Ikke bare en barnepige
For mange år siden sad Asta ved et bord på universitetsbiblioteket i København, omringet af bøger og blokke. Hun bladrede hurtigt sine noter igennem, mens blikket flakkede over linjer, hun forsøgte at indprente i hukommelsen før den kommende prøve. Hendes underviser var berygtet for sin strengheddukkede man op uforberedt, stod man næsten med sikkerhed til en reeksamen, og det kunne Asta ikke tillade denne travle semester.
Det var dengang, hendes studieveninde Kirstine kom hen til bordet og satte sig nonchalant på kanten, lænede sig lidt ind og sagde dæmpet:
Du mangler stadig et studiejob, ikke?
Asta rev blikket løs fra sine papirer, nikkede uden et ord, og lod straks øjnene vende tilbage til det, der kunne blive det afgørende stikord.
Jaa, fik hun endelig presset ud, uden at slippe fokus. Men det er især tiden, der spænder ben. Du ved jo, vi har undervisning til klokken to hver dag, og det går ikke at springe over.
Kirstine smilede medfølende. Hun kendte godt Astas prioriteringer. Efter et par sekunders stilhed hviskede hun:
Jeg har faktisk et forslag. Min nabo, Asbjørn, er alenefar. Hans kone døde for nogle år siden, tror jeg. Kirstine rynkede næsen let, som ville hun børste for meget snak væk. Sladder sagde hende ikke noget. Han har virkelig travlt med arbejdet og mangler en barnepige i aftentimerne, sådan cirka fra fire til otte.
Nu så Asta op og fangede sin venindes blik. Kirstine forklarede, at Asta jo både kunne lide børn, læste pædagogik, havde god erfaring hjemmefra med fire yngre brødre. Det fik Asta til at tænke; børn havde altid en særlig plads i hendes hjerte, og hun havde elsket at hjælpe sin morikke fordi hun skulle, men fordi det føltes rigtigt.
Hvor gamle er børnene? spurgte hun, og der var ægte omsorg i stemmen.
Mens Asta drejede sin blyant tankefuldt, vejede hun ordene. At passe børn, som havde oplevet sorg, var noget andet end at være storesøster eller praktikant.
Det er tvillingepiger på seks år, svarede Kirstine straks. Asbjørn har én mere, men han er tretten og træner håndbold hele tiden, så han kan ikke hjælpe til. Han hedder Mads.
Tør de overhovedet ansætte mig? Asta kunne ikke skjule tvivlen, mens blyanten trommede på bordkanten. Jeg er jo stadig kun på fjerde år
Hun havde erfaring og lyst, men det var et stort ansvar. Kirstine fejede tvivlen væk med en håndbevægelse:
Selvfølgelig! Asbjørn spurgte mig faktisk lige i går, om jeg kendte nogen. Skal jeg give ham dit nummer?
Asta stirrede et øjeblik på noterne, så på ureten halv time til næste forelæsning. Pludselig føltes det som det oplagte valg: tæt på universitetet, rimelige tider, søde børn. Hjertet slog hurtigere af forventning, og hun nikkede beslutsomt:
Ja, gør det.
****************************
Asta var rædselsslagen. Hendes første arbejdsdag! Ordet arbejde lød nok lidt stort, men det var alligevel ikke bare familien. Hun tjekkede tasken for tredje gang: mobil, nøgler, notesblok, appelsinstykker og et lille stykke kanelkage til pigerne.
Mødet med Asbjørn og børnene aftenen før havde været overraskende nemt. Asbjørn var rolig med venlige øjne, forklarede alt og sørgede for at hun kendte rutinerne. PigerneFreja og Astridvar først generte, skjulte sig halvt bag deres far, men sprudlede snart rundt og viste deres tegninger frem. Asta kunne ikke lade være med at more sig over deres opfindsomhed.
Men mest af alt blev hun slået af noget andetselve Asbjørn. Kirstine havde ikke nævnt, hvor charmerende han egentlig var. Høj, afslappet, med den slags varme smil, man sjældent ser. Bare du ikke mister hovedet, mindede Asta sig selv om. Et arbejde, intet andet.
Nu stod hun foran den lille røde børnehave i Østerbro, hvor legehjørnet var fyldt med glade børnestemmer. Asta spottede straks Freja og Astrid ved gyngerne. Hun gik langsomt hen, sank ned på hug og smilede varmt:
Skal vi tage hjem, piger? Så kan jeg bage noget lækkert til jer.
Freja sendte Astrid et hurtigt blik og trådte frem:
Hvad for noget?
Tjah pandekager med jordbærsyltetøj, måske? Eller chokoladesmåkager?
Astrid lyste op og klappede i hænderne:
Småkager! Med chokolade! Jeg elsker det!
Så er vi enige. Asta rakte hænderne frem, og efter lidt tøven lagde pigerne deres små hænder i hendes. Da gik det op for Asta, at nervøsiteten blev afløst af en rolig glæde. Måske kunne det her gå.
De to piger lignede hinanden i alt: holdning, bevægelser, tilmed de alvorlige, modne øjne var ens. Hun kom i tanker om, hvad Mads, storebroren, havde indviet hende i dagen før. Han havde rømmet sig, trak Asta til side og mumlede, som kun store teenagebrødre gør, noget far ikke ville sige højt.
De plejede at være helt anderledes, sagde han stille. Siden mor døde, har de trukket sig mere ind i sig selv. Far og jeg forsøgte at forklare, at det ikke var deres skyld, men de har svært ved at tro på det. De lukkede sig inde.
