Ingen ventede ham Da vores far rejste ud for at tjene penge og forsvandt, gik jeg i femte klasse, og min søster Maria i første. Han forsvandt fuldstændig – før det havde han bare været væk i måneder ad gangen. Han og mor var aldrig gift, far var en fri fugl, altid på farten rundt i Danmark. Han kom og gik som det passede ham, men altid med penge og gaver. Mor holdt ud, for hun elskede ham over alt. – Volle, kom nu hjem igen snart, bad hun. – Rolig nu, Tais, vent på mig med gaver. Han kyssede hende hurtigt og var væk. Imens passede fars bror, onkel Knud, på os. Mor må have været lidt glad for ham – han sagde aldrig noget, men vi kunne altid regne med ham. – Hvordan går det, Tais? – spurgte Knud, når han kom forbi. – Og med ungerne? – Hurra, onkel Knud er her! – råbte jeg og kastede mig i armene på ham. – Dav, Dennis, sagde Knud og klemte mig kort. Jeg ønskede bare, han var min far. Hver weekend tog Knud os med ud, mens mor slappede af. Nogle gange deltog hun, andre gange sad hun hjemme og tænkte over sin kvindeskæbne. Da jeg blev ældre, kom Knud med et gymnastikstativ og monterede det i gangen. Far havde været væk i næsten et halvt år. Jeg hjalp med at skrue tingene op. Maria stod og kiggede, imponeret over hans dygtighed. – Hvorfor gifter du dig ikke, Knud? Du er så handy, enhver kvinde ville elske dig! sagde Maria, allerede klog af mors samtaler med veninderne. – Jeg har ikke mødt nogen, Maria. Kommer tiden, gifter jeg mig. – Men vil du slet ikke have børn? Knud lagde værktøjet og sagde alvorligt: – Jer to er rigeligt for mig. Vil du af med mig? – spurgte han. – Mig? Nej da, Knud. Jeg er altid glad for dig. Senere spurgte jeg Maria: – Skal du drille ham sådan? Hvis han bliver sur, kommer han ikke mere. – Far kommer jo snart med gaver, svarede hun drømmende. – Han har solgt dig for gaver. Ved du, hvad Knud har brugt på stativet? – Jeg er ligeglad med det. Jeg vil have kjoler og dukker, ikke klatre som en abe. Denne gang kom far aldrig. En dag snakkede Knud med mor, der græd bittert. – Du kender ham, Tais… Han vil bare det nemmeste og bedste. Mor græd højt og længe. Knud kom stadig som før, hjalp til, gik ture med os. Til sidst talte han med mor om kærlighed. – Jeg fortjener lykke, sagde Knud. – Måske, men jeg elsker stadig ham. Hvis du vil have sådan en som mig, uden hjerte… Vi begyndte at leve videre. Maria holdt med den, der gav hende mest. Men hun indså også, at der ikke kom flere gaver fra far. Knud tog sig af familien, mor fik en søn, Viktor. Knud var lykkelig, de blev gift, og alt begyndte at falde på plads. Jeg gik ud af gymnasiet med fine karakterer og skulle på universitetet. Mor strålede: – Vi får en videnskabsmand i familien, Knud! – Så skal jeg bare have lidt champagne, glem de fine ord, sagde jeg. – Som om du ikke har smagt før, fnøs Maria. Viktor kravlede rundt, Knud tog ham på skødet. – Opfør dig pænt, Viktor! Viktor lavede sjov, vi grinede alle. Så ringede det på døren. Mor åbnede – der stod far. Stilhed. Han kiggede rundt: – Fortsæt, hygg jer. Viktor gik hen mod ham, men far lagde ikke mærke til ham. Mor greb Viktor og brugte ham som skjold. Knud rejste sig. – Hvor skal du hen? spurgte mor. – Jeg… skal ud og trække luft. Han gik ud, jeg ville følge efter, men Maria stoppede mig. – Lad mig gå efter Knud – du lytter bedre end mig! Hun havde ret – jeg blev og lyttede. – Tais, blev du gift med Knud? spurgte far. Mor tav. – Nu er jeg tilbage! Lydene afslørede ballade, et skænderi og den bange Viktor. – Du skal gå nu, Villy, sagde mor. Ingen ventede dig. – Du lyver, jeg kan se det i dine øjne. – Men jeg har sagt mit – gå! Far så mig i gangen. – Lytter du med? Du går langt, dreng. Men jeg var ligeglad. Mor trøstede Viktor, satte håret og dækkede bord som en sand multitasker. – Han var lige ved at ødelægge vores fest, sagde hun. Hvor er de andre? Viktor havde glemt al ballade og flyttede rundt på møblerne. Ude i parken sad Maria og Knud på en bænk, hun holdt fast i ham. Jeg havde så længe villet sige det. – Knud, nu går vi hjem. Mor kalder. Knuds hænder rystede, Maria lagde sine ovenpå. – Ja, lad os gå hjem, far. Vi gik. For i dag havde vi noget at fejre. Jeg havde bestået gymnasiet.

