**Dagbog**
*Ikke som i en serie, men tæt på*
Mette elskede tv-serier og drømte om, at hendes liv skulle være lige så perfekt som på skærmen. Men drømme var bare drømme, og virkeligheden var langt mere almindelig. Hendes hverdag forløb stille og kedeligt.
Hun giftede sig med Lasse, måske af kærlighed, men det var i hvert fald, hvad hun troede. Lasse havde altid været utro og utryg, og det blev han ved med. Han tog hende med til sit lille hus på landet. Og efter næsten tre års ægteskab sagde han pludselig:
“Jeg tager til byen. Du kan blive her, hvis du vil. Det er for snævert herude. Min sjæl længes efter mere.”
“Lasse, hvad snakker du om? Alt er jo godt,” prøvede hun at stoppe ham, forvirret.
“Godt for *dig*,” svarede han og forlod huset med sin pas og de få ejendele, der passede i en gammel taske.
Rygterne spredte sig hurtigt i landsbyen. Konerne hviskede:
“Lasse har forladt Mette og taget til byen. Der må være en anden kvinde.”
Mette sagde ingenting. Hun græd ikke, klagede ikke og fortsatte bare med at bo i Lasses hus. Hun havde intet sted at tage hen. Hendes forældres hus var optaget af hendes bror og hans store familie.
“Gud må have vurderet, at Lasse ikke ville være en god far,” tænkte hun, mens hun så børnene lege.
Hver aften satte hun sig foran tv’et og så sine serier, fulde af drama og svigt. Det rørte hende dybt, og hun lå længe vågen efter.
Næste dag skulle hun fodre grisen, gæssene, hønsene og den unge tyr, Troels. Hun bandt ham i haven, for hun turde ikke sende ham ud på marken.
“Mette!” råbte naboinden. “Troels er løs! Han løber rundt i landsbyen!”
Mette skyndte sig ud og så, hvordan Troels kæmpede med et hegn med sin nyvoksede gevir.
“Troels, kom her,” lokkede hun og rakte ham et stykke brød, men han rystede bare på hovedet. “Åh, for fanden!” råbte hun arrigt. Tyren løb væk og skræmte en flok ænder.
Hun kunne have løbet længe, hvis ikke traktorføreren Anders var kommet. Han greb rebet, trak Troels tilbage og bandt ham fast. Mette lagde mærke til hans stærke hænder og arme, der hvælvede sig under den snavsede skjorte. Pludselig følte hun et stik af længsel efter at blive holdt af ham.
Men hun rystede tanken af sig:
“Hvad bilder jeg mig ind? Som en kat, der tigger kærtegn.”
Hun skammede sig.
“Anders? Den hvidhårede, altid smilende drillepind? Han bor jo sammen med den store Lotte. Nej, han er ikke noget for mig.”
Mette og Lasse blev skilt, da han forsvandt til byen. Nogle mænd havde vist interesse, men ingen fangede hende. Så hun blev alene, uset, uelsket.
Anders tørrede sine hænder af i græsset, og hun sagde:
“Kom indenfor og vask dem.” Han fulgte tavst efter, og hun mærkede hans blik brænde i ryggen.
Hun bemærkede, at han så anderledes på hende, men før hun kunne spørge, var han væk.
Alligevel føltes det, som om der nu var en usynlig tråd mellem dem. Når Anders gik forbi, rødmede hun. Om morgenen gik han bevidst forbi hendes hus, selvom han aldrig havde gjort det før.
Mette begyndte at stå tidligt op og “luge haven”, som hun sagde. Men i virkeligheden håbede hun på at se Anders. Deres blikke mødtes, og i hans øjne læste hun ægte interesse – måske endda beundring.
Hun kæmpede med skyldfølelse og frygt for Lotte.
“Hvis hun opdager det, er det ude med mig,” tænkte hun.
Men Anders blev ved. Hun smilede tilbage, og det føltes som i en dansk tv-serie. Hvordan skulle det ende?
En dag, mens hun fejede gårdspladsen, hørte hun en stemme:
“Hej, lille Mette.”
Hun vendte sig og så Lasse. Samme selvsikre smil, samme skæve blik, der engang fik hendes hjerte til at banke. Nu rørte det hende ikke.
“Jeg er kommet tilbage. Tager du mig ind?”
“Hvorfor? Kunne du ikke lide byen?”
Ingen følelser. Ingen kærlighed. Døren var lukket for ham, da han valgte byen uden hende.
Lasse flyttede ind igen. Mette kunne ikke nægte ham adgang. Om natten barrikaderede hun sin dør med en tung kommode.
Anders blev mørk i sindet. Men da han så Mette kravle ud ad vinduet, blussede håbet op igen.
“Hun har ikke tilgivet ham.”
Næste morgen fandt hun to trin under sit vindue.
“Hvem har…?” tænkte hun. “Ikke Lasse. Han er altid ude med vennerne.”
Anders havde lavet trappen sent om natten. Han var ikke gift med Lotte – de boede sammen, og han passede hendes datter fra et tidligere ægteskab.
Lotte var engang sejlet ind i hans liv efter en fest. Hun var ældre, men de endte sammen. Så fik hun sin datter med.
Vinteren kom. Lasses penge slap op, og ingen gad mere hjælpe ham. Så han forsvandt igen. Samtidig blev Lotte syg – så syg, at hun måtte indlægges. Hun døde kort efter.
Hele landsbyen kom til begravelsen.
“Lotte var stor, men god,” sagde fru Jensen.
Anders blev alene. Men morgen efter morgen gjorde Mettes hjerte et lille hop, når hun så ham rydde sne i hendes have.
Foråret kom. En dag kom Mette hjem og fandt sin dør åben. I køkkenet sad en stor kvinde og drak af hendes kop.
“Overraskelse,” sagde Lasse. “Det her er min kommende kone, Vivi. Mit hus, mine regler. Pak dine ting og gå.”
Han grinede hånligt.
Den nat barrikaderede hun sig igen.
“Gud, hvornår ender dette?” bad hun.
Næste morgen begyndte hun at flytte sine ting ud. Anders kom, tog hendes sække og bar dem til sit hus. Han sagde ikke et ord. Lasse og Vivi gloede.
“Er det kærlighed?” spottede Lasse. “Anders, hvad foregår der?”
Anders tog Mettes hånd og førte hende ind i sit hus.
“Jeg troede, hun sørgede over mig,” mumlede Lasse, men Vivi råbte ham ned.
Indenfor brød Mette sammen. Han holdt hende tæt, løftede hende op, og hun følte sig tryg for første gang i årevis.
De giftede sig kort efter og ventede nu barn. Lasse stirrede undertiden efter dem, men Mette så ikke tilbage. Hun havde endelig fundet sin mand – den, hun havde ventet på hele sit liv.
*Livet er ikke en tv-serie, men nogle gange kommer lykkenOg så blev de gamle dage mindre end en drøm, fordi fremtiden var lige her, nu.
