at køle det forslåede område ned, så hævelsen aftager.
Anders bærer hunden op i lejligheden og lægger hende til rette på sin frakke på gulvet.
Det er midlertidigt, siger han undskyldende til Freja. På den tiende dag går det bedre, hun halter lidt endnu, men kan gå og det er det vigtigste. Haltende forsvinder nok med tiden.
Er du blevet smidt ud på gaden? siger Anders, mens han sidder på sengen ved siden af Freja.
Han har aldrig haft hund før. Ingen venner med hund heller. Faktisk ingen virkelige venner mere. Dem har han mistet. Den ene stjal hans kæreste, en anden snød ham groft i forretningen, så han måtte erklæres konkurs. Den tredje trak ham ind i en tvivlsom investering, der næsten kostede ham friheden.
Heldigvis overlevede han alt det og besluttede at lægge hele sit liv bag sig og flytte til en anden by.
Derfor spørger han ofte dyrlægen til råds, som har givet ham sit kort og sagt, at han kan ringe når som helst.
Ved hjælp af lægens råd får han vasket Freja ren for al snavs.
Han forventede kamp, men Freja fandt sig pænt i badet ingen vrede, ingen nervøsitet.
Bagefter spørger han ind til foderet og tager Freja til tjek nogle gange for at sikre, at hun ikke lider af traumer.
Han er meget bekymret for hendes tilstand: hun spiser dårligt, ligger hele dagen og ænser næsten ikke Anders.
Det er normalt, siger lægen.
Henrik Jensen anbefaler ham at tage hende ud ofte, for det fremmer genoptræningen.
Gå bare ture med hende uden at forvente noget igen. Med tiden vænner hun sig til dig. Måske bliver I endda venner.
Og sådan gik det også. De gamle sår også dem på sjælen heler, og halvanden måned efter den nat i regnen, er Anders og Freja blevet fortrolige.
Måske ikke allerbedste venner endnu, men Freja har fået tillid til ham og er begyndt at spise bedre. Men nu hedder hun ikke længere Freja, men Smilla.
Nyt liv, nyt navn sådan siger man. Hunden vænnede sig hurtigt til sit nye navn, måske fordi det minder lidt om hendes gamle, eller også var det bare tid til at komme videre.
Hver dag, uanset vejret, går de tur sammen, og det føles rart at være to.
Kun når regnen siler ned, bliver Smillas øjne triste, næsten tårevåde. Ikke af regnen, men af minder.
Ja, det er svært at glemme, hvad der er sket. Hunde er ikke mennesker, men hjertets følelser er de ikke fremmede for. Den, der mener andet, har aldrig haft en hund.
En dag i parken, mens de gik tur, fik Smilla lyst til at jage en kat det gør hun, netop som Anders køber kaffe.
November er kold, så en varm kop hjælper lidt. Ikke meget, men lidt.
Da han vender sig om, er hunden væk.
Han efterlader kaffen og løber gennem parken uden at ane, hvor han skal hen, men bare han løber.
Hunden gør højt ad katten, som for længst er sprunget op i et træ, og næsten beder den komme ned, så de kan lege videre.
En sort Land Rover standser i nærheden, og ud stiger Svend.
Han er egentlig bare kommet forbi for at handle, men standser pludselig op og stirrer foran sig.
Freja!
Hunden forstår først ikke, at det er hende, man kalder på. Men da hun hører sit gamle navn igen og genkender svage toner i stemmen, vender hun sig og kigger direkte på Svend.
Freja, kom her! Den forhenværende ejer sætter sig på hug og kalder på hunden med et åbent smil.
Hun har lyst til at kaste sig i hans arme, men noget holder hende tilbage. Hvad tænker hunde i sådan et øjeblik? Ingen ved det, men de tænker uden tvivl noget.
Han forlod hende! Lod hende være alene. Eller hvad? Eller måske har hun bare misforstået det hele, og han har ledt efter hende i al den tid?
Hendes hale ryster svagt. Om det er glæde, nervøsitet eller noget andet, vides ikke.
Da Svend ser, at hunden tøver, springer han hurtigt over hegnet og går selv hen til hende med armen strakt frem.
Freja! Lilleskat! Hvor er jeg glad for at have fundet dig! Kom nu!
Svend begynder at klappe hunden og trækker hende ind til sig, og hun gør ingen modstand. Men hun virker heller ikke lykkelig. Hun logrer ikke med halen, trisser ikke omkring hans ben som tidligere.
Noget holder hende tilbage.
Anders passerer og ser, at en fremmed mand prøver at trække Smilla med sig hen til bilen.
Hvad laver du? Det er min hund!
Han løber hen og griber Svend i skulderen for at dreje ham rundt:
Hvad laver du? gentager Anders, nu med fast stemme. Det der er min hund!
Seriøst?
Hvad mener du? Smilla, kom!
Hun forsøger at gå hen til Anders, men Svend holder hårdt fast i hendes halsbånd.
Smilla? Hun hedder Freja! Det er min hund, jeg har opfostret hende fra hvalp
Og så?
Det kommer ikke dig ved! Hun er min, og jeg tager hende med mig, forstået?
Nej, det gør du ikke! Hunden er min og bliver hos mig! Punktum. Og hvis du skal slås for det, så lad være.
Hvad?!
Svends øjne bliver blodsprængte, ansigtet rødt. Han hæver hånden for at slå, men hunden der ellers har set til uden at reagere knurrer nu truende, slipper fri og vender sig mod Svend med blottede tænder.
Svend stivner af chok.
Mere overrasket end bange. Aldrig har Freja opført sig sådan før aldrig har hun været aggressiv mod ham.
Aldrig har hun set på ham med sådan et blik, fuldt af beslutsomhed. Hun er klar til at bide, hvis det kræves. Han sænker hånden og tager et par skridt bagud.
Smilla, lad være. Kom, lad os gå! siger Anders stille.
Hunden nærmer sig ham, trykker næsen mod hans ben, og bøjer så hovedet, så han kan sætte snoren fast.
De går gennem alléen, dækket af våde blade, og ser sig ikke tilbage. Svend står og klemmer næverne i rasende afmagt.
Det blev aldrig til noget med Gerda bryllup blev der ikke tale om. Hendes far hjalp ikke med firmaet, så han måtte sælge for at dække sin gæld. Han kunne aldrig tilgive sig selv for den nat. Men om noget kunne ændres nej.
Ja, hunde er meget trofaste. Men de er kun trofaste over for dem, der elsker dem forrædere tilgiver de aldrig
Skriv gerne en kommentar: Hvad mener du? Giv et like!
