Intet kan høres
Flyet stak forsigtigt næsen frem fra skyerne, kiggede sig forvirret omkring, lavede et skævt sving og landede blødt på jorden, som en brudgom der kysser sin udkårne på kinden ved alteret.
Applausen brød løs, men piloterne hørte intet.
Og det gjorde Jens Knudsen heller ikke, for hans ører havde lukket sig under flyveturen.
Jens trykkede og bukkede næse igen og igen.
Luften fandt vej alle steder undtagen de rigtige, og hans hoved blev fyldt med en mærkelig hvid susen.
Tidligt om morgenen vendte Jens hjem fra sit besøg hos sin mor, lige tids nok til at gøre sig klar til arbejde.
Hans hustru, Astrid, var vågen, faret rundt i lejligheden og flyttede ting fra sted til sted som om hun jagede en usynlig fjende.
Jens gik ud i køkkenet og begyndte at pakke sin frokost.
Men lydene vendte ikke tilbage.
Jeg går!
Jeg vil ikke mere!
Jeg orker ikke mere!
Livet, din latterlige løn på et par kroner, lejligheden i udkanten af København.
Jeg troede, jeg havde evig kærlighed, men jeg fangede bare en virus!
råbte Astrid mod Jens med ryggen til, mens han roligt flyttede kartofler fra gryde til termokande.
Jeg går til Lars.
Du kender ham ikke, han kender dig ikke, men han er fantastisk.
Jeg har de følelser for ham, som jeg burde have.
Du skal ikke være bekymret, jeg har ikke gjort noget forkert, jeg går som en ordentlig kvinde, så du ikke skal sladre om mig til din mor!
Jens afsluttede sin madpakke og begyndte at brygge kaffe.
Sig dog noget!
Jeg har tømt min sjæl for dig!
Skat!
råbte Jens om bag skulderen.
Kan du ikke stryge mine jeans?
Jeans?!
Du Jeg snakker om følelser, og du om tøj!
Det hele er håbløst!
Trodde, du ville stoppe mig.
Hun greb en taske forvirret tog hun Jens jobtaske i stedet for sin egen og flygtede ud af lejligheden.
Det var først, da døren rungede, at Jens forstod, at Astrid virkelig var gået.
Hvor skal hun hen nu?
Og jeansene?
Pokkers, hvor er min frokost? Med den slags tanker gik Jens gennem morgenens mærkværdige skilsmisse.
Da han ikke fandt sine to termokander, gik Jens på arbejde i krøllede bukser.
I opgangen nikkede han til formanden for boligforeningen en dame, der kunne få det til at regne med bidrag, som om hun stadig sendte pengene til Valdemar Sejr.
Det blev sagt, at mongolske ånder kunne genoplive heste med hendes parfume og skræmme fjender ud af skjul.
Jens holdt vejret og vendte sig mod døren; elevatoren lukkede sig, og gaskammeret gled nedad.
Du har ikke betalt til insektudrydning.
I dag bliver hele opgangen renset for kakerlakker, sagde formanden.
Jens så, hvordan elevatorens gummilister begyndte at smelte fra hendes duft.
Du kan overføre til min konto inden aften, ikke?
Jens sagde intet.
Kvinden bøjede sig helt ned til hans øre og sagde højt:
Jeg venter på overførsel inden dagen er omme.
Tillykke.
Hvor bliver du overført til?
vågnede Jens pludselig.
Tilbage til Mongoliet?
Han troede virkelig på rygterne om hendes slægtskab til Genghis Khan.
Formanden sagde mange ting til Jens, men han hørte kun ordstumper: -dame, -skab, -tig, -tå, det blev til noget på ældgammel mongolsk.
Han fortsatte bare med at nikke, som til en kunstudstilling.
Elevatordørene sprang op, Jens styrtede ud i frisk luft, og formanden gik på jagt efter bidrag.
Jens arbejdede som elektriker.
Siden sidste uge havde han været på en byggeplads, hvor en besværlig kunde uden kreativitet eller penge insisterede på at få sit hjem forvandlet til et kunstværk.
Materialer og tegninger var som hans humør lidt lurvede.
Jens var ikke alene.
Sammen med ham baksede en blikkenslager og to håndværkere.
Mens Jens bankede vægge til nye ledninger, sved kollegaerne i naboværelser.
Kunden han havde festet hele natten til en vens fødselsdag kom ind i kreative undertoner for at inspicere arbejderne.
Alt er forkert!
råbte han og stampede i gulvet.
