Ikke som de andre Kirstine
Kirstine! Igen?! For pokker da, altså, er du et barn eller et klodset forvokset får? Hvordan kan du bære dig sådan ad?!
Mor, jeg ved det ikke. Det skete bare
Mor flåede Kirstines smudsige jakke af, de gennemblødte støvler og huen, som nu manglede sin kvast.
Andre har normale børn og så fik jeg Kirstine! Hvordan kan du blive ved?!
Kirstine stod og kiggede på den flænsede nederdel og sukkede tungt.
Men det havde jo været sjovt! Toget blev så flot! Ærgerligt, at Simon hev lidt for meget i nederdelen, så den røg. Og så sagde frk. Cathrine, at det ikke var hende, der skulle sy det måtte Kirstines mor klare! Fair nok. Til gengæld måtte Kirstine sidde på stolen i hjørnet fra eftermiddagssnacken til langt ud på aftenen man kunne jo ikke sådan sidde og flashe underbukser for drengene?! Det sagde mormor altid. Hun vidste trods alt noget om livet!
For eksempel, at Kirstine var lidt anderledes. Mor syntes ikke, men mormor havde ikke noget imod det.
Hold nu op med at hakke så meget på barnet! Hvad skal det til for?
Mor, det er sådan, du opdragede mig! Hvorfor siger du så, det er forkert? Hvis jeg ikke opdrager Kirstine, hvad bliver hun så til?
Hun bliver da lige så klog og dejlig som dig! Er det ikke nok?
Åh, nu må du stoppe, jeg orker ikke flere af dine fjolletheder! Kirstine! Gå ind og skift tøj, nu!
Med lettelse sukkede Kirstine og fór ind på sit værelse. Så fortsatte de to kvinder deres diskussion uden hende. De havde ikke brug for hende til at holde gang i snakken, hun var bare et påskud.
En gang spurgte Kirstine mormor, hvad det betød hun lo bare og sagde:
At skændes uden grund er kedeligt, skat. Men har man noget på spil så kører det!
Er jeg det, du og mor så skændes om?
Det vigtigste, vi har, naturligvis! Du er jo vores eneste. Vi bekymrer os bare, om hvordan du bliver som voksen. Hver på sin måde morens strenghed, fordi hun tror det er nødvendigt. Mig? Tja al min strenghed blev brugt på din mor, så den er der ikke mere. Nu må jeg opfinde andre metoder. For eksempel, lidt sødt.
Jeg kan ikke lide honninghjerter!
Jaja, så lad det være vingummier.
Det er noget helt andet! Mormor, elsker mor mig?
Mere end noget andet i verden! Mere end selv mig! Det er helt sikkert!
Hvorfor skælder hun mig så hele tiden ud?
Netop derfor
Mærkelig måde at vise kærlighed på Du elsker mig også, men skælder mig ikke sådan ud
Jeg er din mormor, hun er din mor. Det er hende, der har ansvaret. Derfor elsker hun dig også anderledes. Forstår du?
Nej!
Så er du ikke gammel nok endnu. Du skal nok forstå det engang!
Men det der ‘engang’, det lod vente på sig.
Kirstine ventede og ventede, men intet skete mor blev bare mere og mere streng.
Hvad skal jeg dog gøre med dig?! Vente til du slæber en vugge hjem uden for loven?!
Den sætning hørte Kirstine ofte, men forstod længe ikke, hvad den betød. Hun tænkte på den gamle nederdel fra børnehaven. Hun havde mest lyst til at spørge, hvordan man overhovedet skulle bære noget i en nederdel med hul i, men det ville hun nok bare få bøllebank for mor havde ikke humor til den slags vittigheder.
Mors bekymringer viste sig at være overflødige.
Klodset, men sympatisk, Kirstine syntes ikke selv, hun var noget særligt. Ligemeget hvad mormor sagde spejlet lyver jo ikke!
Og i spejlet så Kirstine… ikke noget særligt. Små øjne, en tynd hestehale af mørkt hår og lidt bumser på næsen. Flot, det var hun ikke!
Hun lærte hurtigt at acceptere, hvordan hun så ud. Det var nemmere sådan både for hende og for mor. Hvad skulle hun bruge moderigtigt tøj til? Skoene fejlede heller ikke noget, hendes gamle sneakers duede til det meste. Kun når hun skulle i teatret med mormor, måtte der lidt pænere tøj på.
