Ingen har smidt dem ud, svarede både til den ene og den anden, de ville bare selv ikke blive! Så kom dog forbi! Vi vil være glade!
Sæt dig! Vi er ikke hjemme! sagde Peder roligt.
Men der ringer jo nogen! Vibeke sad stivnet, halvt op fra sofaen.
Lad dem ringe, svarede Peder.
Hvad hvis det er nogen vigtige? spurgte Vibeke. Eller noget med arbejde?
Lørdag, klokken tolv sagde Peder. Du har ikke inviteret nogen, jeg venter ingen. Hvad siger det dig?
Jeg kigger bare igennem hullet! hviskede Vibeke.
Sæt dig. Der var stål i hans stemme. Vi er ikke hjemme! Uanset hvem, de kan vende snuden hjem igen!
Ved du, hvem der står derude? spurgte Vibeke.
Jeg har mine anelser, og derfor skal du ikke vise dig foran vinduet!
Hvis det er dem, jeg tror, de giver ikke så let op, sagde Vibeke og trak på skuldrene.
Det handler om, hvor længe vi ikke åbner. sagde Peder roligt. Før eller siden går de.
De vil da ikke sove i opgangen. Og vi skal ingen steder. Ta dine høretelefoner, din telefon, og se en film.
Peder, min mor ringer, sagde Vibeke og viste telefonen.
Så er det jo din tante, der står derude med sin dorske knægt, konkluderede Peder.
Hvordan ved du det? Vibeke var forundret.
Stod min fætter der, ville min mor ringe, og Peder sagde fætter med sådan en snerren, det lød nærmest væmmeligt.
Andre muligheder? spurgte Vibeke.
Hvis det er naboerne, har jeg ikke lyst til at snakke. Hvis det var venner, var de gået nu. Pæne folk ville have ringet først og spurgt, om vi kunne ses! Ikke ringe på vores dør i en halv time!
Sådan nogle, der kan plage dørklokken sådan, er kun vores irriterende familie!
Peder, det er min tante, sagde Vibeke martyrisk. Mor har skrevet: Hun spørger, hvor i alverden vi render rundt. Tante Nanna bor hos os et par dage, hun har ærinder i byen.
Skriv, der er rigeligt med hoteller i København, smilede Peder.
Peder! sagde Vibeke strengt. Det kan jeg da ikke skrive!
Ok, Peder tænkte sig om. Skriv, vi ikke er hjemme, vi bor selv på hotel, fordi der blev sprøjtet mod kakerlakker!
Genialt! sagde Vibeke og sendte beskeden.
Nu skriver hun, at vi skal finde to værelser: et til hende, et til Konrad, sagde Vibeke fortumlet.
Skriv, vi har ingen penge. Skriv, vi bor på hostel, og der er 15 udlændinge på værelset, Peder smilede tilfreds med sin opfindsomhed.
Nu vil mor vide, hvornår vi er hjemme, sagde Vibeke og kiggede på ham.
Skriv om en uge, sagde Peder og viftede hende væk.
Dørklokken blev tavs. De sukkede lettede.
Peder, mor skriver, at tante kommer om en uge, sagde Vibeke, udmattet.
Og vi er igen ikke hjemme, sagde Peder.
Du ved jo godt, det ikke er løsningen? Vi kan ikke flygte fra dem for evigt? Hvad hvis de kommer i hverdagene? Hvad hvis de venter på os efter arbejde? Din fætter, min tante de kan finde på ALT!
Ja, sukkede Peder, hvem i alverden fik os overtalt til at købe en treværelses?
Peder, vi købte det til vores kommende, store familie, sagde Vibeke.
Vi skal have et barn! sagde Peder alvorligt. Gerne to!
Tror du, jeg er imod? sagde Vibeke. Men alt det her stress? Vi har prøvet, du ved det! Intet lykkes!
Fjern stresset, så skal det nok gå, sagde Peder De river nerverne op på skift først din familie, så min! De burde sendes tilbage, hvor de kom fra! Det er deres skyld, det ikke lykkes!
