Jeg indså alt for sent: først da min mand blev alvorligt syg, forstod jeg, hvor meget jeg elsker ham.
Da jeg blev gift med Jens, var jeg kun femogtyve. Jeg havde lige fået mit eksamensbevis, og fremtiden lå åben foran mig. Jeg var selvsikker, stolt af min intelligens og udseende, og jeg troede altid, at jeg kunne vælge hvilken som helst mand. De flokkedes om mig som møl om en flamme, og jeg vidste, at de havde brug for mig. De kunne lide mig, ønskede mig, og de smigrede mig.
Jens var en af dem. Lidt akavet, genert, men utroligt venlig, opmærksom, med øjne fulde af hengivenhed. Han fulgte mig overalt, opfyldte alle mine luner og tolererede endda mine sarkasmer. Jeg husker, at vi en aften var til middag med venner, og jeg havde drukket lidt for meget, så jeg accepterede, da han foreslog at tage hjem til ham. Den nat var jeg anspændt og irriteret, men han formåede at berolige mig. Dengang syntes det at skulle være en engangsoplevelse.
Men det gik anderledes. En måned senere opdagede jeg, at jeg var gravid. Jens strålede af glæde, da han fandt ud af det. Han friede straks til mig, og jeg… jeg sagde ja. Selvom jeg ærligt talt havde forestillet mig en helt anden mand ved min side – en selvsikker, modig, strålende en. Men Jens var for blød, for komfortabel. Men jeg tænkte, at når skæbnen havde bestemt det sådan, så var det nok det rigtige.
Vi giftede os, og jeg flyttede ind hos ham, og snart fødte jeg en søn. Jens bar mig på hænderne – bogstaveligt talt. Han lod mig ikke løfte noget tungt, forkælede mig med gaver, lavede mad, gjorde rent, passede vores barn. Jeg følte mig som i et hyggeligt varmt bur, som jeg egentlig ikke ønskede at forlade – men alligevel længtes noget inde i mig efter noget andet.
Da vores søn var under et år, blev jeg gravid igen. Først var jeg bange og overvejede abort, men min mor sagde: “Fød barnet, lad børnene vokse op sammen. Det er svært nu, men det bliver lettere senere.” Jeg lyttede til hende. Den anden graviditet forløb rutinemæssigt, og Jens var stadig lige så kærlig og omsorgsfuld. Han hævede aldrig stemmen, forbød mig ikke at gå ud med veninder, kontrollerede mig ikke og kritiserede aldrig. Han var der altid.
Men dybt i mit indre manglede jeg lidenskab. Den slags kærlighed, som bøger og sange handler om. Jeg kunne ikke stoppe mig selv – og tillod flere affærer ved siden af. Korte, flygtige, med dem der tændte gnister, men aldrig gav varme. Jeg vendte altid tilbage hjem. For kun ved siden af Jens følte jeg mig virkelig tryg. Han havde en anelse. Han vidste det sikkert. Men han sagde aldrig et ord. Han… fortsatte bare med at elske mig.
Tiden gik. Børnene voksede op. Vi levede som tusindvis af familier, og jeg tænkte ikke særligt over noget. Jeg mente, at jeg havde indgået et kompromis: ja, jeg kunne have været med nogen mere strålende, succesfuld, passioneret… men jeg valgte stabilitet. Ro. Familie.
Men så blev Jens syg.
Først virkede det ikke alvorligt. En forkølelse, svaghed. Vi lagde ikke mærke til det. Men efter et par uger begyndte han hurtigt at miste kræfter. Analyser, undersøgelser, læger. Og en diagnose, der slår en omkuld: kræft.
Hele verden faldt sammen.
Jeg husker ikke, hvordan jeg stod på det hospital, lyttede til lægen, hvordan jeg derefter gik på gaden uden at mærke jorden under mig. Først i det øjeblik forstod jeg, hvor dyrbar han var for mig. Hvor meget jeg elsker ham. Hvor skræmmende det er at miste. Hvor umuligt det er at forestille sig livet uden ham.
Siden da forlod jeg ikke hans side. Hospitaler, klinikker, behandlinger. Jeg holdt hans hånd, når han havde smerter. Tørrede hans pande, når han fik feber. Stryge ham på ryggen, når han ikke kunne sove. Og hver gang råbte det inden i mig: “Gud, lad ham overleve!”
Jeg bad til Gud, skæbnen, universet – til hvem som helst. Bare lad ham blive hos mig. Jeg svor til mig selv, at jeg aldrig ville bedrage ham igen, at jeg aldrig ville se på en anden mand. For nu ved jeg: Jens er min kærlighed. Ægte. Dyb. Stille, men urokkelig.
Lægerne gav os håb. De sagde, at der var en chance. Og vi kæmper. Hver dag. Jeg er der. Jeg er stærk. Jeg er hans kone – for alvor.
Jeg ved ikke, hvad der vil ske fremover. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg nu er klar til at gå vejen med ham. Til slutningen. Og hvis jeg en dag skal lukke hans øjne, vil jeg gøre det med kærlighed. Men jeg tror, det vil blive anderledes. Jeg tror, han kommer sig. At vi vil være sammen. At vi stadig vil se vores børn gifte sig, børnebørn løbe gennem huset. At jeg vil leve til den dag, hvor med rynker i ansigtet og gråt hår, han tager min hånd og siger: “Tak for at du var ved min side.”
Jeg beder hver dag. For ham. For os. For at jeg må få lidt mere tid med den, jeg virkelig elsker. Måske sent… men ærligt.
