Nu kan jeg snart ikke vente længere!
Anne havde længe ønsket sig et vellykket ægteskab. Hun havde allerede prøvet at blive gift det gik ikke godt.
Fra det ægteskab havde hun sønnen Andreas, som nu var 20 år.
For mange år siden blev hendes mand afsløret i utroskab af den slemme slags. Anne var vendt en dag før hjem fra arbejde, og greb ham i soveværelset i færd med at rede sengen, halvt påklædt. I køkkenet stod hendes bedste veninde og lavede kaffe iført Annes natkjole!
Det var klassikeren! Skilsmissen var hurtig overstået, og veninden blev slettet fra alle kontakter. Anne nægtede at grave rundt i det beskidte skyld kræver straf. Manden blev smidt ud, og sønnen fik forbud mod kontakt. Anne var dengang ikke engang fyldt tredive.
Over ti år gik. Anne nåede både at skrive ph.d. og doktorafhandling, og som fyrreårig blev hun lektor i nordisk filologi ved Aarhus Pædagogseminarium, hvor hun også var institutleder.
Hun var respekteret og vellidt. Selvom Anne levede alene, mistede hun aldrig håbet om at finde en værdig livsledsager. Hun mente, det var alt for tidligt at give op og sidde derhjemme og hækle karklude.
Friere var der nok af, men ingen fandt for alvor vej ind til hendes hjerte. En bejler friede allerede efter første date han lånte endda penge af hende (“vi er jo nærmest familie nu…”) og forsvandt derefter. En anden var enkemand og ledte efter en mor til sine børn. Han inviterede Anne hjem og bad hende lave aftensmad til hele familien. Hun indvilgede og lavede mad til de tre børn, selv om det føltes for meget.
Vel hjemme igen brast hun i gråd. Hun fik ondt af børnene og af faderen. Men hun kunne ikke bære ansvaret for dem alle. “Måske er jeg egoist,” tænkte Anne.
Årene gik, og mulighederne blev stadig færre. Da Anne havde mistet næsten alt håb og ville sætte punktum for alle de forgæves forsøg, dukkede Han op.
En ung, charmerende mand fra Algeriet, Zakaria, på 28 år, som havde været hendes studerende. Han var blevet i Aarhus og åbnede en lille benzinstation. En dag, da Anne skulle tanke bilen, genkendte hun ham bag disken. Zakaria smilede, de snakkede om gamle dage, og han gav hende sit visitkort.
Fremover tankede Anne hellere end gerne bilen hos Zakaria, og snart begyndte han at invitere hende ud på restaurant, til koncert med Aarhus Symfoniorkester. Anne blev smigret, men tvivlede; hvad så han dog i hende? Hun afslog invitationerne i begyndelsen.
Men Zakaria var ivrig. Anne huskede, hvordan han som studerende skilte sig ud ved at være flittig og åbenhjertig, og hvor dygtig han var til dansk. Han havde engang foræret hende en smuk udskåret æske, hvori der lå en seddel: “Kære Lektor Anne, jeg elsker dig!”
Dengang troede Anne, det var en dårlig joke. Hun gav ham æsken tilbage og skyndte sig væk.
Dagen efter bankede Zakaria på hendes kontor.
Undskyld, jeg ville ikke såre dig. Du betyder meget for mig.
Hun tog imod undskyldningen.
Gå nu til time, Zakaria, sagde Anne.
Derefter holdt Zakaria respektfuld afstand. Men nu, mange år senere, stod historien atter foran hende. Skulle hun tage imod hans opmærksomhed? “Vi er bare mand og kvinde nu. Måske skulle jeg kaste mig ud i det,” tænkte hun.
Snart bød livet på en kort og intens romance. Første date var magisk; Anne blev overrasket, rørt og følte sig igen ung. Forskellen i alder betød intet hun kunne være fjollet, og Zakaria moden.
Anne omdøbte ham kærligt til Zakarias, og Zakaria døbte hende for sjov Anilie. Anne svævede på en sky; første gang i mange år følte hun sig som en rigtig kvinde, elsket og ønsket.
Men Zakaria friede aldrig. Snart skulle han tilbage til Algeriet, hvor familien allerede havde fundet en ung, passende brud Hadjira på 17 år, fra en god familie. Anne havde heller ikke lyst til at forlade Danmark, sin mor og Andreas.
Zakarias familie ville aldrig godkende en ældre udenlandsk kvinde det ville ikke klæde familien.
Egen rugbrød er bedre end andres lagkage, sagde Anne og besluttede at give al sin kærlighed til Zakaria, mens de havde hinanden.
“Hvor meget kvindelykke har jeg tilbage? Ikke meget. Jeg elsker ham, så længe jeg kan!” sagde Anne til sin mor.
Mor var stærkt imod forholdet:
Anne! Hvorfor dog den fremmede fyr? Mangler du danske mænd? Du får ikke mit velsignelse! Din eksmand Knud har tigget om en ny chance i årevis. Kan du ikke bare tilgive ham? For Andreas skyld, hvis ikke andet.
Mor, Knud var dig utro, har du glemt det?
Han har sagt undskyld 117 gange! Og du passede ham jo ikke du havde for travlt med forskning. Når en mand er overladt til sig selv, slår enhver dame til. Ja, og han tænkte ikke over det.
Hvorfor tilgav du aldrig far så? Han prøvede jo også.
Din far gik, før du blev født, og fik tre børn med en anden. Da han kom tilbage, kunne jeg ikke tage én med tre børn. Men Knud? Han går og venter på dig. Andreas savner ham, sagde mor.
Mor, jeg bliver ikke gift med Zakaria. Han vil sikkert forlade mig først. Så ser vi, sagde Anne eftertænksomt.
Åh, min pige gamle heste elsker stadig korn, sukkede mor.
Efter tre år sagde Zakaria farvel. Jeg vil aldrig glemme dig, Anilie, sagde han og gav hende den udskårne æske, nu med en smuk ring, hvor to engle holdt et lille diamant-hjerte.
Mit hjerte bliver hos dig, sagde Zakaria og kyssede hende.
Han rejste hjem til Algeriet.
Et år senere sendte han et bryllupsfoto: “Her er min kone, Hadjira.” Året efter fulgte endnu ét: “Min anden kone, Maryam.” Zakaria fortalte, at flerkoneri var tilladt ifølge loven i Algeriet.
Når Anne så de billeder, følte hun ingen jalousi. Hvad ved unge piger om ægte kærlighed? Hun trak lidt på smilebåndet over hans triste blik på billedet måske savner han hende endnu et sted i hjertet. Men gammel kærlighed ruster, når ny blæser ind.
Tiden gik, og eventyret sluttede. Anne vendte siden, og Andreas blev gift og fik en datter. Anne bad om, at barnebarnet skulle hedde Anilie, så kærlighedshistorien aldrig ville gå i glemmebogen.
Hun tilgav eller måske bare fik ondt af eksmanden Knud. Han nærmede sig gennem svigermor, og mor fik Anne overtalt:
Han kender sin skyld. Hvem er syndfri? Vi snubler alle. Ikke alle kan modstå fristelser.
Anne og Knud bor nu sammen igen og gør alt for at holde sammen. Anne har taget på strikkekursus og strikker små sokker med arabiske mønstre til lille Anilie
Og Anne har lært, at uanset hvor meget vi håber og drømmer, former livet sig sjældent som vi planlægger men kærlighed, tilgivelse og evnen til at give slip kan åbne nye veje til lykke og ro i sindet.