Stikkontakterne skal være i skakform, og lampen tre grader til højre for jordens akse!
Gør som jeg siger, eller jeg betaler intet!
Med sådan vilde krav og trusler gik han fra rum til rum, til sidst tog han ophold i børneværelset og faldt i søvn på sække med puds.
Syv timer senere væltede han ud og så resultatet.
I mellemtiden havde arbejderne lavet en åbning mellem køkken og stue, og gæstetoilettet var rykket ind i badeværelset.
Kundens tøj var hvidt af puds, ansigtet af rædsel.
Han huskede intet af sine instrukser og ville beskylde dem for løgn, men de viste ham videoen.
Jens havde ikke ændret noget, hans ører havde intet fanget.
Kunden drevet af følelser eller desperation gav Jens en lille bonus for modstand mod druk-kreativiteten, resten blev fyret for manglende selvstændighed.
Men under pres accepterede han at betale det hele.
Sulten og træt drog Jens til lægen for at få lydene tilbage.
En sur hund fulgte ham, bød på trusler med gøen, men i Jens lydløse verden spillede dyr og mennesker stumme roller.
Uden tale var det svært at tolke det vredne dyr, så Jens gik uanfægtet videre.
Hunden blev hurtigt træt og opgav.
Må lydene være med dig!
sagde lægen, mens han borer Jens ører fri.
Endelig tilbage i lyden, skyndte Jens sig hjem.
På vejen trak han sin bonus op og købte en pølsehorn og en buket til sin kone.
Da han kom til opgangen, blev han mødt af en bedrøvet nabo.
Har du hørt det?
sagde naboen til Jens.
Jeg har intet hørt hele dagen, sagde Jens og stak lillefingeren i øret.
Mikkelsen hende med Valdemar Sejr, du ved har samlet penge fra hele huset og forsvandt ud i solnedgangen.
Flyttede til en anden by og kappede alle bånd.
Hun planlagde det så snedig.
Gik gennem alle syv opgange.
Har du betalt?
Nej, rystede Jens på hovedet.
Hun snakkede om noget med en overførsel i morges, men jeg fangede det ikke.
Heldigt.
Jeg gav hende penge dumt gjort.
Men heldigvis: den tid det tog hende at gå op og ned, døde kakerlakkerne af parfumen, grinede naboen.
Så det er ikke helt slemt.
Lejligheden mødte Jens med duftende mad og en utrolig blid Astrid.
Undskyld mig, min tåbelighed.
Jeg blev helt bims, jeg ved ikke hvorfor.
Må være noget med solens udbrud.
Jeg tager alt tilbage og lover, at jeg ikke har gjort noget dumt.
Ingen Lars.
Jeg tog til min søster, lettede mit hoved, og det hele faldt på plads.
Du reagerede helt rigtigt i morges som en mand.
Det gjorde mig klar igen.
Vil du tilgive mig, min fjollede?
Med varme kys over Jens ansigt bød Astrid ham til bordet.
Jeg har ikke hørt noget, indrømmede Jens, fornemmende at han modtog en usædvanlig belønning.
Tak!
svarede Astrid og omfavnede ham.
Utroligt, tænkte Jens, der ikke havde gjort noget særligt hele dagen.
Måske skulle man ignorere mere så bliver livet lettere.Jens trak vejret dybt og lagde sin hånd på Astrids, som om han endelig havde fundet en knap, der kunne skrue op for lydene i livet.
Alt omkring ham virkede både genkendeligt og nyt selv duften af mad var mere levende.
Uden ord, uden drama, uden forklaring.
Bare to mennesker ved et bord, pølsehorn på tallerkenen, jeans ikke strøget, og stilheden ikke længere tom, men fyldt af mening.
Astrid grinede, let og ægte, og Jens grinede med.
Det rungede i hans nyligt befriede ører som første forårsdag efter en lang vinter.
Han tog en bid og tænkte: Selv i kaos er der plads til fred. Og for første gang i lang tid følte han sig heldig over bare at være at høre, at se, at ignorere når det var nødvendigt, og at sætte pris på det der blev tilbage.
Udenfor dæmpedes aftensolen, og lyset fra køkkenet ramte et gammelt familiemaleri, hvor det lignede, at selv Valdemar Sejr smilede godkendende.
Jens skubbede sine jeans længere ind under bordet, rakte ud efter Astrids hånd og lod sig opsluge af nuet lydens, kærlighedens og den nye ro.
Og inde i ham var der ikke længere nogen hvid susen, kun en varm melodi, der lød som hjemme.
Intet kan høres