Der var noget gammelklogt, men også kærligt i Mads’ stemme. Asta blev rørt, men det motiverede hende kun mere.
Heldigvis fik jeg hurtigt en god kontakt til dem, fortalte Asta til Mads. Vi legede og lavede nogle småtryllerier med lommetørklæder, så de grinede.
Mads nikkede vurderende og endte med at sige:
Netop derfor valgte far dig. Du må ikke svigte dem, vel?
Asta lovede ham det, og den beslutning holdt hun siden fast ved.
****************
To måneder senere var Asta blevet en fast del af familien Larsen. Freja og Astrid havde forvandlet sig til hengivne små skygger, der hver dag modtog hende med smil og historier. På denne aften, da Asta skulle til at tage hjem, begyndte hun at rydde op, mens hun sang en lille sang, de havde lært. Pigerne sad på sofaen og kiggede bedrøvet.
Bliv hos os! udbrød Freja pludseligt og kastede sig om Astas liv.
Asta lo og bøjede sig ned, lagde armene rundt om hende.
Jeg skal til forelæsning i morgen, forklarede hun blidt. Men jeg kommer tidligt tilbage.
Astrid var straks med, krammede Asta og Freja sammen.
Vi savner dig allerede! sagde hun med barnlig alvor.
Asta så på de to ivrige ansigter og blev rørt. Hun satte sig på hug, så de kunne se hende i øjnene.
Men hvor skulle jeg sove henne? I jeres værelse er der da kun plads til to.
Freja tænkte sig om og sagde:
I fars seng. Den er stor nok!
Astrid nikkede ivrigt:
Ja, og far er ofte sent hjemme!
Asta kunne ikke lade være med at smile for sig selv; deres invitation betød jo bare, at hun var blevet som familie for dem. Hun nussede dem over håret.
Tak, men jeg er altså nødt til at tage hjem i aften. Men i morgen så kan vi bage småkager sammen!
De nikkede og begyndte at rydde op, mens Asta fulgte efter med varme øjne. Det rørte hende dybt at mærke deres tillidog måske endnu mere, da hun opdagede, at hun ikke selv brød sig om at sige farvel.
På gangen stod Mads og betragtede diskret det hele. Han havde luret, hvordan stemningen ændrede sig, når Asta trådte ind af døren. Han lagde mærke til den måde, hans far kiggede på Asta, og hvordan hun blev rød i kinderne.
Måske er der alligevel håb for min far, tænkte Mads. Han ønskede sig, at deres hjem igen skulle emme af glæde og tryghed.
Da Asbjørn kom hjem den aften, og smed jakken, satte Mads sig overfor ham.
Far, hvor længe har du tænkt dig at vente? spurgte han ligeud.
Asbjørn så forvirret op.
Altså med Asta, sagde Mads. Jeg kan godt se, du er vild med hende. Så gør dog noget!
Asbjørn blev rød i kinderne og udbrød:
Hun passer børnene så fint… Det skal ikke ødelægges.
Du kan bare invitere hende ud! Det behøver ikke være så kompliceret, far, svarede Mads utålmodigt.
Asbjørn trak på skuldrene, men Mads blev ved:
Tag os alle med ud, som en familie. I en park, på cafe. Så ser du, hvordan hun har det. Så behøver ingen føle, det er mærkeligt.
Noget ved ideen slog rod hos Asbjørn. Han nikkede eftertænksomt.
Det prøver vi, sagde han. Og hvis det går galt, så tier vi stille om det, okay?
Far og søn delte et indforstået grin.
***********************
Efterhånden som månederne gik, blev det klart for alle, at Asta ikke længere bare var barnepigen. Fælles ture til Kronborg Slot, forårsdage på Amager Fælled og hyggestunder hjemme med brætspil og varm kakao blev en del af rutinen. Og når børnene sov, blev det mere og mere naturligt for Asta og Asbjørn at sidde længe over teen og tale om stort og småt.
Mads kunne se, at der var noget i luften, og at begge slap deres nervøsitet og fandt glæde igen.
En aften sad Asta og Asbjørn i stuen. De havde begge en kop te, måtte næsten ikke kigge på hinanden, men så greb Asbjørn hendes hånd.
Asta, jeg har faktisk gået længe med det her Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden dig længere. Jeg elsker dig og… Jeg vil gerne, at du bliver min kone. Ikke bare pigerne og Mads barnepige, men familie.
Asta smilede, tårerne glimtede i øjnene, og sagde ja.
*************************
Brylluppet var lille, men smukt. Kun nærmeste familie, børnene i fine, lyserøde kjoler som blomsterpiger, Mads stolt i jakkesæt. En solrig dag, danske flag og blomster fra haven prydede det lille forsamlingshus ude på landet.
Asta og Asbjørn blev viet, og Freja og Astrid stod på tæer for at putte ringene på puden. Mads hviskede til sin far:
Hvad sagde jeg? Det skulle nok gå.
Asta lagde sin hånd i Asbjørns.
Nu er vi én familie, sagde hun.
Senere, mens de andre dansede, sad hun og Asbjørn tæt sammen udenfor under stjernerne.
Jeg tror, det var den fineste dag, jeg har haft, sagde Asta stille.
Asbjørn nikkede, tog armen om hende.
Og der venter os heldigvis mange flere. Sammen, hele vejen.
Og hun vidste nu, at de for altid ville være en familie.
