Jens havde stegt kartofler og åbnet et glas syltede agurker. I dag var det præcis et år siden, han havde mistet sin Helene. Pludselig blev der banket på døren. Nå, det er dig, sagde Jens med et lille smil, da han så sin nabo Sara stå i døren, og han bød hende indenfor til bordet. De sad lidt sammen, mest i stilhed, og mindedes Helene. Så tog Jens en kuvert op af lommen. Sara, den her kuvert gav Helene mig lige inden hun gik bort, forklarede han og rakte kuverten til Sara. Men den må da være til dig? undrede Sara sig. Bare læs, så forstår du, svarede Jens lavmælt. Sara åbnede kuverten, læste, og fik næsten ikke luft.
Saras svigersøn havde lovet at hente hende fra sommerhuset lørdag morgen. Det var lidt trist at skulle derfra, men nu var oktober næsten slut. Vandet var lukket og det var på tide at tage hjem.
Sa-ra! Sara Jørgensen, er du hjemme? råbte naboen Jens Petersen, mens han bankede på døren.
Kom ind, Jens, jeg er her endnu. Jeg er ved at pakke, svigersønnen sagde, at han henter mig i overmorgen. Han skælder mig sikkert ud igen over alle de tasker men hvad skal jeg gøre, det er næsten kun høsten jeg har med, ikke mine egne ting. Jeg har tørret æbler, det har jo været et æbleår uden lige. Agurker, syltetøj, og lecsjo, ikke sandt? Det kan jeg da ikke bare lade stå. Jeg har jo lavet det hele til familien. Og så meget behøver jeg heller ikke selv.
Nej, det kan du have ret i, Sara. Jeg bliver også her lidt endnu. Det er så smukt om efteråret. Helene elskede virkelig efteråret. Men du, Sara, kan du huske, hvordan vi plejede at lukke sommerhussæsonen sammen? Din Erik var der endnu, vi var unge, børnene var små. Nu er der næsten buske over det hele, men dengang plantede vi små æbletræer og troede aldrig, de ville blive store. Hør, grunden til jeg kom: I dag er det et år siden med Helene. Jeg vil så gerne sidde og mindes hende det føles tomt alene. Måske vil du komme over…? Jeg har stegt kartofler. Vi kunne sidde lidt sammen, mindes Helene, og jeg har desuden noget jeg gerne vil tale med dig om. Hvad siger du?
Selvfølgelig, Jens. Her, tag lidt af de syltede agurker med, jeg kommer om en halv times tid du kan se, alt mit er stadig pakket ud.
De havde været naboer og venner i mange år. Sammen havde de bygget huse, plantet haver, hjulpet hinanden. Sommerfødselsdage blev altid fejret sammen. Sommeren, det var ligesom et lille ekstra liv. Og hver sommer i alle de år var de sammen. Nu kom Saras børnebørn og boede hele sommeren, så hun havde aldrig tid til at kede sig. Erik havde været væk i syv år, men Jens og Helene havde altid været der. Eller, havde været for Helene gik bort sidste efterår. Hun havde lige fortalt Sara, hvor godt hun havde det, at hun havde tabt sig og lignede en model, og så Ja, og denne sommer havde også været lidt underlig. Jens kunne ikke finde ro, han lavede en masse i haven, men hvem skulle plante når Helene ikke var der? Det var som om han hele tiden skulle have hænderne i gang, men det blev aldrig helt til noget. Børnebørnene kom sjældent til Sara, de var på lejr og på ferie med deres forældre. Og alligevel plantede hun tomater og agurker og alt muligt, uden at vide helt for hvem. Hun vandede, lugede og holdt sig i gang.
Nå, Sara trak vejret dybt, hvad skulle hun ellers gøre. Hun skiftede tøj og gik over til Jens, som hun havde lovet.
Der var dækket op, kartoflerne duftede, tomater og de syltede agurker fra Sara var allerede åbnet.
