“Du har intet at forsvare dig med over for mig,” sagde Mette og løftede hånden mod sin mor, som om hun pegede mod døren. “Gå ud!”
Mette forlod universitetet og gik i den modsatte retning af busstoppestedet. Der var kun få dage til International Kvindedag, og hun havde endnu ikke købt en gave til sin bedstemor. Hun kunne bare ikke finde den rigtige. Hun skyndte sig mod butikken, da en dæmpet ringetone lød fra hendes taske. Mette stoppede og fandt telefonens frem. Bedstemor.
“Bedste, jeg er der snart,” sagde Mette.
“Godt,” svarede bedstemor.
Der var noget underligt ved bedstemors stemme, som om hun havde dårlig samvittighed.
“Er der noget galt?” spurgte Mette hurtigt, før bedstemor kunne lægge på.
“Alt er fint. Men… kom hurtigt hjem.” Og så blev forbindelsen brudt.
Mette lagde telefonen tilbage i tasken, vendte om og skyndte sig mod busstoppestedet, mens hun spekulerede på, hvorfor bedstemor insisterede på, at hun skulle skynde sig hjem. *Det er tydeligt, der er sket noget. Men hvorfor sagde hun det ikke? Jeg burde ringe tilbage, ellers dør jeg af utålmodighed…* Netop da så hun, at hendes bus nærmede sig, og hun løb hurtigt for at nå den.
*Måske blev bedstemor bestjålet i butikken? Eller fik hun det dårligt, et højt blodtryk? Det lyder sandsynligt. Hvorfor kører denne bus så langsomt? Jeg kunne have gået hurtigere selv…* Tankerne rev gennem hovedet på hende, mens hun stirrede utålmodigt ud ad busvinduet på Københavns gader.
Endelig nåede hun sin stoppested. Hun steg ud og skyndte sig hjem mod huset. Da hun trådte ind i gården, kastede hun et blik mod deres vinduer. Selv om der stadig var lyst udenfor, var der tændt lys i stuen. En bølge af bekymring jog gennem hende, og hun løb ind mod opgangen. Ved døren fumlede hun i tasken efter nøglerne.
“Hvor helvede er de?!” udbrød hun frustreret.
Lige da klikkede låsen, døren åbnede sig, og bedstemor kiggede ud.
“Ventede du ved døren på mig?” spurgte Mette forbavset.
“Kom ind,” svarede bedstemor kort og trådte til side.
Mette trådte ind i entréen og studerede bedstemors ansigt. Hun kunne tydeligt se, at hun var nervøs.
“Hvad er der galt, bedste?”
“Der er noget, Mette…” Bedstemor kastede et blik mod den lukkede stuedør og hviskede derefter: “Vi har gæster.”
“Hvem?” spurgte Mette lige så lavmælt.
En underlig uro bredte sig i hende. Tanker om, hvem der kunne være kommet og fået den ellers så rolige bedstemor til at se så bekymret ud, rev gennem hendes hoved.
“Du vil se det snart. Få lige hurtigt jakken af,” sagde bedstemor.
Da Mette hængte sin jakke op, bemærkede hun en fremmed frakke allerede på knagerækken. Under den stod et par høje, hvide støvler. *Dem kunne jeg kun drømme om at eje,* tænkte hun og stillede sine egne sko til side.
Hun så spørgende på bedstemor, men denne gav hende kun et bekymret blik tilbage, før hun åbnede stuedøren. Mette glattede nervøst sit hår og trådte ind. Normalt var der kun tændt en lamp om aftenen, men i dag lyste alle lamper fra loftet. I øjenkrogen opfangede hun en bevægelse fra sofaen og vendte blikket mod den.
En kvinde i en sort kjole rejste sig. Måske var det den mørke farve, der gjorde hendes fremtrædende kraveben endnu mere tydelige. Hendes mørke hår sad i en rodet frisure, med løse lokker, der faldt ned i ansigtet. Hun så træt ud. Syg, måske. Eller som om hun lige var kommet hjem fra en begravelse.
Da kvinden så Mette, forsøgte hun at smile, men det så unaturligt ud. Og så gik det op for Mette. Et enkelt ord skød gennem hendes hoved: *mor.* Men det forsvandt lige så hurtigt. Hun havde ikke noget andet navn til hende. Bare en fremmed kvinde. Hun havde ikke set hende i fjorten år, men genkendte hende alligevel.
Kvinden længes måtte have læst alt i Mettes blik, for hendes falske smil forsvandt, og hun så knækket ud. Hvad havde hun regnet med? At Mette ville løbe glad ind i hendes arme?
Engang havde hun været smuk, men nu så hun slidt ud. Sort klædte hende slet ikke – det gjorde hende kun ældre. Hvor gammel var hun? Bedstemor havde sagt, hun var nitten, da hun fødte Mette. Mette var nu tyve. Så hun måtte være niogtredive. Men hun så meget ældre ud. Livet havde været hårdt ved hende.
“Hej, skat,” sagde kvinden. “Sikken en smuk ung kvinde du er blevet. Bedstemor fortalte, at du har en kæreste.”
Mette sendte bedstemor et bebrejdende blik. *Hun har allerede fortalt hende alt.* Bedstemor så ned i gulvet. Kvinden tog et skridt frem, men Mette trak sig tilbage, og hendes mor blev stående som fastnaglet. Mette ville egentlig bare løbe væk – langt væk – og aldrig se hende igen. For meget smerte og vrede vækkede denne kvindes pludselige optræden i hende.
“Hvorfor er du kommet?” spurgte hun og løftede hagen. Hendes stemme var fyldt med smerte, had og vrede. Præcis, hvad hun følte i dette øjeblik.
“Jeg er kommet hjem. Din fødselsdag er snart,” svarede moderen, mere selvsikker denne gang, og forsøgte igen at smile. Men Mettes stikkende blik fik hendes læber til at synke.
“Om to uger. Lidt sent at huske, hvad? Hvorfor kom du ikke før? Eller ringede? Bare én gang?” Mette pressede på, som om hun ledte efter de ord, der kunne ramme hårdest.
“Mette, husk nu – hun sendte penge,” indskød bedstemor skyldbevidst.
“Åh ja, det husker jeg godt. Hele tusind kroner! Vi købte pasta, ris og havregryn, så det kunne holde lang tid. Indtil næste fødselsdag. Hvorfor kom du ikke bare til at sende dem igen? Eller har du ikke råd denne gang? Kom du i stedet selv for at gøre os en tjeneste?” Mette fnøs, men hendes øjne forblev iskolde.
“Jeg har ikke brug for dine penge. Og jeg har ikke brug for dig. Du skal ikke komme på min fødselsdag. Du har set mig nu – så kan du gå tilbage, hvor du kom fra.”
Men moderen rørte sig ikke.
“Da jeg kom hjem fra skole, fortalte bedstemor altid glad, at du havde ringet. At du hilste og lovede at komme snart. Og jeg, denMette lukkede døren bag sig og lod tårerne falde, mens hun for første gang i sit liv overvejede, om nogle sår måske alligevel skulle heles.
