25. marts
I dag blev jeg igen mindet om, hvor stor kløft der kan være mellem generationerne og hvor svært det kan være at følge med tiden uden at miste fodfæstet. Min datter, Lærke, fyldte 18 år for nylig, og som fødselsdagsgave gav vi hende noget, hun havde ønsket sig længe: et lille sommerfugletatovering på håndleddet. Det virkede så uskyldigt og harmløst, men i familien blev det alligevel startskuddet til en mindre storm.
Min mor, Ingrid, var især rystet. Allerede da Lærke viste hende sit nye tatovering, gik hun næsten i panik og sagde, at sådan noget hører kun til i fængsler og spurgte, om vi virkelig havde tænkt os at lade hende gå rundt med sådan en smitte. Hun ringede til mig senere på dagen for at fortælle, hvor foruroliget hun var, og kom med det klassiske spørgsmål: Har I helt glemt, hvordan det var, da vi var unge?
Lærkes venner gjorde bestemt ikke situationen nemmere. De rottede sig sammen og sagde ting som: Du bliver aldrig optaget på universitetet nu! og Kig dig for, firmaerne gider ikke sådanne medarbejdere! Endda snakken om, at hun aldrig ville finde den rette kæreste, blev vendt og drejet, nærmest som en gammel skrøne der ikke vil dø.
Ingrid kunne ikke lade være med at give os skylden. Hun mente, vi var for eftergivende, og hun var fuldstændig forbløffet over, at vi ikke havde talt med hende, før vi tog Lærke med til tatovøren på Vesterbro i København. For hende var det et spørgsmål om god opdragelse og rettidig omhu, og hun mente, vi burde have været de voksne og sat fod ned.
For os, derimod, var det helt naturligt at give Lærke noget hun virkelig havde drømt om, nu hvor hun fyldte atten. Hun har altid klaret sig godt i gymnasiet, er fornuftig og bevarer overblikket, så vi tænkte, at hun havde fortjent denne lille frihed og 950 kroner skulle ikke stå i vejen for hendes glæde. Vi forsøgte at forklare min mor, at tingene har ændret sig, og at tatoveringer i dag er en slags kunst et personligt valg, ikke et tegn på kriminalitet.
Men jeg må indrømme: det var svært ikke at mærke splittelsen mellem mors synspunkter og vores egne. At se hende ryste på hovedet og fastholde, at sådan noget gjorde man bare ikke dengang fik mig næsten til at grine og ryste på hovedet på én gang. Tiderne ændrer sig, og vi kan ikke holde dem tilbage, uanset hvor meget vi prøver.
I sidste ende var Lærke lykkelig for sin gave og gik stolt rundt med sit lille kunstværk på håndleddet. Ingrid må nok bruge lidt ekstra tid på at vænne sig til den nye virkelighed. Om vi burde have sagt nej? Det bliver man kun klogere på med tiden. Jeg tænker, at det vigtigste er, at vores børn føler sig set og hørt og at de lærer at tage ansvar for deres egne valg, også når de ikke falder i alles smag. Nogle kampe er værd at tage, andre må vi lade fare for at komme videre. Det har jeg i dag for alvor lært.
