Ikke sådan en Rikke
– Rikke! Igen?! Nej altså, du er ikke et barn, du er et sammenfald af uheld! Hvordan kan du bære dig sådan ad?!
– Mor, jeg ved det ikke. Det skete bare
Mor hev den snavsede jakke af Rikke, de gennemblødte gummistøvler og huen uden kvast.
– Alle andre har da helt almindelige børn, men jeg Rikke! Hvor længe skal det blive ved?
Rikke kiggede på den flåede kant af kjolen og sukkede.
Men hold op, hvor var det sjovt! Toget blev vildt godt! Ærgerligt bare, at Anders hev alt for hårdt i kjolen, så den røg op. Og Katrine Mikkelsen sagde, hun ikke ville sy den det kunne Rikkes mor for guds skyld selv tage sig af. Hun havde jo en pointe! Men det betød, at Rikke måtte sidde hele eftermiddagen på en stol i hjørnet uden at være med hvad skulle hun også sidde og flashe trusserne for foran drengene? Det var altså for pinligt! Det sagde mormor også, og hun vidste altså noget om livet!
For eksempel, at Rikke bare var sådan en. Mor syntes ikke, det var noget særligt, men mormor hun tog det nu ret cool.
– Lad så være med at hakke på barnet! Hvad er det for noget mærkeligt noget?
– Mor, du gjorde præcis det samme ved mig! Hvorfor skal det så pludselig være forkert nu? Hvis ikke jeg opdrager Rikke, hvad skal det så ikke ende med?
– Hun bliver ligeså smuk og klog som dig, ikke dårligt, vel?
– Nej, kom nu, det er jo ikke til at holde ud. Rikke! Gå så ind og få noget andet tøj på!
Rikke sukkede lettet og løb ind på værelset, mens diskussionen bag et lukket dør fortsatte mellem hendes to yndlingsmennesker. For helt ærligt de brugte da bare Rikke som undskyldning. Og hun var ret ligeglad.
Rikke spurgte faktisk engang mormor, hvad dét skulle gøre godt for, og mormor havde grinet:
– Skænderi er kedeligt uden et godt formål, skat. Men når det gælder noget, så giver det mening!
– Er jeg så det, det hele handler om?
– Det vigtigste af det hele! Du er jo den eneste vi har klart vi bekymrer os om, hvordan du bliver. Din mor er streng, fordi hun tror, det er nødvendigt. Mig? Min strenghed blev forbrugt på hende, så du må nøjes med lidt sødt en bolle måske.
– Jeg kan ikke lide boller!
– Så får du en karamel.
– Det er noget andet! Mormor, elsker mor mig?
– Hun elsker dig mere end noget andet i verden. Mere end hun elsker mig. Du skal slet ikke være i tvivl!
– Hvorfor skælder hun mig så ud hele tiden?
– Det er netop derfor
– Det er da noget mærkeligt kærlighed Du elsker mig, men du skælder mig ikke ud
– Jeg er jo din mormor hun er din mor. Sådan er rollerne fordelt. Hun skal elske dig på sin helt egen måde. Forstår du?
– Ikke rigtigt.
– Så er det måske ikke tid endnu. Det kommer med årene.
Men de der år, de kom aldrig rigtig.
Rikke blev bare ældre og mor blev mere streng.
– Hvad skal jeg dog stille op med dig? Skal jeg vente, til du kommer hjem med maven?
Den sætning hørte Rikke ofte, uden at forstå meningen. Hun fnisede tit for sig selv skulle hun måske komme slæbende med noget gennem den der hullet babypige-kjole? Hun turde aldrig spørge. Det ville mor ikke have taget særligt sjovt.
Mors bekymringer var totalt unødige.
Akavet, men pæn nok, syntes Rikke selv hun var ret almindelig. Mormor sagde noget andet, men spejlet løj ikke!
Og spejlet viste Tja, ikke noget spændende. Små øjne, en tynd, mørk hestehale og bumser på næsen. Skønhed var heller ikke det vigtigste! Det var lettere bare at lade være med at tænke mere over det især når man ikke havde råd til smart tøj eller lækre sko alligevel. De gamle sneakers var helt fine bortset fra de få gange hun kom i teatret med mormor. Så måtte hun finde noget pænt frem.
Teater det elskede Rikke. Desværre var det et sjældent luksus pengene var der ikke, selvom mormor altid lagde lidt til side fra pensionen. Derfor begyndte Rikke allerede fra 7. klasse at hjælpe naboen med hendes tvillinger og fik sine første lommepenge.
