**Ikke som i filmene, men tæt på**
Annelise elskede romantiske film og drømte om at hendes liv skulle ligne de historier, hun så på skærmen, hvor alt endte lykkeligt. Men drømmene forblev drømme, mens virkeligheden gik sin grå, monotone gang i en lille by i det jyske hedeland.
Hun giftede sig med Mads i troen om, at det var kærlighed. Men Mads, letsindig og flygtig siden ungdommen, forandrede sig ikke. Han tog hende med hjem til sit gamle hus, og tre år senere erklærede han:
“Jeg rejser til byen. Lev som du vil. Jeg føler mig kvalt her; sjælen længes efter frihed.”
“Mads, hvad snakker du om? Vi har det da fint,” sagde Annelise forvirret.
“Det har *du* måske, men jeg har ikke.”
Med de ord gik han, kun med sin pas og en gammel rygsæk. Byen summede af rygter, og naboerne hviskede:
“Mads har forladt Annelise. Han er løbet til byen. Der må være en anden.”
Annelise tav. Hun græd ikke, klagede ikke, men blev boende i Mads’ hus. Hun havde ingen steder at tage hen – i forældrenes hus boede hendes søster med familie, og der var ikke plads. Børn havde hun ikke fået.
“Gud har måske besluttet, at Mads ikke skulle være far,” tænkte hun, mens hun så naboernes børn lege.
Hver aften satte hun sig foran tv’et og lod sig opsluge af de dramaserier, hvor lidenskaber flammede og skæbner kollapsede. Hun følte med dem, men sov derefter dårligt.
Nye dage begyndte med pligter: fodre grisen, hønsene og kalven Bamse, som hun bandt ved haven – hun turde ikke sende ham ud på marken.
“Annelise!” råbte en nabo. “Bamse er løs! Han løber rundt i byen!”
“Hvor?” Hun skyndte sig ud. Kalven stod og stangede til et gærde med sine nye horn.
“Bamse, Bamse,” lokkede hun med brød, men han rystede på hovedet. “Åh, for pokker!” råbte hun frustreret. Bamse sprællede væk og skræmte naboernes gæs.
Hun vedblev at jagte ham, indtil mekanikeren Jens greb rebet og bandt kalven fast. Annelise mærkede et strek af længsel, da hun så hans stærke hænder og muskler under den slidte skjorte. Hun ønskede, at han ville holde om hende.
Hun skammede sig. Jens var hendes klassekammerat, en altid smilende, gammel sjovemand. Han boede med den robuste Karen, naboen. Han var ikke til hende.
“Har aldrig følt sådan før,” tænkte hun og så væk.
Hun fik skilsmisse, da Mads forsvandt. Der var andre mænd, men ingen tiltalte hende. Hun levede alene, ulænket.
“Kom ind og vask hænder,” sagde hun pludselig.
Han fulgte hende, og hun mærkede hans blik i ryggen.
Hans øjne havde en ny varme, og hun undrede sig: “Hvad er der med ham?”
Han tog hendes håndklæde, tørrede hænderne, og et langt blik fulgte, før han gik.
En usynlig tråd spændte mellem dem. Når Jens gik forbi, rødmede hun. Han begyndte at gå gennem hendes have, og hun stod tidligt op for at luge – eller måske for at se ham. Blikke mødtes, og hans øjne fortalte om ægte følelser.
Hun bekæmpede tankerne, frygtende Karen: “Hun vil skælde mig ud for hele byen.”
Men Jens kom, og hans blik brændte. Annelise svarede med et smil. Det føltes som en serie uden slutning.
En dag fejede hun gården, da en bekendt stemme sagde: “Hej, Annelise.”
Hun vendte sig. Mads stod der – det samme selvtilfredse smil, den blå blik, skægstubbe.
“Er tilbage. Tager du mig ind?”
“Lyder byen ikke godt nok?”
Hjertet bankede ikke af kærlighed. Den var død, da han løb fra hende.
Mads flyttede ind. Annelise låste døren og skød et skab for. Han var sjældent hjemme, hængte ud med venner.
Jens blev mørk. Men da han så hende kravle ud ad vinduet, lysnede han: “Så tog hun ham ikke tilbage.”
Næste morgen fandt hun et trinstykke under vinduet.
“Hvem har lavet det?” spurgte hun sig selv.
Jens havde bygget det for hende. Karen var ikke hans kone, bare hans kæreste. Men da hun blev syg, passede han hende, indtil hun døde.
Vejret blev koldt. Mads forsvandt igen, da pengene slap op. Annelise åndede lettet op.
Så, en dag, stod døren åben. En stor kvinde drak af hendes kop.
“Overraskelse,” sagde Mads. “Det her er Tina. Vi bor her nu. Huset er mit.”
Annelise besluttede at sove der en nat mere.
“Gud, hvorfor?” hviskede hun.
Næste morgen bar hun sine ting ud. Jens kom, tog hendes tasker, og førte hende hjem.
“Er det kærlighed?” spottede Mads.
Jens trak hende med, og hun græd lettelsens tårer. Han løftede hende op, og verden drejede sig.
De giftede sig hurtigt – nu venter de barn. Mads glor fra sin have, men Annelise er ligeglad. Hun har Jens. Hendes faste væg.
**Lærdom:** Livet er ikke en film, men hvis man venter længe nok, kommer den rette kærlighed – bare ikke på den måde, man forestillede sig.
