Ikke bare naboer
I vores lille landsby på Sjælland, hvor vejene om sommeren er rammet ind af grønne bøgetræer, og om efteråret af dybe gule og røde blade, boede vi to familier side om side. Vi har altid haft et godt naboskabhjulpet hinanden, støttet op, delt både store og små ting. Børnene voksede op sammen og er for længst draget til København for at forfølge livet der.
Men så ramte sorgen. En mørk og tidlig morgen, da duggen stadig lå på græsset, kom min nabo, Jens, løbende over til vores hus, hvor jeg boede med min kone, Gerda. Han bankede på ruden ikke som han plejede, blidt, men hårdt og næsten febrilsk.
Hvad er der? spurgte jeg søvndrukkent, og Gerda svang et sjal om skuldrene, mens vi gik ud på trappen.
Min Anna Min Anna, græd Jens sammenbrudt, satte sig på trinene. Den rå oktoberluft var bidende.
Hvad med Anna? Hvad er der galt? Skal vi ringe efter lægen? jeg lagde en hånd på hans skulder.
Nej det er for sent. Anna er død, svarede han stille.
Vi tog ham ind, sørgede for ham, indtil hans søn og svigerdatter kom fra Roskilde. Gerda lavede te, jeg sad med Jens og lod ham græde ud. Efter begravelsen var vi der for ham, som altid. Ofte spiste han aftensmad hos os, og jeg spillede skak med ham nogle aftener, så han ikke skulle sidde alene.
Halvandet år gik. Jens fandt efterhånden ro i sorgen. Han begyndte at tage hånd om hverdagslivet, lavede mad, vaskede tøj, gjorde rent. Sønnen kom på visit med sin familie nu og da.
En august aften sad vi ude i haven. Solen sendte de sidste varme stråler, vi spillede skak og snakkede lavmælt. Så, pludselig, mærkede jeg at jeg mistede balancen, og faldt om på græsset. Jens nåede op og greb mig, mens han råbte efter Gerda, der kom ud med en skål fyldt med friske agurker fra drivhuset. Hun tabte skålen, da hun så mig. Senere sagde lægen, at det var hjertet. Jeg var væk på et splitsekund.
Gerda sørgede dybt. Søn og datter kom fra nær og fjern, vi holdt en fin begravelse. Da alle var taget hjem igen, stod huset så tomt. Kun Jens kiggede fortsat ind, hjalp til. Om natten kunne hun ikke sove, tankerne kørte rundt.
Tiden gik. Både Jens og Gerda var pensionister. Han havde undervist i historie på gymnasiet, hun havde været bibliotekar i landsbyen. Vi hjalp hinanden med det praktiske. Om efteråret så jeg ofte Jens ude på gårdspladsen, hvor han med sin gamle kost samlede de gule ahornblade i bunker. Han gik også udenfor mit hegn, hvor han fejede stien fri for blade, som vinden dog straks bragte tilbage. Så gik han ind i min have og fejede dér også. Dog var der altid færre blade hos mig.
Jeg nød at se ham i gang fra køkkenvinduet, kunne ikke lade være med at smile.
Jens, hvor mange gange vil du egentlig feje? Hele landsbyen ved efterhånden, at du kæmper mod efteråret, råbte jeg ud.
Han grinede bredt. Hvis alle venter på, at bladene forsvinder af sig selv, får vi aldrig orden i sagerne! Nogen må jo gøre det.
Efterårsblade er nu egentlig flotte Se bare farverne, protesterede jeg.
Jo, men de er glatte. Man kan falde, småbrokkede han og fortsatte stædigt.
Da han var færdig, kom jeg ud med to krus varm te og honning. Vi satte os i lysthuset.
Hvorfor med honning i dag? Vi plejer at tage citron, spurgte han overrasket.
Det er koldt i dag, vi må have lidt varme, smilede jeg.
Temmelig sødt, småmumlende Jens. Vi gamle skal passe lidt på sukkeret.
Bare drik, Jens, vi får ikke så tit sød te, insisterede jeg.
Okay da. Han tog en tår.
Jeg fortalte, at mit barnebarn, Asbjørn, ringede i går. Han spurgte:
Bedste, hvad laver du derhjemme alene? Kom til Odense og bo med os.