Teatret elskede Kirstine. Bare synd, at det sjældent blev til noget. Billetterne var dyre. Mormor sparede lidt op hver måned af pensionen, men det tog sin tid. Derfor tilbød Kirstine i syvende klasse at hjælpe naboen med at passe tvillingerne nogle aftener hendes første rigtige penge på lommen. Tvillingerne var livlige, men søde, og Kirstine nød det hun havde jo ingen søskende.
Det var hyggeligt! En omgang leg, en skefuld grød i to små åbne næb, og så hjem igen. Ingen, der løber på hovedet af en, ingen krusseduller i hæfterne, og ingen værelse at dele.
Ikke fordi Kirstine var egoist, men hun havde tidligt forstået, hvad man har og ikke har. Skal man opfostre to børn, skal der penge til. Og hjemme var der kun mors løn som sygehjælper bevares, på intensiv og mormors folkepension. Og frem for alt ingen far i billedet. Hende havde Kirstine aldrig set eller ønsket at lære at kende.
Hun snakkede aldrig med mor om den slags tanker. Hvorfor gøre hende mere ked af det? Hun havde rigeligt. Der var Kirstine selv og så mormor, som var begyndt at glemme det meste; selv sit navn gik nogle gange af hende.
Godt nok kunne hun i lang tid lidt endnu huske Kirstines far. Alt om hans indtog og pludselige forsvinden havde hun fortalt Kirstine, en dag mor ikke hørte det.
Din mor betød ikke nok for ham.
Hvorfor ikke?
Han var en skørtejæger. Flokvis af piger var der om den mand! Jeg advarede hende, men… Hun blev forelsket og overbeviste sig selv om, at han ville gifte sig med hende. At de andre var ungdommens fejl.
Giftede de sig?
Det gjorde de da! Din mor får, hvad hun vil men det hjalp ikke. Da han fik at vide, hun ventede dig, forsvandt han som dug for solen. Væk, og vi har aldrig set ham siden. Efterlod kun et brev.
Hvad stod der i?
Det rager ikke dig, Kirstine. Det var deres sag. Du skal bare vide, at du var hendes største ønske! Hun gik forsigtigt rundt hele graviditeten, bar dig forsigtigt som en krystalvase og var bange for alt. Og hun har aldrig sluppet frygten for at miste dig siden da. Tror du, hun skælder dig ud uden grund?
Er det derfor?
Ja da! Hun er så bange for noget skal ske dig, hun sover nogle nætter ikke. Sidder og ser på dig, stryger dig over håret og næsten tuder. Jeg har ofte set det. Og spørger du hende, bliver hun vred. Det er hendes hemmelighed. Hun elsker dig, Kirstine. På den måde, hun nu kan. Kan du høre det?
Jo Mormor, skældte du også mor sådan ud?
Det kan du tro! Vi mødre kan blive tossede af frygt for vores børn og fortryde det bagefter.
Hvorfor skal man være bange?
Man ved det ikke, Kirstine. Det kan ikke forklares. En dag er du mor, så forstår du det.
Kirstine sagde ikke mere, men besluttede for sig selv, at hun aldrig ville opdrage sine børn med skældud hun ville gøre det helt anderledes. Sikke en naiv tro! Hvem er ikke naiv i den alder?
Men der var langt til børn. Kirstine troede alligevel ikke, hun nogensinde ville få nogle.
Hvem ville dog falde for hende? Lille, grim, og så stædig som en burr. Når hun først hæftede sig ved nogen, slap hun ikke nemt.
Efter endt sygeplejerskeuddannelse fik Kirstine job på samme hospital, som hendes mor. Og så begyndte det hele!
Alt var forkert! Hun var for kvik, for venlig over for patienterne det måtte ikke blive for personligt, for så satte de sig på nakken af en! Og hun sled alt for meget Det betalte sig jo ikke. Patienterne kom og gik skal man da dele sig i småstykker? Tag det roligt! Ingen kan gøre alt.
Men Kirstine nægtede at slække på noget. Hun var rystet over, hvor ondt patienter havde selvfølgelig skulle man spørge ind og hjælpe, når man var der! At rette en dyne eller sige et venligt ord Det kan selv katten lide, siger mormor patienter har brug for det!
Selv mor advarede hende.
Kære, lad nu være med at gøre opmærksom på dig selv! Her ser man ikke med milde øjne på sådan nogen. Du får kun problemer med kollegerne, med mig, og hvad med mormor? Du ved, hvad en plejehjemsplads koster! Du skal beholde dit arbejde og få erfaring hvem passer mormor, hvis du ikke gør?
