Der er ingen glæde uden kamp
“Hvordan kunne du havne i sådan en situation, naive pige? Hvem vil tage dig til sig nu, hvor du er med barn? Og hvordan har du tænkt dig at forsørge det? Du kan ikke regne med mig. Jeg har allerede taget mig af dig, skal jeg nu også tage mig af dit barn? Jeg vil ikke have dig her mere. Pak dine ting og forlad mit hjem!”
Sofie stod tavst med blikket sænket. Det sidste håb om at moster Agnete ville lade hende bo lidt bare til hun fandt arbejde svandt bort lige for øjnene af hende.
Hvis bare mor var her endnu
Sofie kendte aldrig sin far, og hendes mor døde for femten år siden i en trafikulykke kørt ned på et fodgængerfelt af en spritbilist. Hun var nær endt på børnehjem, men da dukkede en fjern slægtning op, nemlig mormors kusine. Moster Agnete havde fast arbejde og et lille hus, så myndighederne ordnede hurtigt papirerne på Sofies vegne.
Agnete boede i udkanten af en lille by på Sydsjælland, hvor somrene var lune og vinteren ofte bød på slud og regn. Sofie havde aldrig manglet mad, var altid klædt pænt og havde lært at tage fat. Hus, baghave, høns og katte der var altid nok at tage sig til. Måske manglede der lidt kærlighed, men hvem lagde mærke til det?
Sofie var flittig i skolen og kom ind på Læreruddannelsen i Næstved. Studietiden gik hurtigt, men nu var det hele slut; eksamenerne var bestået, og hun var vendt hjem til den by, der var blevet hendes. Men hjemkomsten var langt fra lykkelig.
Da moster Agnete havde fået luft for sine frustrationer, tog hun sig lidt sammen.
“Nå. Det er nok. Forsvind herfra. Jeg vil ikke se dig mere.”
“Moster Agnete, må jeg bare”
“Nej. Jeg har sagt mit.”
Uden flere ord greb Sofie sin gamle kuffert og gik ud på gaden. Havde hun forestillet sig dette øjeblik på denne måde? Fornedret, forkastet og oven i købet gravid, ganske vist kun i tidligt stadie, men hun havde ikke længere lyst til at gemme det.
Et sted at bo måtte hun nu finde. Hun vandrede af sted, opslugt af sine tanker, uden at lægge mærke til de danske sommeromgivelser.
De varme sommerdage var over Danmark. I haverne bugnede æbler og pærer, mirabeller lyste gule og røde, og vinrankerne i drivhusene hang med tunge klaser. Luften var fyldt af duften af syltetøj, grill og nybagt brød. Det var varmt, og Sofie var tørstig. Hun nærmede sig en lille låge og råbte til en kvinde, der stod i haven ved koldbøtten.
“Må jeg bede om et glas vand?”
Bodil, en robust kvinde i begyndelsen af halvtredserne, vendte sig om. “Kom bare ind, hvis du kommer med gode hensigter.”
Hun øste vand op til Sofie, der satte sig udmattet på en bænk og drak i små slurke.
“Må jeg sidde lidt? Solen er nærmest ubarmhjertig i dag.”
“Selvfølgelig, min pige. Hvor kommer du fra? Du har kufferten med.”
“Jeg har lige afsluttet lærerstudiet. Ville søge et job som lærer, men har ingen steder at bo. Måske kender du nogen, der udlejer et værelse?”
Bodil kastede et vurderende blik på hende. Ren og pæn, men med det trætte ansigt, som kun tunge tanker kan give.
“Du kan blive her. Huset er stort nok, og lidt liv ville kun gavne stedet. Du kan bo her for en billig leje, bare du hjælper lidt til og passer på tingene. Kom, jeg skal vise dig værelset.”
Bodils udsigt til selskab var kærkommen. Manden var død for mange år siden, og sønnen kom sjældent på besøg. Så lidt ekstra liv ville gøre godt i de lange vinteraftener.
Sofie kunne næsten ikke tro sit held og fulgte hurtigt med. Værelset var lille, men hyggeligt, med vindue ud mod haven, et bord, to stole, seng og et gammelt klædeskab. Perfekt. De blev hurtigt enige om prisen, og Sofie skiftede tøj, inden hun gik mod kommunens skolesektion.
Således gik dagene hurtigt: arbejde, hjem, arbejde. Sofie havde knap tid til at skifte kalenderblad. Hun og Bodil blev snart venner; Bodil viste sig som hjertevarm, og Sofie kvitterede med hjælpsomhed i husholdningen. Mange aftener sad de i havens gamle udestue og drak the, mens efteråret listede sig tålmodigt ind.
Sofies graviditet gik uden de store problemer. Hun undslap kvalme, hendes ansigt forblev klart, kun lidt rundere. En dag fortalte hun Bodil sin historie ganske almindelig, men alligevel skæbnesvanger.
På andet år af studiet forelskede Sofie sig i Kristian, den charmerende søn af to lærere. Hans fremtid var nærmest skemalagt: studier, forskerkarriere, hjem i København. Han var flot, galant, midtpunkt i enhver sammenkomst og han valgte den beskedne Sofie. Måske på grund af hendes smil, de brune øjne eller den spinkle skikkelse? Måske fordi han mærkede hendes indre styrke, den slags som kun de kender, der har lært modgang at kende som børn?
