Der er ingen lykke uden kamp
Hvordan kunne du dog komme i sådan en situation, dit fjollede pigebarn? Hvem vil tage dig til sig nu, når du har et barn i maven? Og hvordan har du tænkt dig at opfostre det? Regn ikke med min hjælp! Jeg har taget mig af dig, men både dig og dit barn? Du er ikke mere velkommen her. Pak dine ting og forlad mit hus!
Signe stod tavs med blikket sænket. Det sidste håb om, at tante Margrethe ville lade hende bo der lidt, i det mindste til hun fandt arbejde, forsvandt mellem ordene.
Hvis bare mor stadig var i live
Sin far kendte Signe aldrig, og sin mor mistede hun for femten år siden, da en spritbilist kørte hende ned, mens hun krydsede vejen. Signe var lige ved at ende på børnehjem, men ud af det blå meldte mors grandkusine sig. Tante Margrethe klarede sig godt, havde fast arbejde og eget hus, så hun fik uden sværdslag forældremyndigheden.
Margrethe boede i udkanten af en lille sydjysk grænseby, hvor sommeren kunne være varm, og vintrene våde og mørke. Signe manglede aldrig mad, hun var altid pænt klædt og blev tidligt lært op i husarbejde. Der var altid noget at tage sig til: huset, haven og lidt høns. Måske manglede der et moderligt kram, men hvem snakkede om den slags?
Signe klarede sig flot og kom ind på lærerseminariet. De uddannelsesår fløj forbi, og pludselig var de forbi eksaminerne var overstået, og Signe vendte hjem til den by, der var blevet hendes egen. Bare ikke til det hjem, hun håbede på. Det blev alt andet end et glædeligt gensyn.
Da Margrethe havde talt ud, blev hun mere rolig.
Det er sagt nok nu. Forsvind ud af mit hus. Jeg ønsker dig ikke her.
Tante Margrethe, må jeg
Nej, jeg har sagt, hvad der skal siges!
Signe tog stille kufferten og gik ud på gaden. Sådan havde hun ikke forestillet sig at vende hjem: ydmyget, forladt, gravid og for første gang mere synlig end skjult.
Hun begyndte at gå, uden mål, kun optaget af egne tanker.
Det var højsommer i Sønderjylland. Æbler, pærer og blommer modnedes i haverne. Vinranken ved et hus bar tunge klaser, og under bladene lå blå mirabeller skjult. Luften bar duft af marmelade, stegt flæsk og hjemmebagt brød. Hun var tørstig. Ved et stakit så hun en kvinde ved udekøkkenet og spurgte:
Må jeg bede om et glas vand?
Fru Bodil, en robust kvinde i fyrrene, vendte sig.
Selvfølgelig, kom bare ind, hvis du mener det godt.
Hun skænkede henne en kop fra spanden, og Signe satte sig træt på bænken.
Må jeg sidde lidt? Det er sådan en varme.
Selvfølgelig, min pige. Hvor kommer du fra? Du har jo både kuffert og alt med dig.
Jeg har lige afsluttet seminariet. Ville egentlig arbejde som lærer, men jeg har intet sted at bo. Måske kender du nogen, der har et værelse?
Bodil var god til at læse mennesker. Hun så straks, at pigen var ordentlig og træt i blikket, som om bekymringer gnavede.
Du kan få et værelse hos mig, hvis du vil. Det kan live huset lidt op. Jeg forlanger ikke meget i husleje, bare her er ordenligt. Vil du se værelset?
For Bodil gjorde ekstra lejere godt lidt ekstra til husholdningen, og nu hvor sønnen var flyttet til Aarhus og sjældent kom hjem, var det rart med selskab til de lange vinteraftener.
Signe kunne næsten ikke tro sit held og fulgte med ind. Værelset var lille, men hyggeligt vindue ud til haven, et bord, to stole, en seng og et gammelt klædeskab. Perfekt. De blev hurtigt enige om en rimelig husleje, og snart var Signe på vej til skoleforvaltningen i håb om job.
Sådan begyndte dagene at gå: arbejde, hjem, arbejde. Signe syntes knap nok, hun kunne følge med i kalenderen.
Hun og Bodil kom hurtigt på bølgelængde. Bodil var rar og opmærksom, og Signe hjalp til i køkkenet. Aftenerne brugte de gerne i Havestuen med te og småkager i Sydjylland varer sensommeren længe.
Graviditeten gik let. Signe havde stadig klart ansigt, lidt rundere kinder, men ellers som før og hun skjulte det ikke længere. En aften fortalte hun hele historien, én som så mange andre unge kvinder har levet.
Det var på andet studieår, hun blev forelsket i Nicolaj, en charmerende søn af privilegerede forældre begge lektorer ved universitetet. Hans vej var lagt: studier, forskning, måske blive ved universitetet tæt på familien. Han var flot, elskværdig og midtpunkt i enhver forsamling, men valgte den stille Signe. Måske fordi hendes blide smil og mørke øjne tiltrak ham eller fordi hun, som kun de, der voksede op uden tryghed, udstrålede et særligt mod. Hvem ved? De sidste år var de uadskillelige, og Signe drømte nu kun om fremtiden med ham.
