Ah, jeg skal fortælle dig en historie om en illusion, der blev brudt
Han var ikke den prins, hun havde drømt om
Mette mødte Mads, da han lige var kommet hjem fra militæret. Han lignede en der var trådt direkte ud af et modemagasin høj, atletisk, med smukke grønne øjne og sort, krøllet hår. Sammen med ham følte Mette sig almindelig, selvom hun var sød med sit blonde hår, slanke figur og milde smil. Hun kunne ikke tro sin lykke ud af hele gruppen havde han valgt hende.
“Hvad ser han i dig?” hviskede veninderne. “Sådan en smuk fyr bliver ikke alene længe. Han vil forlade dig.”
Men Mette troede på deres kærlighed. De gik i biografen, dansede, hængte ud med vennerne. Mads roste ikke hendes udseende, men han var altid der, og hans berøring fik hende til at føle sig svimmel. Da hun første gang tog ham med hjem, rynkede mors Anna Larsen panden. Senere, i smug, hviskede hun til sin datter:
“En smuk mand tilhører alle andre, skat. De er sjældigt trofaste. Vent med at binde dig, test ham. Han virker lidt for perfekt.”
Mette blev vred. Hun stolede på Mads følelser og ville ikke høre på tvivl. Men mor havde sået en frø af uro i hendes hjerte.
Lidt efter lidt ændrede Mads sig. Først var det fitness, så svømning, så nye bekendtskaber. Mette meldte sig også til træning for at være tæt på ham, men hun følte sig kejtet blandt de smukke, muskulose piger. Mads kiggede i deres retning, og hun gik tidligt hjem for at skjule tårerne.
“Du er svag som en dukke,” grinede han engang, da hun blev forkølet efter svømning. “Bliv du hellere hjemme med dine bøger.”
Ordene gjorde ondt, og hun tænkte på sin mor. Hun mærkede, at Mads blev koldere. Flere og flere aftener alene, uden opkald eller invitationer. Og så forsvandt han bare. Han svarede ikke længere.
“Ringer han ikke?” spurgte mor.
“Nej” sagde Mette og vendte ansigtet mod væggen.
“Kom nu, op med dig! Vi skal til frisøren!” sagde Anna bestemt. “En ny frisure er det første skridt til et nyt liv. Så skal vi sy en ny kjole du er dygtig til det.”
De købte stof, Mette tegnede mønstre og prøvede at glemme. De hørte rygter om Mads nye kærlighed, men hun holdt ud. Da hun dukkede op til en dans et par uger senere i ny kjole, lysende og let vendte alle hovedet. Hun blev bemærket.
En dreng, Jens, stille og jordnær, begynde at give hende opmærksomhed. Han var ikke smuk, men hans øjne så kun på Mette varmt og ærligt. Efter en måned friede han til hende.
“Det er en rigtig mand!” sagde mor. “Hvis han elsker, gifter han sig. Hvad siger du?”
“Ja tak,” svarede Mette roligt.
“Elsker du ham?”
“Hvordan kan jeg? Han er god, arbejdsom, trofast. Jeg er alt, hvad han har brug for og kun mig.”
De blev gift i en varm, hjertefuld ceremoni. Mette og Jens startede forfra: det første bord, det første service. Et år senere kom der en lille pige, og tre år efter en dreng. Familie, kærlighed, lykke.
Hun tænkte ikke længere på Mads. Kun engang imellem hørte hun, hvordan han havde forladt sin kone, løbet til en anden, og nu levede et ustabilt liv. Mette smilede:
“Hvad var der mellem os? Bare en del af ungdommen. Må han være lykkelig, hvis han kan.”
Derhjemme ventede børnene og manden. Og mor klog, god, den bedste. Den, der havde reddet hende fra virkelig smerten. Den, takket være hvem Mette havde fundet sin stille, sande lykke.
Mor vær altid her. Uden dig er livet ikke helt så lyst.
