Ingen magi
Nytåret nærmede sig hurtigt og ubønhørligt, som et InterCity-tog gennem vintermørket.
For mig, Peter, fik den ræsende tid det hele til at føles lidt uvirkeligt. Jeg stod, i overført betydning, på perronen og så toget svinge ind. Men jeg havde ikke nogen billet fremtiden virkede tam, og den der hyggelige nytårsstemning var fuldstændig forduftet.
Hvorfor havde jeg dog inviteret gæster? Hvem har lyst til at fejre nytår sammen med en fiasko?
***
Den 31. december begyndte med en god gammeldags katastrofe: efter ti års tro tjeneste havde min vaskemaskine besluttet sig for at gå på pension, og forvandlede badeværelset til en sø midt om vinteren.
At finde en blikkenslager på årets sidste dag er noget af et eventyr! Men jeg brugte masser af tid og nerver og, mod alle odds, fik jeg fat på én og kunne endelig slappe lidt af. Måske sluttede uheldene nu?
Men nej
Midt på dagen gik min røde kat Egon, husets selverklærede gourmet i krig. Han stjal og åd al leverpostejen, som jeg ellers havde købt til aftens nytårstapas, og efterlod mig tilbage med lidt kedelige ærter og syltede agurker.
Men Egon var ikke færdig; han besluttede sig for at jage en lille fugl, der havde sat sig i vindueskarmen ved den åbne køkkenrude
Mit kæmpe figentræ væltede, tog juletræet med sig, og det slukkede samtidig min gamle, elskede lyskæde for altid.
Lerskår, barndommens julekugler og pottemuld alt sammen i én stor sorgfuld bunke.
Jeg var tæt på tårer, da jeg stod og ryddede det hele op.
Så røg mit fine glasfad, kyllingen brændte på, og så, endelig, faldt det sidste strå: Gæsterne var lige på trapperne, og jeg opdagede til min rædsel, at jeg havde glemt at købe kransekage. I panik greb jeg mobilen og ringede til min søster.
Freja, det er krise! Jeg har glemt kransekagen!
Slap af, lød hendes muntre stemme, jeg er allerede hernede. Kom bare ud, så klarer vi den.
Hvor er du?
Siger det jo: Udenfor din opgang!
Da jeg kom udenfor, var det et helt tableau: Freja stod med bilen, ved siden af hende min bedste veninde Mille med en kæmpe bærepose, og morbror Grethe altid forudseende med et fad kold fiskesalat i hænderne.
Hvorfor har du slæbt et helt fad med fiskesalat?! udbrød jeg.
Man ved aldrig svarede hun myndigt, kender jer unge. Vi har hele natten foran os! Har du nu husket at lave kartoffelsalat?
Jeg trak bare på skuldrene…
Mens pigerne løb efter kransekagen, gik Mille i gang med serpentinerne hvilket naturligvis endte med at Egon forvildede sig totalt ind i dem og lignede et lille rumvæsen.
Frejas mand, Anders, var heldigvis kommet direkte fra arbejde og tog straks ansvaret med at redde katten.
Egon var nærmest ligeglad, indtil han så mig så løb han hen imod mig med sådan en entusiasme, at Anders fik et stort rødt mærke på armen som souvenir.
Vi plasterede Anders, og han tilbød straks at hjælpe i køkkenet dog mest med filosofiske betragtninger som en salat er også et spørgsmål om livsanskuelse og ikke bare ingredienser. Mere skulle vi nu ikke bede om, og Freja og jeg fnisede over det.
Peter, hvad er det for en kasse? råbte Mille inde fra stuen. Der står: Godt Nytår. Og der er en besked på siden: Åbn ved midnat. Hilsen Farmor Karen.
Jeg ilede ind:
Nå ja! Freja, det er fra farmor! Hun sagde før jul, at jeg skulle åbne den klokken to i nat. Hun lovede en overraskelse.