Tvillingerne var livlige, men søde børn. Rikke, der var vokset op uden søskende, hyggede sig næsten mere med dem, end hun arbejdede. Det var jo ret hyggeligt egentlig! Kom, leg lidt, to skefulde havregrød ind i åbne munde og så hjemad. Ingen, der hoppede i hovedet på hende, ingen der tegnede i hendes hæfter, og værelset havde hun for sig selv. Luksus!
Ikke fordi Rikke var decideret egoist, men fravær lærte hun tidligt betydningen af. For at kunne forsørge mere end ét barn, skulle der penge til dem havde de ikke. Mor var sygeplejerske, mormor på pension, og Rikke havde aldrig kendt sin far og længtes heller ikke efter det.
Om faren snakkede hun aldrig med mor. Hvorfor gøre hende endnu mere ked af det? Hun havde jo rigeligt at bekymre sig om! Selv var hun nærmest bare én belastning mere oveni min mormor, der begyndte at blive virkelig glemsom og næsten ikke kunne huske navne længere.
Heldigvis var det kun for en tid, at faren var i hendes mormors hukommelse. Historien om mor og den forsvundne far havde hun fortalt, mens Rikke stadig kunne forstå den.
– Han ville ikke have din mor.
– Hvorfor?
– Han var en charmør. Sådan én, der havde masser, som hende. Jeg advarede hende, men hun var forelsket. Hun snakkede om bryllup og om, at de andre bare var fortidens fejltagelser
– Blev de gift?
– Ja da! Din mor får, hvad hun vil. Men så snart han hørte, du var på vej, var han pist væk. Forsvandt bare. Nå, ligemeget. Det betyder jo ingenting nu. Din mor, hun glædede sig så meget til dig, at hun bar sig selv som et stykke porcelæn gennem graviditeten. Ræd for at der skulle ske dig noget, hvis hun ikke passede på. Også bagefter. Tænker du ikke over, at alt dét pjat med opdragelse kun handler om, at hun er bange for dig?
– Er det derfor?
– Hvad ellers! Hun er så bange, at hun ikke altid kan sove om natten. Jeg har set det! Sidder og kigger på dig og stryger dig over håret. Spørger du, så benægter hun selvfølgelig, det er hendes hemmelighed. Men hun elsker dig, Rikke. På sin måde.
– Nå ja Sagde du det samme til min mor?
– Selvfølgelig! Sådan er vi mødre. Frygten driver os nogle gange ud, hvor vi slet ikke kan bunde, og bagefter fortryder vi det.
– Men hvorfor være nervøs?
– For ens barn? Det kan ikke forklares. Når du selv får ét, forstår du det nok.
Rikke sagde ikke noget, men tænkte alligevel, at hun aldrig ville skælde sine egne børn ud hun ville gøre det helt anderledes. Naivt, ja, men hun var jo ung.
Egentlig troede Rikke ikke på, at hun fik egne børn.
Hvem ville dog se sig lun på hende? Lille, ikke særlig køn, og så en møgunge oveni hatten. Hvis man først satte sig fast hende, kunne man lige så godt overgive sig.
Efter hun var udlært, fik Rikke job på samme hospital som sin mor. Og så begyndte det hele ellers!
Alt hun gjorde var forkert! Hun var for ivrig, tog for meget hensyn til patienter, ville gøre alt for godt og det var der ikke brug for! Patienter kommer og går, du kan ikke nå at redde hele verden! Tag det nu roligt! Du kan ikke tage dig af alle!
Men Rikke gad ikke lytte til det. Hver eneste patient var hende nærmest hjerteblod. Den mindste smerte gjorde ondt på hende bare at se på. En indsprøjtning eller at rette et lagen var ikke for meget slet ikke et sødt ord. Kærlig snak gør jo selv katten glad!
Mor advarede hende endda.
– Rikke, du skal slappe lidt af og ikke gå i clinch med hele verden. De kan ikke lide den slags, så risikerer du ballade, og du ved, vi har brug for din løn! Bedstemor kan vi jo ikke sende på plejehjem, og hjemmehjælp koster kassen. Du må lære det! Du får ikke ændret på alt, men et lille skridt ad gangen…
– Men de råber af patienterne, det kan jeg bare ikke have!
– Arbejdet er hårdt, folk er forskellige. Ikke alle har overskud til at gøre alt rigtigt. Men én som dig i afdelingen er godt og I er endda tre! Afdelingssygeplejersken er glad for dig, men pas nu på ikke at brænde ud.