Mor, det går ikke! De skælder patienterne ud og kalder dem navne
Det er hårdt arbejde, og folk er forskellige! Nogle orker at være søde, men det kan ikke altid lade sig gøre. Der er tre af jer på din afdeling, der er som dig. Det er kun godt! Jeg har talt med afdelingssygeplejersken. Hun roser dig, men synes også, du skal tage det lidt roligere. Tvinger du de andre, lærer de ikke noget. Gør det blidt med eksempel. Måske hjælper det.
Det tager for lang tid!
Ja du hvad er du lavet af, Kirstine?
Hvad mener du?
Du er stædig!
Det kommer nok fra dig selv.
Ej, nu må du holde
De store skænderier blev undgået Kirstine hørte kun på mors gode råd, når det passede hende. Måske havde mor ret i noget, men i den tredje stue lå der en gammel dame, sur som et pund eddike, som altid smilede til Kirstine og aldrig klagede over stik eller manglende opmærksomhed. Til de andre sygeplejersker brokkede hun sig altid men aldrig over Kirstine.
Og var hun den eneste? Nej. Der var mange mennesker nedbrudt af sygdom, trætte af smerte og familie, der kun bekymrede sig om arv. Kirstine så alt. Når familien gik, stod patienterne ofte med tårer i øjnene. Hvordan kan man ikke forstå dem?
Men mor hørte ikke efter. For hende var det vigtigst, at Kirstine havde det godt. Men hvordan kan man have det rart, hvis alle omkring én har det dårligt?
Man kan ikke gøre en verden til forskel, men lidt kan man jo hjælpe.
Så må kollegerne gerne grine og sige, at Kirstine passer til et kloster. Det rager dem! Mormor sagde altid, at karavanen skal videre, uanset hvor støv og kameler kommer fra
Så Kirstines “karavane” gik videre. Indimellem følte hun sig ensom, især efter mormor for alvor forsvandt ind i glemslen nu havde hun stort set ingen at tale med. Mor sukkede og sagde, hun skulle tænke mere på sig selv. Veninderne blev gift, én efter en, og begyndte at give Kirstine deres buketter direkte.
Jeg gider end ikke smide den! Ud med dig nu du må da blive gift, Kirstine!
Hun tog buketterne uden at protestere man kunne jo ikke fornærme veninderne. Men den “eneste ene”, der skulle dukke op, efter hun havde fået blomsterne, lod vente på sig. Måske havde han forvildet sig væk, måske var han bare ikke beregnet til hende. Måske ER man bare et menneske, der skal klare sig selv?
Hun vænnede sig til det stoppede næsten med at håbe. Hun følte sig ikke som Tatjana fra Onkelipigen hun ville aldrig turde bekende sine følelser først. Ikke engang hvis hun fik chancen.
Hendes hverdag flød mellem hospitalet, et lille dyreinternat drevet af en veninde, hvor hun af og til hjalp, og hjemme hos mormor, der snesevis af gange dagligt ikke kunne kende hende. Mor sukkede, drev hende ud på café, men vidste godt, det var omsonst. Kirstine ville blive gammel pebermø og havde ikke brug for kærlighed eller bånd.
Mor, hvis du VIL have børnebørn, så sig til jeg kan da sagtens føde et par stykker. Det klarer folk jo uden konge, nu om dage.
Kirstine! Det er for kynisk!
Hvad så? Der er ikke prinsen nok til alle! Sådan er naturen. Hvad vil du have?
Jeg vil bare have, at du er lykkelig
Så lad være med at mase min privatlykke ud i ny og næ. Den vil ikke lægge sig til rette den har det, fint! Forstå? Og lad det nu ligge jeg får mere end rigeligt!
Så tav mor, sukkede stille, mens hun spekulerede på, hvem hun kunne præsentere for sin trodsige datter. Veninders sønner var forlængst taget ikke andet at gøre end at vente.
Men så blandede naturen sig. På sin helt egen måde, ikke som Kirstine havde forestillet sig.
Hun havde troet, helten ville stå klar og vente stille på hende og så blev det helt anderledes.
Det hele startede med den sure gamle dame fra sygehuset, fru Marianne. Hun dukkede op på afdelingen et par gange om året, og hele personalet stønnede, hver gang hun steg ind ad døren.
Nu går hun i gang med klager igen! For pokker da… Nå, det er din yndling, Kirstine tag dig af hende!
