Kære dagbog,
Ingen af vores bedstemødre vil hente lille Freja fra børnehaven. Jeg er nødt til at betale en formue for pasning, og det gør mig rasende. I dag har jeg også fået en ny omgang med min mor, og jeg har ikke engang lyst til at ringe til min svigermors mor.
Vi har held, for vi har to bedsteforældre min og min mands. Men held er et stærkt ord, for de er ingen bedsteforældre i praksis. De bor kun et hundrede meter fra børnehaven på Vesterbro, men de nægter begge stædigt at hente ham. Jeg kunne selv gøre det, men min arbejdsdag slutter først kl. 18, så jeg kan ikke hente ham i tide. Min mand kan heller ikke altid, fordi han arbejder på en fabriks skiftehold. Derfor må vi hyre en barnepige, og det er en ekstra udgift, som ædelæden kraftigt belaster familiens budget selvom vi har bedsteforældre!
Min mor arbejder til kl. 16, og hver dag passerer hun børnehaven på vej hjem. Hendes eget liv er i øjeblikket det vigtigste; hun er netop blevet skilt fra min stedfar og vil leve for sig selv, så hun fortæller, at hun skal slappe af efter arbejde og lægge ansigtsmasker for at se yngre ud. Hver weekend har hun en eller anden aktivitet går i biografen, på en udstilling eller mødes med venner. Hun tager kun sin søn med sjældent, kun i weekenderne. Hun argumenterer med, at hendes barnebarn forstyrrer hendes rutine, fordi han løber rundt i lejligheden og afbryder hendes meditation. Min mor elsker at give mig opdragelsesråd, men nægter samtidig kategorisk at deltage i selve pasningen.
Min svigermors historie er en anden. Birgit har aldrig arbejdet uden for hjemmet; hun har altid været husmor. Hun har fire børn, med færre end tre års forskel imellem dem, og min mand er den ældste. Man skulle tro, hun er den ideelle hjælper, men nej hun siger, at hun har sine egne børn at tage sig af, og at hun har så meget husarbejde, at der hverken er tid eller lyst til at passe et barnebarn. Hun skal lave mad, gøre rent, vaske tøj, forsørge familien og derefter rydde op efter alle. Det er trods alt, at hendes yngre sønner, en 18årig og en 21årig, er helt selvstændige og kan klare sig selv.
En gang tog Birgit min søn fra børnehaven, og hun var så forarget, at hun sagde, hun havde ingen tid til noget, mens hun hentede ham. Hendes mænd kom trætte og sultne hjem fra arbejdet. Senere fortalte hun mig, at jeg havde gjort mig selv uafhængig af hende og derfor selv måtte tage mig af barnet. Hun sagde, at vi ikke længere kunne regne med hendes hjælp.
Omkostningerne til pasning af vores dreng tærer på budgettet i kroner og øre. Jeg er dybt frustreret over de to bedsteforældres hykleri: hvert år til jul samles de med barnebarnet, taler om, hvor meget de elsker ham, og diskuterer, hvem der har købt hvilken gave. Men vi har ikke brug for deres gaver, vi har brug for deres reelle hjælp.
I dag måtte jeg ringe til min mor og bede hende indtrængende om at hente Freja fra børnehaven, fordi vi ikke har penge til en dagplejer. Vi kan ikke forvente noget fra vores forældre, hverken økonomisk eller i form af ægte assistance. Min svigermors mor vil heller ikke hjælpe økonomisk; hun siger, at hendes mænd spiser ude, og al pengene går til mad.
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan vi kommer ud af denne knibe. Alt, hvad vi tjener, går til mad, tøj og husholdningsartikler, og vi skal stadig betale barnepigen. Hvordan kan vi få vores bedsteforældre til at træde til?
Lektion: Man må ikke lægge sin tillid på løfter, men på handling. Hvis man vil have hjælp, skal man vise, at man også er villig til at hjælpe ellers forbliver man alene med sine problemer.