– Men det går for langsomt!
– Åh, Rikke! Mon ikke du minder lidt om mig?
– På hvilken måde?
– Du er stædig!
– Det må være arvet.
– Rikke!
– Ja, ja
Det var nemmere bare at gøre, som hun mente selv, selvom mor måske havde ret. For når nu Fru Mikkelsen på sal tre den sure gamle dame, der altid skulle kommentere alt på sin vej smilede til hende hver morgen, så kunne det være ligemeget. Hun klagede kun over de andre, men aldrig over Rikke.
Og der var masser flere som hende trætte, frustrerede, nogle gange så dumme tingene står på, midt i forvirrede pårørende og patienterne, de græder, raser det kan man da forstå.
Mor ønskede bare, at Rikke var okay. Men kunne man være glad, hvis alle andre havde det elendigt?
Man kan ikke gøre alle glade, men man kan prøve at hjælpe bare én, ik?
Så måtte kollegaerne grine og drille og sige, at Rikke havde klostermunk-potentiale. Det var fint, sagde mormor, karavanen går videre Og det gjorde Rikkes karavane også støvede videre gennem livet.
Det var ensomt. Særligt efter mormor for alvor blev væk i glemsel, og mor intet kunne snakke om. Veninderne blev alle gift en efter en og rakte direkte buketten til hende til bryllup.
– Tag den bare det er din tur, Rikke!
Hun tog pænt imod, men den eneste, der skulle have dukket op bagefter, kom aldrig. Måske var han faret vild, eller måske var der slet ikke én for hende. Man hører jo om det nogen er bare hele alene, uden den anden halvdel.
Så hun lagde det fra sig. Lukke ned for ventetiden. Nogen Tatjana Larina var hun ikke; hun ville aldrig selv tage initiativet, hvis det var.
I stedet gik hun fra hospitalet til dyreinternatet, hvor hun hjalp sin veninde Cecilie, og hjem til mormor, der sjældnere og sjældnere kendte Rikke. Mor sukkede og bad hende gå ud, men hun gad ikke mere. Rikke var blevet sådan én, der forblev hjemme og holdt fast i sin egen forestilling om, hvad hun skulle eller ikke skulle med sit liv.
– Mor, hvis du gerne vil have børnebørn, må du sige til. Jeg kan jo bare få et par stykker sådan.
– Rikke, hold nu op, det er ikke sjovt!
– Hvad? Der er ikke mange prinser og dem, der er, bliver hurtigt brugt. Det er jo naturens orden. Hvad forventer du?
– Jeg ville bare ønske, du var lykkelig.
– Så lad være med at snakke om min personlige udvikling. Den eksisterer ikke, mor den har det fint. Lad det nu ligge!
Så stoppede mor stille og begyndte i stedet at tænke over, hvem hun kunne præsentere datteren for selvom alle de gode længe var taget.
Men så ud af det blå skete der noget uventet. Slet ikke som Rikke havde troet.
I stedet for den store romantiske fyr, blev det den surmulende gamle Fru Mikkelsen fra sal tre, der fik vendt op og ned på det hele for Rikke.
Den gamle tøs var fast gæst i afdelingen to gange om året, og hver gang blev alle slidt op og rullet med øjnene.
– Så er hun der igen, din yndling, Rikke. Gør dig klar!
Men denne gang var Fru Mikkelsen anderledes tavs og alvorlig. Hun skændtes ikke, hun brokkede sig ikke, men lagde sig bare om på siden og henvendte sig ikke til nogen.
– Gå nu min pige det er ikke nu
Inden længe fandt Rikke ud af, hvor alvorligt det var. Fru Mikkelsen havde selv bedt om indlæggelse, efter hun igen havde haft ondt med familien.
– Hun går op i hovedet på sine børn så kan hun selv sidde der og ærgre sig!
Men sandheden det vidste Rikke, den var altid mere kompliceret. Folk er, som de er.
Efter sin vagt gik Rikke ind til Fru Mikkelsen.
– Har du brug for noget? Jeg kan hente det.
Lang, målløs stirren. Så:
– Rikke, jeg ved nemlig ikke, hvordan man beder Jeg har aldrig bedt om noget, altid forlangt, som min mor lærte mig vil du opnå noget, så gå forrest! Men hvad hvis du ikke kan mere?
– Bare sig det, jeg er her.