Vibeke protesterede ikke. Hun vidste, at Peder havde ret.
Inden de blev gift, tog de dyre tests på hospitalet, med alt fra kromosomer til fertilitet. Alt perfekt. Men lige efter brylluppet måtte babydrømmen vige for lejlighedsopsparet.
Ingen arv at hente. Inden brylluppet boede Peder og Vibeke begge hos deres mødre i små etværelseslejligheder. Kun dem selv at regne med.
Efter fem år med knofedt og stram økonomi, kunne de endelig købe en stor lejlighed.
Godt nok i et ældre byggeri, renoveringen var opslidende, møblerne kom fra start, men lykken var ubeskrivelig!
De nåede knapt at fejre indflytningen, før Vibekes tante dukkede op, og hun tog sin søn med.
For ikke at give parret for meget modstand, kom svigermor med som forstærkning.
I har da plads nok her! Ikke ligesom vi sad klemt med Vibeke i en lille stue!
Her kan jeg da bo, og Konrad skal have sit eget værelse! sagde Tante Nanna.
Der soves ikke i stuen, sagde Peder. Det er til afslapning.
Jeg har heller ikke tænkt mig at arbejde her! grinede Nanna. Vibeke, fortæl lige din mand, at vi ikke kan sove sammen Konrad snorker!
Og desuden gæster i huset, og I har ikke engang dækket op!
Vi ventede jer ikke, mumlede Vibeke.
Køleskabet er også tomt, bakkede Peder op.
Sådan er det! Peder, skynd dig i Netto, og Vibeke ind på køkkenet!
Hvorfor står I og glor? brummede svigermor. Er det sådan, I modtager gæster!
Hvorfor skal vi finde os i det … har Peder lige udbrudt, men Vibeke trak ham med ind i soveværelset.
Da han fik hendes hånd væk fra munden, spurgte han:
Vibeke, hvor er logikken? Jeg smider snart dem alle ud til din mor! De skal da opføre sig som gæster ikke herske. Er jeg urimelig?
Peder, hun er bare bondekvinde sådan gør man hos dem …
Jeg kender folk fra landet, men uhøflighed er ikke en tradition nogen steder!
Kærlighed, lad os lade være med at slås med mor og tante, bønfaldt Vibeke. Det bliver mig, de plager! Og du bliver fjenden! Har du brug for det?
Ligegyldigt for mig, hvem jeg er for dem! Opfører man sig sådan mod mig, kan jeg nemt ignorere dem resten af livet! De kan forsvinde, og jeg vil ikke græde!
Peder, skat! Tænk på mig! Hvis vi smider Tante Nanna ud, vil mor forlade mig! Jeg har jo kun mor!
Og det slog igennem. Peder bed tænderne sammen og gik i SuperBrugsen.
Tante Nanna boede ikke bare tre dage, som planlagt, men to uger. Allerede anden aften tog Peder sin tilflugt til baldrian.
Tante Nanna og sønnens afrejse blev fejret med et støvsugerorgie og fire flasker Ajax. De brugte tre dage på at rense lejligheden.
Så var det Peders tur:
Brormand, jeg kommer bare et par dage, Knud knugede Peder så det knagede. Har et par ting at ordne, så smutter vi igen!
Kan du ikke ordne tingene selv? spurgte Peder.
Hvad? Jeg har jo en familie! Skal jeg efterlade dem alene i Nakskov, mens jeg er i KBH? Brug nu hovedet! Hvad nu hvis jeg roder mig ud i noget? Så kan fruen holde øje!
Derfor har du taget ungerne med? spurgte Peder.
Hvem skulle passe dem? Knud bankede Peder på ryggen. Og de kan jo hygge sig! Lad os ryste byen som i de unge dage!
KNUD! skreg Signe. Ryster du mere, ryster jeg dig fra hinanden!!
En halvanden time efter Knuds familie ankom, lå Vibeke med migræne.
Børnene galopperede rundt mens Signe skreg og skreg normaltale var ikke hendes stil.