Marianne blomstrede altid op, når Kirstine hilste på.
Min pige! Endelig et menneske her! De andre ligner jo spøgelser.
Åh nu, Marianne, vi gør det, vi kan.
Du er for unge til at forstå, hvad folk er værd! Jeg har levet et langt liv. Lad være med at diskutere.
Det gør jeg heller ikke! Kom med ind på stuen, så skræmmer du ikke de andre væk.
Lad dem bare blive bange! Det har de godt af!
De, du altså… Du kan også være sød det er måske bare din kat, der har det fra dig?
Kirstine nikkede og tænkte ikke videre men det skulle hun have gjort! Hun kom nemlig til at lære denne kat at kende.
Det skete, da Marianne en dag dukkede op helt stille, nærmest uden energi.
Ikke et ord til nogen, ingen brok. Bare ind og vende ryggen til alle. På Kirstines bekymrede spørgsmål svarede hun ikke, viftede bare af.
Gå du, Kirstine Senere, måske
Det varede ikke længe, før Kirstine fandt ud af, at Marianne selv havde bedt om at blive indlagt og hvad diagnosen var.
Hun er uvenner med børnene pjat med det. Viser man kulde, skal man ikke regne med, at nogen henter et glas vand til en, når man ikke kan gå selv!
Sådan noget røg direkte forbi Kirstines ører. Hvem var hun til at dømme? Man ved ikke, hvad der sker i andres familier alle har deres version af sandheden.
Efter sin vagt svingede Kirstine ind for at høre til Marianne:
Kan jeg hjælpe med noget? Skal jeg komme med noget fra kiosken?
Marianne så længe på hende så sagde hun:
Kirstine, jeg vil be dig om en ting Jeg er ikke vant til at bede om noget. Min mor lærte mig: vil du opnå noget, så stå fast! Men hvis du engang ikke selv kan hvad så?
Hvad vil du spørge om? Sig bare til.
Ser du, Kirstine, jeg har masser af familie, men stoler ikke rigtig på nogen. Livet er gået, og meget har der ikke været sjov ved. Arbejde, bekymringer Glæderne var knappe, problemerne talrige. Ville jeg gøre noget godt for børnene, de blev bare forvænte. Nu deler de mit, før jeg er helt væk Jeg har altid givet dem alt, hvad jeg havde: lejligheden, sneg mig til at hjælpe, selv om det var hårdt. Barnebørnene, så længe jeg kunne gå. Men nu har de ikke brug for mig længere. Hverken mig eller min Mis.
Hvem?
Min kat! Hun er lidt gnavpot, men har hjerte af guld! Hun forstod straks, at der var noget galt, da jeg skulle herind hun ville ikke lade mig tage af sted!
Kirstine var i tvivl. Hun elskede dyr, men hjemme havde de ingen plads, og der var usikkerhed med mormor. Og penge var i forvejen små.
Men hun kunne ikke sige nej. Marianne så på hende med en bøn, der ikke levnede tvivl: katten var det eneste lille lys i hendes liv. Sært og måske lidt fjollet men sådan var det! Kirstine besluttede, at hun ikke havde ret til at dømme. Kun at give lidt lys, ikke mere.
Da hendes vagt var omme, spurgte hun mor, hvad hun mente men tog derefter straks hjem til Marianne for at hente katten.
Jeg tager den, Marianne men kun indtil du bliver rask! Så får du din Mis hjem igen!
Selvfølgelig, Kirstine
Marianne nikkede forsigtigt, for en gangs skyld som en helt almindelig bedstemor.
Ved lejligheden fik Kirstine Marriannes nøgler, men hun følte sig lidt utryg ved at gå alene ind i lejligheden. Hun prøvede at få øje på nogle på trappen og bankede så på hos en nabo.
Kan jeg hjælpe? en venlig yngre kvinde stod med et lille barn på armen.
Undskyld mig, men Marianne fra stuen overfor har bedt mig hente hendes kat. Kan du stå lidt i døren, mens jeg prøver at fange den? Bare for en sikkerheds skyld.
Vil du ikke ind alene? Det kan jeg forstå hun kan være lidt sær! Kom bare.
Nej nej, hun er meget sød vi er vel alle forskellige!
Det har du ret i! Vi venter her, ja?
Lille Magnus brummede en slags svar, og Kirstine gik ind efter katten.