– Jeg har familie nok, men ingen jeg stoler på eller kan bede om hjælp. Livet, det er gået, men jeg har ikke meget at huske. Arbejde, bekymringer, voksne børn og så et hjem, som jeg gav til dem, så de ikke skulle bekymre sig. Nu er jeg overflødig det eneste der betyder noget, det er katten. Rikke, vil du tage dig af min Missen, indtil jeg kommer hjem?
– Katten?!
– Nemlig. Hun er fræk, men klog. Hun ville ikke lade mig tage herhen i dag, bed for hende, okay?
Rikke blev helt i tvivl. Katte havde de aldrig haft hjemme, pengene rakte ikke. Men hun kunne slet ikke sige nej til Fru Mikkelsen, for katten var tydeligvis alt for hende.
Efter vagtens slutning talte hun med sin mor, og tog hen efter Missen.
– Jeg passer hende, men kun midlertidigt!
– Selvfølgelig, skat selvfølgelig
Mikkelsens bryskhed forsvandt for første gang, og hun lignede bare en ældre dame.
Da Rikke nåede op til opgangen, tøvede hun at gå alene ind virkede pludseligt lidt overvældende. Hun bankede derfor på hos naboen.
– Ud for at hente Missen? Du skal ikke gå ind der alene! Hun er en skrap kælling, men vi skal nok vente og se, om du får fat i katten.
– Vi er alle lidt småsære, siger du, ha? grinende nikkede kvinden og vuggede sin Ivan i armene, mens hun holdte døren åben.
Missen havde dog ingen planer om at blive fanget og stak af så snart hun overhovedet fik mulighed for det ud gennem opgangsdøren og forsvandt op i et træ.
Rikke spurgte flyttefolkene, om de havde set katten. Den sad i træet, grinede de bare.
Rikke måtte klatre op. Natten var ved at falde på, regnen silede ned og hun så kun katten som et mørkt glimt mellem grenene.
– Missen-missen-missen!
Katten hvæsede vredt.
– Tosset pelsbold, suk!
Hun måtte klatre. Højdeskræk eller ej. Da hun nåede op, fik hun endelig fat i nakken på Missen og skubbede hende ind under jakken. Der var lunere, så Missen blev helt rolig.
Men så gik det op for Rikke, at hun ikke anede, hvordan hun skulle komme ned. Hun turde dårligt kigge, der var langt!
Mobilen kimede nede fra lommen mor ringede utvivlsomt. Men Rikke sad fast. Hun nægtede at råbe om hjælp.
– Hey! Sidder du godt?
En mandsstemmen overrasket røg hun næsten ned.
– Vent, jeg henter en stige! Bliv nu siddende!
Han hentede en stige, og et øjeblik efter støtter han hende ned.
– Jeg har dig, du skal bare roligt komme ned.
En tynd, lidt drenget fyr smilede til hende: – Skal jeg følge dig?
– Nej, nej, jeg klarer den, sagde hun, men kom hurtigt på bedre tanker han havde jo fundet en stige og stod midt i regnen for hendes skyld.
– Undskyld tak. Jeg kunne have siddet der hele natten uden dig.
– Hvorfor klatrede du så op?
– Skulle have fat i katten. Nu skal vi hjem.
– Efter alt det kan vi da godt snakke i du-form jeg hedder Mads. Skal jeg følge dig til toget eller hjem?
– Bare lidt endnu, sagde Rikke og blev overrasket over, at hun slet ikke frøs mere. Hun mærkede i stedet en mærkelig varme, næsten som noget løftede hende. Hun smilede helt ufrivilligt til alt, Mads sagde.
Missen lå musestille under jakken, nærmest bange for at ødelægge stemningen. Selv katten kunne mærke, dette var noget særligt.
Det blev til rutine. Næste dag ventede Mads på hende efter arbejde, og de gik sammen ned for at købe godbidder til Missen, for åbenbart ville hun kun spise særligt foder.
Rikke fik kun Missen i en uge. Da Fru Mikkelsens datter ankom, kom hun for at hente katten.
– Mor savner hende så meget de skal være sammen.
– Så du tager Fru Mikkelsen hjem?
– Ja, selvfølgelig hun er min mor. Sådan er det jo.
Rikke vinkede farvel og tænkte på, at ingen kan forstå andre folks familie-ting. Det kan være så meget andet end det, man tror, lige præcis når man kigger udefra.
Måske var det vigtigere at tænke på at skabe sit eget. Særligt når man havde nogen at gøre det med. For det eneste, der virkelig betød noget, var at man fandt én, der ville hente en stige netop, når man sad fast og aldrig ville få én til at føle sig forkert. For for den rigtige, er man den bedste i hele verden.