Knud ville bare ud og lave ballade, så Signe skræppede endnu mere.
Peder, du er jo mors eneste søn, klamrede Vibeke sig til puden.
Han er min fætter på mors side, mumlede Peder. Jeg kalder ham fætter.
Kan du ikke finde en måde at få ham til at flytte? spurgte Vibeke.
Tro mig, jeg ville elske det, men så får jeg min mor på nakken hun ville udhule min hjerne med en teske!
Næppe var de kommet sig over det besøg, før der kom nye gæster. Tante Nanna og søn havde forretninger i byen.
Fætter Knud og familie kom med jævne mellemrum for at ordne ting. Mødrene gik aldrig glip af chancen til at minde om deres børn. Sviger tæskede Peder, svigermor hakkede på Vibeke.
Den evige uro sled på den unge families mentale helbred.
Med sådan en gæstecirkus var der ikke mange chancer for at få børn. Sundhed og ro glem det!
Skal vi bytte lejligheden? foreslog Vibeke.
Til bløde vægge? lo Peder. Snart får vi tilbudt en!
Nej, smilede Vibeke. Lad os bytte til en lejlighed, der ligner, men i et andet kvarter! Der er jo altid nogen, der vil flytte! Vi flytter og siger ikke hvorhen!
Lige indtil de nye beboere sladrer så bliver vi korsfæstet for den slags! sagde Peder.
Måske får vi et vindue til at lave en baby? håbede Vibeke.
Vi skal ikke bare lave den, men også have den! Det bliver vores undskyldning, sukkede Peder.
Måske skal vi bare flytte ind hos venner? Bare flygte!
Du mener Erik og Katrine? spurgte Peder.
Ja, nikkede Vibeke. De har et gæsteværelse!
Der bor Tøffe den tyske schæferhund, grinede Peder. Glemt?
Jeg vil SAGTENS hellere bo med en schæfer, end vores familie, sagde Vibeke.
Vent, Peder greb telefonen.
Erik, kan vi låne Tøffe?
Mand, du redder mit liv! Vi smutter til Mallorca, men kan ikke efterlade pigen til nogen fremmede. Hun kan jer og respekterer jer! jublede Erik i røret. Jeg kommer med foder! Tæppe, legetøj, skåle og jeg betaler ekstra!
Bare kom med hende! sagde Peder lykkeligt.
Han smilede som en morgensol til Vibeke:
Ring til din mor sig, de kan komme på besøg! Og jeg ringer til min bror, han må også komme!
Er du sikker? spurgte Vibeke.
Vi er SÅ glade for gæster hvem skal vi bebrejde, hvis vores beboer ikke falder i smag?
Det tog kun ét vov, før Knud og co. valgte hotellet.
Tante Nanna ville ikke give op så let.
Lås det bæst inde! råbte hun, klemt bag sin søn.
Tante Nanna, nu må du! smilede Peder. 45 kilo ren muskelmasse! Det er en schæfer, ikke en puddel! Hun tager døren ud om nødvendigt!
Hvorfor hvæser hun af mig? stemmens klang knækkede.
Hun kan ikke lide fremmede, sagde Vibeke.
Skaf hende væk! Jeg KAN ikke blive sammen med den!
Skaf hende væk?! rasede Peder. Det er vores nye kæledyr. Vi har jo ingen børn, vi må elske nogen! Og vi elsker hende!
Og vi smider hende da ALDRIG ud! sagde Vibeke.
Så ringede begge mødre og spurgte, hvorfor de havde nægtet familie gæstfrihed.
Ingen har smidt dem ud, svarede begge, de ville bare selv ikke blive! Så kom dog forbi! Vi vil være glade!
Og hunden?
Mor, vi afviser jo ingen!
Men mødrene syntes heller ikke de var så ivrige for en overnatning mere.
En måned senere tog Tøffe hjem til sine ejere, men hun var klar til endnu en omgang. Det blev dog ikke aktuelt. Vibeke ventede tvillinger.