Jeg sagde: Jeg er slet ikke alene. Her har jeg jo en god ven. Jeg sendte Jens et smil.
Han drak videre for at skjule sit grin. Godt, du sagde ven, men det lyder lidt for simpelt.
Hvordan ville du sige det?
Velsagtens, at vi er kampfæller i kampen mod efterårsblade! Han lo, så tårerne sprang, og jeg kunne ikke lade være.
Engang, da Jens havde fejet blade hos mig, så jeg ham ikke, som jeg plejede om morgenen. Han blev bekymret, bankede på. Jeg var syg, svøbt ind i et uldtæppe med rød næse og matte hænder.
Så, så Lad mig hjælpe dig, han støttede mig ind i stuen, lagde mig på sofaen, pakkede mig ind.
Er du forkølet, eller?
Bare lidt, svarede jeg hæst.
Jens smed jakken, spurgte til medicin.
Der ligger lidt på kommoden
Han så på det og rystede på hovedet. Jeg cykler lige til apoteket.
Det behøver du ikke prøvede jeg, men han var allerede ude.
Han kom hurtigt tilbage med medicin og en kylling fra SuperBrugsen. Jeg døsede, men vågnede ved duften af kyllingesuppe.
Nå, Jens, du kan da lave mad der ser man! drillede jeg.
Han blinkede, hjalp mig til bordet og satte suppen foran mig.
Ved du hvad, i kritiske situationer må man tage fat. Spis noget varmt nu.
Jeg smagte. Uhm, det hjalp.
Tusind tak Det varmede.
Selvfølgelig, sagde han, og smilede stort. Ellers bliver det jo ensomt at feje alene.
Bare rolig, kampfælle, jeg skal nok komme ovenpå igen.
En uge senere var jeg frisk. Jens og jeg gik en tur i byparken ved åen hans idé som altid.
Bladene raslede, solen skimrede mellem trætoppene, og jeg sagde:
Efteråret er egentlig smukt, Jens. Jeg tror, jeg kan lide det.
Det er jeg enig i, især når man er i godt selskab.
Jeg tog ham under armen. Vi gik længe, snakkede og grinede, følte os lettere til mode.
Dagen efter kom Jens forbi, denne gang med et lille ønske.
Jeg har et ærinde Jeg har ledt hele reolen igennem for en bog om pasning af kaktusser.
Kaktusser? Du har da ingen planter, Jens!
Han tryllede en lille potte kaktus frem. Nu har jeg faktisk til dig!
Og hvad forventer du, at jeg skal gøre ved den? Jeg grinede.
Du er jo bibliotekar! Du finder vel en bog om det, drillede han.
Okay, tager imod udfordringen. Hvis den blomstrer, skylder du mig is.
Aftale!
En uge senere var det blevet vinter. Første sne faldt. Jens dukkede op, igen med hænderne på ryggen.
Hvad har du nu fundet på? spurgte jeg, og så hans usikkerhed.
Gerda, jeg har tænkt Nu har jeg besøgt dig hver dag, men måske, måske skulle jeg blive her hos dig. Måske vi skulle gifte os? Han rakte mig en buket røde roser, og jeg mærkede varmen brede sig.
Jens, hvor længe har du tænkt det?
Længe. Turde ikke spørge Siger du ja?
Ja, selvfølgelig. Jeg savner dig, når du går. Med de blomster kan jeg slet ikke sige nej, lo jeg og satte dem i vand.
Vi overvandt vinteren sammen. Foråret kom, alt spirede. En morgen råbte jeg: Jens, kom! Din kaktus blomstrer nu skylder du mig is!
Det var det utrolige du får nok en gammeldags vaffelis! Han grinede.
Vi gik sammen, diskuterede, om det skulle være flødis eller vanilje. Solen skinnede, og jeg så på ham.
Hvorfor er du så glad? sagde jeg.
Jeg synes, vi er blevet et godt makkerpar.
Ja det er vi. Jeg smilede, mens vi gik videre, hånd i håndikke bare naboer, men to der fandt hinanden blandt efterårsløv, sne og forårssol. Man er aldrig alene, når man er to.
Tak for at du læste med, kære dagbog.