Det havde vi ikke regnet med

Vores far, Morten, forsvandt, mens jeg gik i femte klasse og min lillesøster, Solveig, lige var startet i første. Egentlig var det ikke første gang, han var væk; han forsvandt bare altid for en tid, da han arbejdede rundt omkring i landet. Forældrene var aldrig gift faren var en fri fugl, der kom og gik som han ville. Når han vendte hjem, havde han kronede DKK og gaver med til os. Mor, Birgitte, holdt ud, fordi hendes kærlighed til ham var meget større end al fornuft.

– Morten, kom nu hjem snart, sagde hun bedende.
– Rol nu, Birgitte. Jeg kommer med gaver, bare vent og se.

Han kyssede hende distræt og var væk igen. I hans fravær var det min onkel, Karsten, der sørgede for os. Måske var han lidt glad for mor han sagde det aldrig direkte, og behandlede hende helt almindeligt, men vi kunne altid regne med ham.

– Hvordan går det, Birgitte? Er ungerne okay? spurgte Karsten, når han kom forbi.
– Hurra, Onkel Karsten er her! råbte jeg og styrtede hen for at kramme ham.
– Hej, Thomas, sagde han, og klappede mig på ryggen.

Jeg ville egentlig hellere have haft ham som far. Om aftenen tog Karsten Solveig og mig med ud mor havde pauser, og indimellem var hun med, indimellem sad hun hellere hjemme og tænkte på sin svære kvindeskæbne.

Da jeg blev større, kom Karsten med en ribbevæg til gangen og installerede den. Morten var ikke set hjemme i over et halvt år. Jeg hjalp med at skrue den fast, mens Solveig observerede, hvordan Karsten fik sat baren op og reb og ringe.

– Karsten, hvorfor gifter du dig ikke? Du er så dygtig, enhver kvinde ville elske sådan én som dig, sagde Solveig, klogere end sin alder.
Hendes visdom stammede fra mors snak med veninderne.
– Jeg har ikke fundet en endnu, Solveig. Finder jeg én, så gifter jeg mig svarede han.
– Men vil du slet ikke have dine egne børn?
Solveig slog ud med armene og grinede.
Karsten lagde værktøjet fra sig og blev alvorlig:
– Jeg kan sagtens nøjes med jer. Måske prøver du bare at slippe af med mig? sagde han med et smil.
Solveig rystede på hovedet:
– Nej, Karsten jeg er altid glad for dig!

Senere på dagen spurgte jeg Solveig:
– Hvorfor prikker du sådan til ham? Pas nu på, han bliver måske fornærmet og holder op med at komme.
– Jamen far kommer med gaver snart, sagde hun drømmende, og troede stadig på det.
– Du er da tosset. Ved du, hvor meget de redskaber har kostet ham?
– Jeg vil da hellere have kjoler og dukker. Jeg er ikke en abe, der klatrer på ribber!

Men far kom ikke tilbage, denne gang. En dag kom Karsten, og trak mor med ud i køkkenet. Jeg hørte hende græde gennem døren.
– Birgitte, græd nu ikke. Jeg forlader jer ikke. Du ved jo, hvordan han er altid videre til det næste, der lokker mere.
Mor hulkede højt og vidt.