Spændende! sagde Freja og så nysgerrigt på pakken, kan vi ikke bare åbne nu?
Jeg rystede på hovedet.
Nej, hun kan finde på at spørge næste dag! Tænk hvis hun har sat en kodelås på eller sådan noget. Vi må vente.
Alle blev lidt mere spændte. Selv morbror Grethe trak ind i stuen og satte sig tættere på kassen, med øjnene nysgerrigt glimtende i lyset.
***
Senere så vi statsministerens nytårstale, skålede i bobler, spiste katte-leverpostej, grinede, diskuterede og pludselig…
Er klokken to? spurgte jeg ja, så er det vist på tide. Jeg løftede ceremonielt kassen: Farmors overraskelse!
Som eneste mand, lod de mig naturligvis åbne den.
Jeg roterede lidt på låget og fik det op.
Indeni, på et lag vat, lå ikke penge og gamle billeder. Nej, der var snesevis af små sammenrullede sedler, ombundet med kulørte bånd. På hver seddel sad et lille klistermærke med et navn.
Hvad er det her? mumlede Anders undrende.
Jeg tog den første seddel med Peter på og læste højt:
Peter, min kære dreng. Har alting igen drillet dig i dag? Gik vaskemaskinen i stykker? Spiste katten leverpostejen? Det er ikke værre. Husk: Hver en katastrofe er en oplagt grund til at bestille pizza og se en god film. Kransekage kan man sagtens købe næste dag. Det vigtigste er, at der er nogen, der vil spise pizza med dig. Jeg elsker dig helt til månen og tilbage. Knus, farmor Karen.
Et øjeblik var der helt stille. Så brød latteren løs.
Jeg grinede, til tårerne sprøjtede.
Hvor vidste hun det fra?
Det er magi, hviskede morbror Grethe.
Mig! Mig! råbte Freja ivrigt.
Hun rullede sin seddel op:
Freja, min pige. Hold nu op med at diskutere med Anders omkring småting. Giv ham et kram i stedet. Han er god nok, også selvom han kan snakke meget. Begynder han igen, så kys ham! Det slår al logik. Knus til jer begge.
Anders blev rød som en krabbe og kyssede Freja, straks til alles vild jubel.
Mille fnisede, da hun pakkede sin seddel op:
Mille, min smukke. Led ikke efter kærligheden på barer men på biblioteket eller i Føtex. Der er gode mennesker de har bare ikke moderigtige, stramme bukser. Og stop nu med at farve håret lilla. Din naturlige farve er bedst!
Hvor vidste hun det med håret fra? udbrød Mille overrasket, jeg skiftede jo farve i forgårs!
Endelig blev det Grethes tur. Hun foldede sin seddel ud som med en statshemmelighed.
Grethe, kære. Du er den klogeste af os alle og altid med på det hele. Men der er ét råd, du ikke kender: Nogle gange er det bedste, man kan gøre, bare at tie stille og tage et stykke kage. Kærlig hilsen fra mor Karen.
Morbror Grethe læste det, rødmede langsomt og tog et stort stykke kransekage, uden at sige andet den nat. For første gang i mange år kom der ingen gode råd fra den kant.
***
Der blev talt, grinet og festet til den lyse morgen.
Vi ringede til farmor Karen over Skype, og hun, siddende i lænestolen langt fra os, smilede og sagde: Mine kære! Hvor er jeg glad for, det lykkedes! Ingen magi. Jeg kender jer bare godt og elsker jer endnu mere!
Dagen efter, mens jeg ryddede resterne væk, samlede jeg alle sedlerne i et fint glas, som jeg stillede midt i stuen. Det var ikke bare små hilsner. Det var farmors opskrift på lykke: Vær ikke bange for kaos, grin af uheld, sæt pris på dem du har, og spis det, du har lyst til men pas på ikke at overspise. Og husk, at den største gave i livet er at vide, at der altid et sted findes nogen, som forstår og elsker én. Altid.