Den dag står stadig helt klar. Om morgenen kunne hun hverken spise eller tåle dufte, og hun havde ikke haft sin månedlige det burde hun have lagt mærke til! Et testkøb i Brugsen, et glas vand på kollegieværelset to streger. Hun stirrede, troede næppe sine øjne: to. Snart eksamen, og nu det her! Hvordan ville Nicolaj tage det, når børn ikke indgik i planen?
Og dog pludselig strømmede en bølge af kærlighed til det lille liv i hende.
Min lille skat hviskede hun og rørte forsigtigt ved maven.
Da hun fortalte det til Nicolaj, tog han hende straks med hjem til sine forældre den aften. Det møde ryster hende stadig. Kort sagt foreslog forældrene, at hun fik en abort og tog væk efter eksamen, for Nicolaj skulle fokusere på karrieren, og Signe var ikke god nok til ham.
Hvad der blev sagt imellem far og søn, ved Signe ikke. Dagen efter kom Nicolaj ind, lagde en konvolut med penge på bordet og gik uden ord.
Abort kom ikke på tale for Signe. Hun havde allerede bundet sig til barnet. Dog tog hun pengene hun forstod, hvor meget de kunne få betydning.
Da Bodil hørte historien, sagde hun tørt: Der er blevet gjort værre mod kvinder. Du gjorde ret et barn er en gave. Måske var det til det bedre.
Tankerne om at tilgive Nicolaj fyldte Signe med væmmelse. Sådan et svigt kunne hun aldrig glemme.
Tiden gik. Maveskinnet begyndte at stramme, og Signe blev opsagt, netop som hun havde brug for ro og ventede sit barn. Hvad det blev, kunne sundhedsplejersken ikke sige bare det var sundt.
Sidst i februar, en lørdag, gik fødslen i gang, og Bodil kørte hende til sygehuset i Aabenraa. Alt gik heldigvis let, og hun fødte en sund dreng.
Lille Mads, hviskede hun og kærtegnede hans bløde kind.
På stuen fik hun nye veninder blandt de andre vordende mødre. En fortalte, at for et par dage siden havde en tolderfrue født en pige her. De var slet ikke gift, bare levede sammen.
Han et rigtigt gentleman blomster, chokolade, endda snaps til personalet, og han kommer hver dag i sin store bil. Men noget gik galt imellem dem, og hun stak simpelthen af, sagde hun ikke var parat og efterlod en seddel.
Hvad så med barnet?
De giver den modermælkserstatning, men jordmoderen siger, det ville være bedst med en kvinde, der ville amme. Men alle har jo deres egne børn.
Da de bar den lille pige ind til amning, så jordmoderen træt ud:
Er der nogle, der kan hjælpe? Hun er meget svag.
Jeg vil gerne hjælpe hende, sagde Signe blidt og lagde sovende Mads fra sig for at tage pigen op.
Så fin og lyshåret! Jeg tror, hun skal hedde Laura.
I forhold til solbrune Mads føltes Laura spinkel og sårbar.
Signe bød hende bryst, og straks søgte Laura næringen og faldt i søvn efter et par mundfulde.
Havde jeg sagt det ikke så svag! sukkede jordmoderen.
Sådan blev Signe ammor for to små børn.
To dage efter kom jordmoderen: pigens far var ankommet og ønskede at takke hende der hjalp hans lille pige. Signe mødte tolderen, kaptajn Jens Holm en lav, robust mand med isblå, rolige øjne.
Hvad der skete derefter, blev hurtigt hverdagssnak, ikke bare på barselsgangen, men i hele byen en historie, folk glemte sent.
På udskrivningsdagen stod hele personalet ude foran sygehuset. Ude ved trappen holdt en stor, mørk bil pyntet med blå og lyserøde bånd. Kaptajn Holm hjalp Signe ind, hvor Bodil allerede sad, løftede først et blåt og så et lyserødt svøb op til hende.
Med horn og vink forsvandt de ud af byen.
Sådan kan livet tage en uventet drejning. Signe kiggede ud gennem ruden, trykkede begge børn ind til sig, og Bodil smilede varmt til hende. I bilen duftede der af blomster og barnesæbe. Kaptajn Jens, som havde knælet ved hendes seng og bedt om hendes hånd, sad nu tavs bag rattet, men mødtes jævnligt hendes blik i spejlet: lille Laura sov og holdt Signes lillefinger fast.
Derhjemme ventede ikke bare hus og hjem der ventede kærlighed, hyldeblomstsaft, gamle skabe, der nu skulle rumme legetøj, og et liv, ingen havde kunnet forudse, men som blev fuld af mening fra første øjeblik.