Alligevel kom Karsten stadig, ligesom han plejede. Han hjalp, ordnede ting i huset og gik tur med os. En dag tog han mod til sig og talte med mor om sine følelser. Jeg stod uden skrupler og lyttede.
– Karsten, jeg er ikke god for dig. Du er så ordentlig. Du fortjener rigtig lykke, sagde mor.
– Det kan jeg selv bedømme, svarede han stædigt.
– Hvad hvis Morten vender tilbage?
Karsten sagde ingenting.
– Jeg venter stadig på ham, Karsten. Jeg elsker ham, kan ikke gøre for det. Hvis du virkelig vil have sådan én som mig uden hjerte.
Jeg listede væk fra døren, vred på mor. Tænk, hun blev ved med at vente!

Vi levede videre. Solveig var sin fars datter hun holdt af dem, der gav hende. Men hun var nok også ved at indse, at det var slut med far og gaver. Karsten gjorde alt for os, og til sidst fik mor og ham en dreng sammen, Jonas. Karsten var lykkelig, og de blev gift. Det hele faldt til ro.

Jeg klarede gymnasiet uden problemer og kom ind på universitetet på SU. Mor strålede af stolthed.
– Tænk, Karsten, vi får en akademiker i familien!
– Ja, vi kan da også noget. Vi lever da ikke af rugbrød alene, grinede Karsten.
– Stop nu, jeg er ingen forsker, rødmede jeg. Giv mig nu bare lidt champagne i stedet
– Som om du ikke har prøvet før, fnyste Solveig.

Jonas kravlede på bordet og forsøgte at vælte det. Karsten løftede ham og satte ham på skødet.
– Nu lillemand, nu må du sidde roligt. Du er ikke baby mere!
Jonas snuppede en ske og lavede skøre grimasser; alle lo.

– Ringer det på døren? spurgte Solveig lynhurtigt.
Mor åbnede, og trak sig straks tilbage. I døren stod far, Morten. Stilheden bredte sig. Han så rundt og sagde bare:
– Fortsæt bare festen.

Vores lillebror Jonas gik hen imod ham, men far lagde ikke mærke til ham. Mor tog Jonas op og brugte ham som skjold. Karsten rejste sig op og vaklede.
– Hvor skal du hen? hviskede mor.
– Jeg jeg har brug for luft.
Han gik, skubbede blidt til Karsten på vejen ud. Jeg rejste mig for at gå efter ham, men Solveig nåede mig først.

– Skal jeg gå efter? Du bliver, og ser hvad der sker, hviskede hun.
– Men
– Kom nu, Thomas. Du er bedst til at lytte!

Hun smuttede ud til Karsten, og jeg blev og lyttede med hjertet i halsen, bange for, hvad mor nu ville gøre. Hun havde jo ventet hele sit liv. Hvad med os?

– Birgitte, giftede du dig med Karsten? spurgte far sarkastisk.
Mor tav.
– Birgitte, det der var engang. Nu er jeg her igen.
Man kunne høre tumult, en lussing og Jonas græd.
– Skrid, Morten, sagde mor med gråd i stemmen.
– Birgitte, hold nu op.
– Ud! Du hører ikke til her længere!
– Du lyver, jeg kan se det på dine øjne.
– Jeg mener det, sagde hun bestemt.

Han gik. Så mig i gangen.
– Lytter du med? Okay, det skal du nok få brug for.

Det rørte mig ikke, hvad han syntes. Jeg gik ind, hvor mor ordnede Jonas, hår og bord på én gang. Som en dansk multitasker.
– Pyha, han var lige ved at ødelægge festen, sagde hun og smilede skævt. Hvor blev de andre af?

Jonas havde allerede glemt mors skænderi; han legede stille videre. Jeg gik ud på vejen. Solveig og Karsten sad på en bænk i parken. Solveig holdt fast i hans hånd og lagde hovedet på hans skulder, som om hun frygtede, han skulle gå fra hende. Jeg gik om bag dem, havde haft lyst til at sige det længe. Så jeg trådte frem, kiggede Karsten i øjnene.

– Far, kom nu hjem. Mor kalder.
Karstens hænder rystede, Solveig lagde sine ovenpå og kiggede op.
– Ja, kom, far!

Vi gik hjem. Det var jo en festdag jeg havde bestået! Og vi havde lært, at kærlighed er mere end gaver: Den handler om, hvem der bliver, når stormen raser, og hvem der kan holde fast, uanset hvor meget hjertet bløder.