Jeg er ved at koge over af raseri! Jeg har igen skændtes med min mor i dag, og min svigermor gider slet ikke tage telefonen. Vi burde ellers være heldige, for vi har hele to bedstemødremin egen og min mors kone.
Men heldige er nok et lidt stærkt ord, for det er mest bare navnet bedstemor der er til stede, ikke rollen. Begge bor ellers kun små hundrede meter fra børnehaven, hvor vores søn går, og alligevel nægter de pure at hente ham. Jeg ville gøre det selv, men min arbejdsdag slutter først klokken ni om aftenen, så det er desværre umuligt at nå børnehaven. Min mand har også problemer med at nå det, da han arbejder skiftehold på fabrikken. For næsten alle i vores lille by arbejder på den fabrik, har de indrettet en særlig sen-gruppe på børnehaven, hvor børnene kan blive til kl. ti. Men så skal man betale ekstra, og det koster godt med danske kroner, hvilket sender hele vores husholdningsbudget i frit fald. Og det med levende bedstemødre!
Min mor arbejder til kl. 18, og hver dag når hun kommer hjem, går hun lige forbi børnehaven, som om det var skattejagten hun jagtede, og ikke sit barnebarn. Nu hvor hun er blevet skilt fra min stedfar, sætter hun personlig liv førsthun skal helst leve for sig selv, slappe af efter arbejde og lægge ansigtsmasker, så hun ser yngre ud end den fødselsattest tillader. Hver eneste weekend er proppet med arrangementer: biograftur, udstilling, venindehygge.
Hendes søn (altså min søn) får lov at komme med ud en sjælden gang, og kun om lørdagen. Hun påstår hårdnakket, at barnebarnet smadrer hendes zen, løber maraton rundt i lejligheden og saboterer alt fra meditation til fodbad. Min mor er dog altid klar til at give ‘gode råd om børneopdragelse, men nægter at involvere sig.
Min svigermor har sin egen komedie kørende. Hun har aldrig arbejdet; husmor på fuld tid. Hun har fire børn, ingen er mere end tre år fra hinanden, og min mand er den ældste. Helt ærligt: Hun burde jo være super-bedstemor parat til at hjælpe, men nej. Ifølge hende har hun leget færdig med sine egne unger, og nu har hun alt for travlt med husarbejde, madlavning, rengøring, vasketøj og at servicere sine mænd. Selvom de yngste drengerøve er fyldt atten og enogtyve og klarer sig vældig fint selv, er madpakker åbenbart livsopgaven.
En enkelt gang fik vi hende overtalt, men hun var så oprørt over at bruge ti minutter på børnehavehentning, at selv solen blev arrig. Hun brokkede sig over, at hun ikke nåede noget som helst, hendes mænd kom hjem trætte og sultne, og derfor var det i virkeligheden min egen opgavejeg har født ungen for min skyld, ikke hendes. Så, hun rykker sig ikke en tomme for os fremover.
Vi havde på et tidspunkt faktisk lidt held; min tidligere bofælle elskede at sove længe, så hun tog aftenshiftet, mens jeg tog det tidlige. Men nu har hun fundet sig selv, og i stedet kom min tante, som har alt for meget gang i kalenderen til aftenpasning, så nu står der igen månedlige regninger for børnehave-overlevelsesgruppe, der sluger det hele. Familien sender de danske kroner til børnepasningsmysteriet.
Det mest tåbelige er, hvor engageret bedstemødrene bliver til højtiderne, hvor de begge flokkes rundt om barnebarnet og skiftes til at fortælle, hvor meget de elsker ham, og hvem der har givet den største gave. Vi har dog brug for noget helt andet end deres små (og dyre) gavervi har brug for hjælp!
I dag måtte jeg trygle min mor om at hente min søn, for pengene til børnehavens sen-gruppe er væk. Fra vores forældre kan vi ikke håbe på andet end kloge ord og nuld kroner. Min svigermor nægter at hjælpe økonomisk, for hendes mænd spiser åbenbart som vikinger, og husholdningspengene svinder ind som is på en strandtur i Skagen. Jeg fatter ærligt talt ikke, hvordan vi kommer ud af suppedasen. Alt vi tjener, ryger på mad, tøj og alt det husligeog derudover skal vi nu betale dobbelt pris for børnehave-pasning. Hvordan får man overbevist danske bedstemødre om, at det bedste barnebarnsgave er reel hjælpikke endnu en bamse?.