Operationen var dog næsten overstået, før den var begyndt. Lige da døren blev åbnet, susede en sort kat som et lyn forbi hende og ud ad opgangen!
Luk døren! råbte naboen. Den er glat og spænder. Hvis du fanger hende, pas på fingrene!
Tak!
Kirstine fløj ud gennem opgangen og håbede bare, hoveddøren ikke stod åben.
Men det gjorde den og udenfor var nogle flyttemænd i gang. Kirstine spurgte tøvende:
Har I set en kat?
En af flyttemændene pegede hen mod et træ.
Den kravlede derop!
Alle grinede, da Kirstine begyndte at balancere under træet, på jagt efter den hadske Mis, som hun knap kunne skimte i mørket.
Mis, mis, mis
Et djævelsk hvæs svar.
Du er da en bandit, er du!
Der var ingen vej udenom. Kirstine måtte op i træet, selvom det var begyndt at regne.
Hun lagde tasken fra sig, greb en gren og begyndte at klatre.
Jo højere op, hun kom, desto mere peb katten. Pludselig en pote hen over ansigtet!
Mis! Slap dog af. Jeg skal jo bare have dig med hjem
I stedet for at true katten, rakte hun forsigtigt ud, greb katten i nakkeskindet og straks slap Missen sit tag i grenen.
Nu var der bare ét problem at komme ned igen.
Regnen faldt tungere, og Kirstine mærkede først rigtigt angsten. Hun havde glemt, hvor bange hun var for højder, og træet var højere, end det så ud.
Mor
Ned er der langt
Hun prøvede. Men hun frøs fast på grenen turde knap røre sig. Hendes telefon ringede uafladeligt, men hun erede ikke at tage den frem.
Råbe om hjælp? Helst ikke. Skulle folk more sig over hende?
Nå, sidder du godt deroppe?
En mandsstemme spøgefuld så Kirstine var lige ved at miste balancen.
Du må endelig ikke falde! Jeg henter en stige.
Ikke at hun havde meget valg. Hun sad bare fast.
Efter lidt kom han tilbage, stillede stigen til, og beordrede:
Kom nu ned eller har du tænkt dig at sove i træet?
Hun lukkede øjnene, sank en klump, og mærkede hans hænder støtte hende.
Lettere rystende nåede hun jorden igen. Katten stak af, men Kirstine var hurtig. Nu hørte katten til under jakken.
Du bliver her, og så holder du dig i ro! Jeg har lovet at passe på dig!
Hold da op, du er ikke nem at imponere, sagde den unge mand og så på hende med et skævt grin.
Skal jeg følge dig hjem?
Nej tak. Hun tog sig selv i det lidt for vrantent. Hun skyldte manden lidt mere end skældud.
Undskyld og mange tak! Uden dig havde jeg siddet der hele natten!
Hvorfor i alverden kravlede du derop så?
Efter katten Undskyld, jeg må hjem, min mor venter.
Hvorfor taler du så pænt? Efter at have set dig hænge fra et træ, kan du sagtens kalde mig Emil. Skal jeg gå med til stationen? Bor du langt væk?
Ikke langt.
Hun følte sig ikke længere kold. Tværtimod løb en sød varme gennem hende ved alt, han sagde.
Mis blev hen ad vejen helt rolig. Kirstine blev så glad, så hun næsten ikke turde indånde, i frygt for at ødelægge det.
Emil fulgte Kirstine hjem. Næste dag ventede han på hende ved parken ved hospitalet. De gik hen og købte kattemad for det viste sig, at Mis ikke gad hvilken som helst tørfoder.
Kirstine passede katten en uges tid indtil Mariannes datter kom for at hente både mor og kat.
Mor savner Mis så meget nu må de være sammen igen.
Tager du din mor hjem?
Selvfølgelig! Hun har været stædig, men nu forstår hun.
Kirstine stod tilbage og tænkte endnu engang, at man aldrig rigtigt kan vide, hvad der sker i andres hjem. De kæmper allesammen deres kamp.
Og egentlig burde man ikke dømme bare passe sit eget.
For det var værdifuldt at vide: Nogle gange kommer dem, der betyder noget, ikke som helte men som dem, der finder en stige til dig, når du sidder fast i regnen.
Og de siger aldrig, at du ikke er som de andre. For måske, for dem, er du lige præcis den eneste, de har ventet på.
Og det forstod jeg at man skal være taknemmelig for dem, der ser én for den, man er. Ikke som de andre. Men god nok, alligevel.