De blev uadskillelige, og fremtiden så hun kun med ham.
Den dag står stadig skarpt i hendes hukommelse. Om morgenen kunne hun ikke spise, lugte irriterede, og hun havde været utilpas i flere dage. Og så udebleven menstruation. Hvordan kunne hun have overset det? Et hurtigt testkøb i Brugsen. Tilbage på kollegiet, glasset vand i hånden og venten. To streger. Hun stirrede på dem. To. Eksamen nærmede, og så dette! Hvordan ville Kristian tage det? Børn var ikke på deres liste endnu.
Men så bølgen af ømhed mod det lille liv hun bar på.
“Lille ven,” hviskede hun, mens hun lagde en hånd på maven.
Da Kristian fik besked, tog han hende straks med til forældrene. Det møde fik hende til at bryde sammen hver gang hun tænkte tilbage. De foreslog hende en abort og mente, hun burde forsvinde fra Kristians liv, for han skulle jo tænke på sin karriere, og hun passede ikke ind.
Hvad Kristian selv sagde til sine forældre, kunne Sofie kun gætte på. Dagen efter kom han tavs ind til hende på kollegiet, lagde en kuvert med penge på bordet og gik.
En abort var utænkelig for Sofie. Hun elskede allerede barnet. Det var hendes og kun hendes. Men hun tog imod pengene, for hun vidste de ville få betydning.
Bodil lyttede og sagde: “Sådan kan det gå. Du har gjort rigtigt. Et barn er en gave. Måske er det hele held i uheld.”
Forsoning med Kristian kunne Sofie ikke forestille sig. Hun ville aldrig glemme ydmygelsen ved hans lette opgivelse.
Tiden gik. Sofie stoppede arbejdet, og waggede som en and rundt i huset, mens hun ventede. Hun spekulerede tit på, om det var en dreng eller pige, men scanningerne viste det aldrig rigtigt. Så længe det bare var sundt.
En lørdag sidst i februar begyndte veerne, og Bodil kørte hende til fødegangen i Næstved. Fødslen gik let, og ud kom en sund og stærk dreng.
“Lille Ludvig,” hviskede Sofie, mens hun strøg ham over den runde kind.
På stuen blev hun veninde med de andre nybagte mødre, og de fortalte, at en grænsebetjents kone for to dage siden også havde født en pige men var stukket af, ikke klar til mor-livet.
“Tænk, han har bragt blomster hver dag, chokolade, leveret vin til sygeplejerskerne, hentet i bil, men så gik hun bare og efterlod en seddel: ‘Jeg kan ikke’.”
“Hvad så med barnet?” spurgte Sofie.
“De mader hende med flaske, men sygeplejersken sagde, det var bedre, hvis nogen kunne amme hende men vi har jo vores egne små.”
Da den lille pige skulle have mad, spurgte sygeplejersken:
“Er der nogen, der vil give hende bryst? Hun er så svag.”
“Jeg vil prøve,” sagde Sofie sagte, lagde Ludvig i vuggen og tog den lille pige op.
“Hun er så spinkel og lys! Jeg kalder hende for Majken.”
Ved siden af Ludvig virkede hun som en lille fugleunge.
Sofie gav hende bryst, og hun suttede grådigt, faldt hurtigt i søvn i den varme favn.
“Ja, man kan se hun har brug for det,” sukkede sygeplejersken.
Sådan blev Sofie ammor for to børn.
To dage senere kom en sygeplejerske og sagde, at Majkens far ville sige personligt tak. På den måde mødte Sofie grænsebetjenten, kaptajn Henrik Rasmussen ikke stor, men med et urokkeligt blik og blå øjne.
Det, der siden skete, blev dagen lang snakket om på hele fødegangen og senere i byen. For da Sofie skulle udskrives, stod læger, sygeplejersker og servicemedarbejdere på rad og række foran døren. Ved indgangen stod Henriks bil pyntet med lyseblå og lyserøde balloner. Den unge kaptajn hjalp Sofie ind i bilen, hvor Bodil allerede havde sat sig, og rakte hende først et blåt svøb dernæst et lyserødt.
Til lyden af hurraråb kørte bilen bort og forsvandt bag hjørnet.
Sådan gik det til man ved aldrig, hvor ens valg fører én hen. Sofie kiggede ud af vinduet med de to små i armene, mens Bodil sad smilende ved siden af. Bilen duftede af buketter og babypudder, og kaptajn Henrik som aftenen forinden, på knæ ved hendes hospitalsseng havde bedt om hendes hånd og hjerte, sad nu roligt ved rattet og så over skulderen; lille Majken sov trygt med sin hånd om Sofies lillefinger.
Derhjemme ventede ikke bare hverdag, men et hjem fyldt med kærlighed, the og syltetøj, et gammelt klædeskab der nu skulle rumme babylegetøj og et liv, ingen kunne forudse, men som allerede nu var fyldt af mening.
Livet har lært mig, at selv når alting ser håbløst ud, kan kærlighed og venlighed vise sig, hvor man mindst venter det. Det er værd at kæmpe videre for der er ingen glæde uden kamp.
