Kære dagbog,
Ingen af vores bedsteforældre kan hente lille Emil fra børnehaven. Jeg er nødt til at betale en formue for dagplejen, og det gnager i mig hver eneste dag.
Jeg er rasende! I dag har jeg igen skændtes med min mor, og jeg har ikke engang lyst til at ringe til min svigermors mor. Heldigvis har vi to bedstemødre min egen og min mands.
Men held er et stærkt ord, for de er ingen bedstemødre i ordets egentlige betydning. Begge bor kun et hundrede meter fra børnehaven, og de nægter stædigt at hente Emil. Jeg kunne selv gøre det, men min arbejdsdag slutter først kl.18, så jeg kan ikke nå ham til tiden. Min mand kan heller ikke altid, for han arbejder på en fabrik med skifteholdsordning. Derfor er vi nødt til at ansætte en barnepige, og det tærer hårdt på familiens budget trods at vi har bedsteforældre!
Min mor, Karen, arbejder til kl.16, og hver dag passerer hun forbi børnehaven på vej hjem. Lige nu er hendes eget liv det vigtigste; hun er skilt fra min stedfar og vil leve på egne præmisser. Hun siger, at hun efter arbejde skal slappe af, tage ansigtsmasker og holde sig ung. Hver weekend har hun en aktivitet i hovedet biograf, udstilling eller møde venner. Hun tager kun sjældent sin søn med på lørdag eller søndag, fordi hun mener, at Emil forstyrrer hendes meditation ved at løbe rundt i lejligheden. Hun elsker at give mig gode råd om opdragelse, men afviser samtidig kategorisk at deltage i selve plejen.
Svigermoder, Birgitte, har en helt anden historie. Hun har aldrig haft et arbejde uden for hjemmet, har altid været husmor og har fire børn med maks tre års aldersforskel. Min mand, Mikkel, er den ældste. Man kunne tro, at hun ville være den perfekte hjælper, men hun siger, at hun har nok med sine egne børn, at hun skal lave mad, gøre rent, vaske tøj og holde familien i gang. Hun har hverken tid eller lyst til at tage sig af et barnebarn, selvom hendes yngre sønner på 18 og 21 år er fuldt selvstændige.
En gang tog Birgitte min søn fra børnehaven, men hun blev så rasende bagefter, fordi hun påstod, at hun ikke havde tid til noget som helst, mens hendes mænd var trætte og sultne efter arbejde. Senere sagde hun til mig, at jeg skulle klare mig selv, for at hun ikke længere kunne regne med at hjælpe. Således gik hun fra at love hjælp til at give os en kniv i ryggen.
Udgiften til dagplejen dræner vores budget. Jeg er så træt af hykleriet fra bedsteforældrene, der hvert år ved juletid mødes med Emil, fejrer deres kærlighed og snakker om, hvem der har købt hvilken gave. Vi har ikke brug for deres gaver, men deres ægte hjælp.
I dag måtte jeg ringe til min mor og bede hende om at hente Emil, fordi vi simpelthen ikke har penge til barnepigen. Vi kan ikke forvente noget fra vores forældre, hverken økonomisk eller i form af ægte assistance. Birgitte vil heller ikke bidrage økonomisk; hun siger, at hendes mænd spiser ude, og al pengene går til mad.
Jeg kan næsten ikke se, hvordan vi skal komme ud af denne knibe. Alt, hvad vi tjener, går til mad, tøj og husholdningsudgifter, og så skal vi stadig betale barnepigen. Hvordan kan vi få vores bedsteforældre til at hjælpe os?
Det føles som at stå i en snævert hul, men jeg må finde en vej.
Mette.
