»Ja, jeg er sådan«: han havde andre kvinder, men han havde ikke tænkt sig at forlade familien
Alle veninderne sagde til Mette, at hun var vanvittig. Og hun… hun vidste det godt selv. Men selv med den erkendelse kunne hun ikke ændre noget. Hendes følelser for manden var forsvundet for længe siden. De var smeltet væk mellem vasketøj, aftensmader, søvnunderskud og endeløst arbejde. Før løb hun hjem på kærlighedens vinger, nu gik hun bare på rutinen – træt, udmattet, med tomme øjne. Som 40-årig så Mette ud som 50, og det var ingen overdrivelse, bare en hård sandhed.
Den eneste, der virkelig havde ondt af hende, var… svigermoren. Anna Kirsten. En kvinde med et svært temperament, men et stort hjerte. Nu boede hun hos Mette og sønnen – hun var kommet til København fra provinsbyen Skælskør for at få behandling, som ikke fandtes derhjemme. Hun fik børneværelset, og selv tog hun sig af den syvårige barnebarn, Freja. Det var for tidligt at lade pigen være alene, mens Mette var væk fra morgen til aften.
Manden… Åh, Jakob. Han opførte sig, som om alderen havde pustet til hans lyster. Han kom sent hjem. Nogle gange først ved daggry. Han lugtede af sød parfume, hvilket han forklarede som »en ny herreduft«, selvom hele opgangen vidste, han havde en anden. Eller flere.
Han begyndte at rode i navnene. Når han kaldte Mette for Lise, eller Sanne, eller Pernille. Hver gang med det selvtilfredse blik – ja, og hvad så? Han gemte sig ikke engang. Han syntes nærmest, han var stolt. »Ja, jeg er sådan her,« lød det i hans blik.
Det kunne have fortsat i al evighed, hvis ikke telefonen en nat klokken tre ikke havde hvinet hysterisk. Endnu en elskerinde ledte efter sin »søde kanin« og krævede at vide: »Hvor er han? Hvorfor svarer han ikke?« Mette var rystet – ikke så meget af opkaldet, men af hvor nemt den kvinde var trådt ind i hendes hjem, hendes nat, hendes liv.
Da Jakob vaklede hjem med tømmermænd ved daggry, kunne Mette ikke holde sig. Hans ting fløj ud i gangen med en vrede, der fik katten at gemme sig under sofaen. Han prøvede at undskylde:
»Ja, jeg har en anden. Men jeg vil ikke forlade familien! Vi har børn. Min mor er syg. Vi er en familie!«
Men Anna Kirsten kom ud fra soveværelset og hævede stemmen for første gang i lang tid:
»Hvis du vil være med en anden, så vær det. Men gør det et andet sted. Jeg finder et sted at bo. Jeg er næsten færdig med behandlingen. Og drengen har eksamener. Det er nok med sofaen. Vi fortjener alle et ordentligt liv!«
Mette prøvede at protestere – det var jo hendes hjem, hun måtte bestemme. Men svigermoren gav ikke op:
»Jeg blander mig ikke, men så længe jeg bor her, tillader jeg ikke, at lejligheden bliver et bordel. Han pakker sine ting. Jeg finder et værelse inden ugen er omme. Resten er jeres sag.«
Under sin ældste søns skarpe blik proppede Jakob, mumlende, sine skjorter og bukser i en sportsbag. Det var pinligt. Ydmygende. Men fortjent.
Efter han var gået, føltes det for første gang i årevis, som om der var stille i huset. RigOg i den stilhed lykkedes det hende endelig at høre sin egen stemme igen.
