Kirsten Mikkelsen fyldte snart halvtreds, men hun havde kun få grå hår at vise for det. Til gengæld havde hun pludselig fået en uro i kroppen, og det var hele hans skyld – Mads. Han dukkede op ved universitetet, hvor en gammel ven fra studietiden underviste. Det skulle have været en hurtig sms, men det blev skæbnesvangert.
Mads stod ved vinduet, og sollyset legede i hans mørkblonde hår. Hans skarpe, grønne øjne og slanke figur udstrålede liv og en smule frækhed. Kirsten, en kvinde der længe var forbi ungdomsårene, følte sig pludselig ung igen. For hende var han som en drøm – en eventyrprins, en siren, en fe. I virkeligheden var han bare en almindelig studerende, men det gik først op for Kirsten langt tid senere. I det øjeblik var hun fortryllet.
En sådan passion havde hun aldrig følt for hendes mand, Henrik, selv ikke i deres tidlige år sammen. De havde 30 års ægteskab, to børn, et fælles liv, et hus, og sjældne skænderier. Det hele forsvandt ud af hovedet på hende, så snart hun så Mads.
Han gjorde ikke meget for at modstå opmærksomheden fra den modne kvinde. Tværtimod – han opmuntrede den. For ham var hun en mulighed. Opvokset i en beskeden familie og kun lige akkurat kommet ind på universitetet, drømte han om at sætte sig fast i storbyen. Kirsten var hans gyldne billet.
“Han er da gammel!” sagde hans roommate, Jonas. “Er du blevet tosset? Kan du overhovedet forestille dig at bo med hende?”
“Gammel? Overhovedet ikke,” svarede Mads. “Hun er fuld af energi, velhavende og helt vild med mig. Jeg satser på, at hun siger ja til at gifte sig med mig.”
Kirsten forelskede sig virkelig. Hun var øm, gavmild og opmærksom. Men hun nævnte aldrig skilsmisse. Mads ventede og håbede. Hans plan var simpel: Kirstens børn var flyttet hjemmefra, hendes mand var rask, de levede et roligt liv. Og hun havde penge. Alt pegede på et bryllup. Men Kirsten begyndte pludselig at blive træt. Det viste sig, at hendes tempo med en yngre elsker var for meget for en midaldrende kvinde. Hun ville have det nok med at ses en gang om ugen – helst på et hotel – og så ellers være hjemme, hvor der var hygge, grønlangkål og hendes elskede Henrik.
Mads begyndte at kræve mere:
“Hvorfor kan vi ikke bo sammen? Du har jo den lejlighed!”
“Den er udlejet,” løj hun. I virkeligheden var den tom. De havde planer om at renovere den. Men at bruge den som et kærlighedsnæste var ikke en del af planen.
“Lej en ny så! Du er da en kvinde!”
Skænderier kom oftere. Så ramte hammeren.
“Jeg er gravid, skat,” sagde Mads (ja, sådan kaldte han hende). “Er du glad?”
Kirsten stivnede. Hun havde planer om at slå op – hun var endda kommet hjem fra en forretningsrejse tidligere for at tale om det. Og nu dette.