Sæt dig, Sara, mine børn kommer i morgen, men i aften sidder vi to og tænker på Helene. Se, jeg fandt nogle gamle billeder. Her planter Erik og du kirsebærtræ. Og her er vi allesammen, vi har været i skoven efter svampe se alle de kurve. Og her griller vi, og Helene myser øjnene sammen i røgen. Jens skænkede et lille glas op til dem hver lad os skåle for de gamle, for Helene og for din Erik. De sad et øjeblik i stilheden, tog agurker og nød minderne. Så rakte Jens hende den gamle kuvert.
Sara, lov mig ikke at blive forskrækket, men hør mig ud. Sidste efterår gik Helene jo hurtigt bort. Vi tog hjem fra sommerhuset i august, og hun var ved mod og rolig hun var stærk. Vi talte og så gamle film sammen, huskede hele vores liv. En dag sagde hun pludselig til mig: Jens, lov mig at gøre noget for mig. Ligesom et sidste ønske. Ikke noget at diskutere, for vi ved begge, hvad det betyder.
Og så gav hun mig denne kuvert. Se, hun har skrevet det selv så jeg ikke skulle glemme. Læs den, Sara, sagde Jens og rakte den til hende.
Men Jens, den må jo være til dig…
Bare læs, du skal nok forstå.
Sara åbnede kuverten og læste brevet skrevet med Helenes håndskrift:
Jens, elskede, hvad skal jeg sige jeg går nu, før det er vores tid. Men livet fortsætter, og du skal leve for os begge. Jeg ønsker, du skal være lykkelig. Det betyder ikke, at du skal glemme mig men jeg vil ikke se dig trist fra oven. Lad nu være med at være bange for lykken, for vi elskede begge livet. Jeg ønsker ikke, du skal være alene. Måske møder du en anden, og hvis det er Sara, er jeg kun glad. Hun har altid stået dig nær, og jeg tror I kunne passe sammen. Tal med hende om at flytte sammen det vil være det bedste for jer begge. Vi har aldrig givet op i vores liv. Vær sød at leve, selvom det kan gøre ondt. Din Helene.
Sara læste brevet igen og igen og kiggede op på Jens.
Jeg har lovet Helene at gøre, som hun ønskede. Det er mit ansvar at fortælle dig om det, men det er op til dig, sagde Jens, lidt nervøs. Sara, skal vi ikke prøve? Vores venskab er stærkt, og der er ingen, der kan bebrejde os noget. At leve og glæde sig over hver dag det er det vigtigste. At kaste livet bort det ville være synd. Vil du ikke være min kone, Sara? Jeg lover dig, det vil du ikke fortryde.
Sara kunne næsten ikke finde ord, det hele var uventet. Hun så på Jens og sagde så, roligt:
Jens, jeg tænker lige over det. Jeg siger til min svigersøn, at jeg bliver en uge længere jeg kan ikke nå at pakke.
Sådan blev det, og Jens fulgte Sara hjem.
Den nat kunne Sara ikke falde i søvn. Hele hendes liv tonede frem for hende. Mod morgen drømte hun om Erik. Han stod der og smilede: Hvad tænker du på, Sara? Det er altid nemmere at være to. Tag dig nu sammen og gift dig med Jens. Jeg bliver bare glad, for så er min Sara ikke alene.
Sommeren efter fjernede Sara og Jens hegnet mellem deres haver. Pludselig havde de dobbelt så mange børnebørn løbende rundt. Jens lavede gynger og gravede nye bede, som Sara fyldte med alskens grønt. Der var nu mere end nok til hele den store familie. Børnebørnene fik deres egne små stykker have og hjalp til. De voksne børn kom i weekenderne og glædede sig over at forældrene havde hinanden og stadig hjalp hinanden.
Måske var der nogle, der ville dømme dem. Men Helene og Erik så ned på dem med et smil. Ønsket om lykke blev opfyldt. Og livet ja, det gik sørme videre, på sin stille, danske måde.
